Varm og fristende - lige fra vaffeljernet.
Jeg har set flere forsøg på pizzavafler eller vaffelpizzaer (hvem vælger et navn?) - og fælles for dem er at man bager en vaffel og bruger som pizzabund. Men de skal stadig en tur omkring ovnen. Næ du, ikke her - her laver man hele pizzavaflen i et hug! Først bunden, som er den her vaffeldej med majs (dog uden sukker). Bag vaflerne ca 30-45 sekunder, de skal kun lige ha' sat sig. Og så til det sjove.
Først rigeligt revet ost. Her er det en rest økologisk gouda indkøbt til mine sidste 2 pizzaburgere.
Og dernæst resten af chorizoen fra denne pizzaburger. Wuhu, i bedste Stop Spild Af Mad stil fik jeg så gjort helt rent bord efter de projekter. Jernet blev lukket og pizzavaflen fik lov at bage en rum tid. Osten vil først smelte inde over fyldet og klæbe, men senere fordele sig og få en let sprød overflade. Takket være slip-let belægningen på mit Snack Collection jern var vaflerne lige til at hive ud uden problemer.
Jeg dryssede de nybagte pizzavafler med lidt tørret oregano.
Og hvad var mere oplagt end at servere dem med en smule pizzasauce til at dyppe i?
Totalt i orden koncept der. Det er bestemt noget jeg skal arbejde mere med. Det er jo et super medie til at behandle rester på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!