torsdag den 19. marts 2015

Hamburgerryg med silkeblød blomkålspuré...

Der bliver gravet dybt i fryseren i disse dage. Det er nemlig 'sidst på måneden' på alle måder. Dels har jeg et par bekostelige arrangementer de næste par uger - og dels sparer jeg sammen til et større eventyr i maj. Så nu gælder det om at komme lidt til bunds i det der er på lager. Og jeg skal love for at der er dukket noget glemt gemt guld op...

Det blev et ganske hæderligt måltid: kogt hamburgerryg med en silkeblød puré af blomkål + afskallede edamamebønner og lidt dampede gulerodsstave.

Uha, der blev gravet så dybt i fryseren som aldrig før. Der fandt jeg denne røgede filet fra den økologiske gård Lille Raneladegård - som var gået på dato tilbage i 2013. Den havde virkelig puttet sig nederst i en af de store skuffer. Tja bum, den kunne måske ikke bruges om pålæg længere - men i bedste Stop Spild Af Mad stil, kunne den jo så koges og serveres som en 'hamburgerryg'. Den lille røgede sag kom i en gryde, blev dækket med vand og fik lov at simre ca 25 minutter ved svag varme - og trække lige så længe i vandet bagefter.

Jeg havde blomkål (quelle surprise) og gulerødder på køl - samt en rest flødeost. Og fryseren kunne frembringe lidt afskallede edamamebønner.

 Mens den lille gris trak i vandet, gjorde jeg grøntsagerne klar.

Blomkålen blev delt i buketter, edamamebønnerne tøet op og gulerødderne skrællet + skåret i stave. 

Den lille gris blev fisket op af sit varme bad, duppet tør og holdt varm - og blomkålen kogt mør i kogevandet.

Den møre kål blev drænet for væde i en sigte. For at få mest muligt vand ud, skal kålen gerne vrides i en klæde - eller presses forsigtigt, som her, i et snejern. Jeg pressede ca 1½ dl væde fra.

Den pressede kål blev tilsat en generøs klat flødeost og et drys urtesalt - hvorefter den blev kørt *wroom wroom* til en glat puré med en stavblender.

Den færdige puré blev smagt til med lidt ekstra salt og et par dråber æblecidereddike. Gulerødderne blev dampet i et par minutter og puréen varmet op.

Puréen blev serveret, drysset med edamamebønner. De dampede gulerødder blev givet til, sammen med tynde skiver af den kogte hamburgerryg. Totalt i orden middag!


--------------------------------------------------------------------------------------------------------

Wow, sikke en fuldkommen overvældende respons der er kommet på den allergivenlige kage i går. Der er kommet en masse søde kommentarer på alle kanaler - og en masse mails. Det er blevet til ikke mindre end 19 ønsker om specialudviklede opskrifter allerede. Jeg beklager meget, men det kan jeg umuligt efterkomme. Jeg vil kigge på det hen af vejen og slå nogle af opskrifter sammen. Hav tålmod med mig - jeg er ulønnet madblogger af egen fri vilje, ikke en betalt opskriftsudvikler (selv om jeg sagtens kan hyret som sådan efter gældende tarif *hint hint*). Kræfterne er små i tiden og jeg stresser bare ved tanken om at skulle andet en at sørge for mig selv - og min egen kost.

God dag til alle der kommer her forbi...

2 kommentarer:

  1. Ide til Påsken, som jeg skal holde i Skagen, som altid:-)
    Vi bliver mange og det er en super ret til det formål....Tak for inspi:-)

    SvarSlet
  2. Du har virkelig inspireret mig til hvad jeg smider ud og køber af mad. Jeg er begyndt at gå meget op i at jeg ikke smider spiseligt mad ud.
    Den kage du henviser til ser virkelig lækker ud.
    Energien skal nok komme tilbage, hvis ikke du får kørt dig selv alt for meget ned. Håber at du kan finde lidt ro i din hektiske hverdag. God weekend.

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!