onsdag den 7. januar 2015

Kyllingesalat med sprød svær...

Her får du en rigtig frækkert: kyllingesalat, tilsmagt med verdens bedste karry og toppet med sprøde svær af kyllingeskind. Du savler allerede, indrøm det bare....

Det var en rigtig god frokost, som jeg serverede i julen. Den labre kyllingesalat blev pyntet af med friske ærtespirer og syltede rødløg. Alt sammen rester fra andre projekter.

Det var det sidste bryst fra den confiterede kylling der skulle bruges. Det vejede hele 279 g - men den kylling var altså også et monster. Jeg syntes at sådan en hjemmelavet kyllingesalat er en af de bedste ting man kan lave af resterne fra en hel kylling. Dressingen skulle bestå af skyr, mayonnaise, citronsaft, den førnævnte karry, salt og peber - med fyld af rødløg, æble, hjemmesyltede asier og masser af kylling.

Lad mig lige fortælle lidt om karryen først. Som du måske ved, så har jeg et meget svagt punkt for mad hjemme fra Indien. Jeg elsker at lave mine egne karryblandinger og teste dem jeg ellers kan få fingre i. Og hånden på hjertet: de fleste af dem man kan købe (med undtagelse af nogle af de bedre økologiske) smager enten for dominerende af et krydderi, af for lidt eller alt for meget (stærkt) -  eller aldeles kedeligt, hengemt og støvet. Så da jeg hørte om den her CP44 blev jeg straks meget hooked på at smage den. Verdens bedste karry projekt - count me in!

Det er en karryblanding sammensat af Alex Toft Nielsen med både hjerne og hjerte - og så naturligvis nogle meget erfarne smagsløg. Hans drøm og ambition var at skabe en velafbalanceret og harmonisk gul (Madras) karryblanding som ville kunne bruges af karryentusiaster over hele kloden. Den eneste gule karry som du nogensinde har brug for. Blandingen indeholder 44 ingredienser - bla de 'obligatoriske' som gurkemeje, korianderfrø, spidskommen, bukkehornsfrø og sort peber. Karryen er medium hot og indeholder hele 4 forskellige slags chili. Derudover er der fokus på alle de 5 grundsmage: sødt, surt, salt, bittert og umami. Det lyder lovende, ikke?

Og allerede når man åbner dåsen kan man dufte at der her er tale om et særligt magisk pulver. Sikke en aroma! Jeg besluttede mig for at bruge det i kolde ting først - den her kyllingesalat og en karrysalat. Det er nemlig de færreste karryblandinger der smager af nok hvis de ikke får lidt varme for at vække de æteriske olier i krydderierne. Senere skal jeg lave kryddernødder og boller i karry (med kyllingekødboller) hvor karryen får et skud varme. 

Dressingen blev rørt sammen af: 4 spsk skyr, 3 spsk mayonnaise, ½ spsk CP44, et drys friskkværnet sort peber, lidt urtesalt og et godt squeeze citronsaft.

Til fyldet blev kyllingen skåret i passende stykker (og skindet gemt). Et lille rødløg blev hakket fint og et lille æble + 3 asier skåret i lidt større tern.

Dressingen blev vendt sammen med fyldet - men jeg holdt lidt tilbage. Fyldet er nemlig tørstigt og suger godt til sig. Det er defor rart lige at kunne vende lidt ekstra dressing i, lige inden servering. Og så kunne jeg endelig smage på sagerne. Oh la la.....det smagte virkelig godt. Karryen gav en rigtig aromatisk krydret undertone uden at være overvældende. Præcis som den skal i en frokostsalat som denne.

Skindet fra kyllingebrystet skulle selvfølgelig bruges i bedste Stop Spild Af Mad stil. 

Det blev derfor skåret i strimler - og stegt sprødt i lidt af det krydrede andefedt som kyllingen var tilberedt i til at begynde med.

Efterhånden som sværene blev gyldne og sprøde, blev de fisket op og lagt på fedtsugende papir.

Det krævede ALT den selvbeherskelse jeg kunne skrabe sammen, ikke bare at guffe dem i mig og løgne et "Sorry, de brændte på så jeg måtte smide dem ud". Men jeg var jo en smule blødsøden pga julen, så i mit højtidsstorsind hentede jeg evnen til at dele.

Den labre kyllingesalat blev rørt op med den ekstra dressing og fordelt på 2 stykker økologisk hørfrøbrød. Den ene mad blev pyntet af med spæde ærteskud (til rest fra min test af Skagenfoods nytårsmenu), syltede rødløg (en rest fra julens de luxe grønkålssalat) og så de sprøde svær. 

Den anden mad blev pyntet af med det samme - dog med dild i stedet for ærtespirer. Vi huggede om hvem der skulle ha' hvilken mad. Sikke en pragtfuld frokost - der var ikke et øje tørt!

Og resten af monsterfuglen?

Der er nu kun ca 150 g tilbage. Det er resten af det bryst der ikke blev varmet juleaften. Det er blevet vakuumpakket og ligger klar i fryseren - og jeg tror faktisk det skal bruges til endnu en lille kyllingesalat til mig i weekenden.

På fredag skal en ny kylling bades i det labre andefedt. Det bliver dog et noget mindre kræ der skal i min Crock-Pot denne gang. Det er en fransk label rouge fugl, så der bliver masser af plads til andre ting også. Jeg tænker små kartofler, men nu får vi se. Det er en middag jeg vil forkæle Anne med. Hun kommer nemlig og hygger med mig på fredag - og skal til eksamen dagen før. Jeg krydser fingre for at det går hende godt og lægger en flaske lyserøde bobler på køl.

Og tilbehøret? Det skal helt sikkert være noget med karry....







5 kommentarer:

  1. Det lyder som en rigtig fantastisk karryblanding! Jeg synes godt, at det kan være svært at navigere mellem de købte versioner. Har du købt den gennem Blok 18? Eller er der andre steder, man kan få fat i den?

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, ikke? Jeg er allerede helt pjattet med den :-)

      Blok 18 er den eneste forhandler på nuværende tidspunkt. Men jeg krydser fingre for at den kommer bredere ud og bliver nemmere at få fat på. Mon ikke det har noget med udbud og efterspørgsel at gøre?

      Slet
  2. Nu har jeg læst om den karry flere steder og bestilt den.. glæder mig til at smage..
    Er dog sikker på at manden mener at mængden er alt for lille - han smider karry i 'næsten alt' hvis han kan slippe afsted med det... Glæder mig til duften og smagen :)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...