mandag den 12. januar 2015

Fra den gastronomiske skammekrog: nudelret med kylling og karry-bearnaise...

Her kommer et indlæg meget ulig hvad der ellers er her på bloggen. For nogen vil det kræve en heldragt af ja-hat i str. XXL at komme igennem teksten og for andre vil det blot udløse et ekstra bredt grin. Jeg beklager på forhånd hvis mit ordvalg støder nogen - men holdningerne vil jeg ikke undskylde for. Som overskriften antyder er vi her ude på det kulinariske skråplan....

Det ligner jo ved første øjekast en ret tilforladelig nudelret med grøntsager, kylling og karrysauce - men lad dig ikke narre, for der gemmer sig noget uhelligt i det gule. 

Og her er synderen: et brev Knorr 'bearnaise'. Det havde jeg været så heldig at få i min pakkekalender fra Anne. Jeg skreg af grin da jeg åbnede pakken d. 12/12 - og det var vist også meningen bag valget af netop den pakke. Der blev fyret et par tomme trusler af - bla at Anne selv ved førstkommende lejlighed ville få det serveret her. Det blev det dog ikke, for jeg forbarmede mig over hende og lavede i stedet sprød karrykylling

I går skulle jeg, efter 24 timers faste, ha' noget varm aftensmad. Jeg havde ikke rigtig planlagt noget, så det blev til en rundtur i både de kolde, frosne og varme skabe - hvilket bød på lidt af hvert. Rester af grøntsager fra karrykyllingen, torsk og pizza, fra julens confiterede kylling - og en porre fra et bundt som Anne havde medbragt. Det havde hun fundet på cykelstien på vej herned - et offer for stormen Gertrud, Egons lillesøster. God Stop Spil Af Mad stil at samle det og og tage det med. Jeg bliver altid så glad for en buket - og vil til enhver tid hellere ha' grøntsager end blomster (de ender nemlig ofte først i maven på en kat, inden de bliver returneret som en fugtig klat på mit parketgulv).

Grøntsagerne blev snittet i mundrette bidder. 

Kylling, en rest kikærter og en håndfuld grønne ærter fra fryseren. 

Og så stod jeg der med pulverbrevet (Hmm, var det mon i virkeligheden tiltænkt som gastronomisk terrorisme?). Knorr lægger smukt ud med at skrive følgende på emballagen: "Smelt margarinen ved svag varme i en gryde". Øh, nej - der er ingen grund til at føje spot til skade. Margarine skulle (også) sættes på en færge med kurs ud af den her verden. Det er et krigstidsprodukt der intet godt gør for os. Spis hellere lidt, men godt, rigtigt SMØR. Her var det dog slet ikke nødvendigt med fedtstof, det blev bare til letmælk (og lidt ekstra). Og så må der falde en undskyldning til CP44. Det fantastiske karrypulver fortjener ikke at blive sat i forbindelse med denne kulinariske skandale - men var påkrævet for at give gastronomiske førstehjælp til retten. Kunstigt karry-åndedræt, om man vil.  

For se lige Danmark - her er jeres foretrukne sauce. Det tangerer sgu til sauce-majestætsfornærmelse at kalde det bleggule pulver (og det fluidum det bliver til) for bearnaise. Det fortjener fremover kun at blive tituleret som pulveret. Enhver der kan svinge et piskeris (ja, altså ikke hende her) ved at en sauce bearnaise indeholder SMØR, æggeblommer, skalotteløg, vineddike, kørvel og/eller esdragon.

Knorr skriver selv: "Knorr Béarnaise Sauce er saucernes ubestridte konge. Den runde og smagfulde sauce med en duft af estragon føjer et klassisk snit til enhver ret". Smart at fremhæve estragonen, som er den eneste ingrediens der hører ægte bearnaise til. 

Er der egenligt tale om bekæmpelse af madspild ved at bruge det - for er det overhovedet en fødevare? Som fortaler for rene råvarer og økologi burde jeg jo ha' kylet det direkte i affaldsskakten. Tjo, det burde jeg nok - men så havde jeg misset muligheden for at skrive det her indlæg. Jeg vil så gerne sparke lidt til debatten om ordentlige fødevarer. For med den stigende brug af halv- og helfabrikata mister vi selv evnen til at lave mad fra bunden og bedømme kvalitet. Vores gastronomiske arvesølv er blevet så kraftigt anløbet at det snart ikke kan pudses rent mere. 

Nå, men nu var brevet jo åbnet - og jeg havde iværksat en tålelig redningsplan. Pulveret, 1 spsk karry, 2½ dl letmælk og en fond kogt på skroget af den sprøde karrykylling.   

Grøntsagerne blev sauteret sprødmøre i en smule olivenolie.

Der blev tilsat karry, pulveret, mælken og en passende mængde fond. Det fik lov at simre stille mens jeg kogte en portion soya-nudler.

De kogte nudler blev vendt i retten. Troløse økologiske små skiderikker - de lappede jo straks den gule pulversauce i sig, som var det en olympisk disciplin.

Og så var der aftensmad. Det smagte såmænd ok - for de mange gode ting holdt pulveret i smagsmæssig skak. 

Og resterne? De kom i en bøtte, blev fotograferet - og billedet sendt til Max med et "her er din aftensmad i morgen. Jeg cykler op med det til dig efter arbejde". Så er jeg af med det og kan faste videre i fred.

Nåede du her ned til bunden? TAK fordi du gider læse med - også når jeg rabler indlæg som det her af mig...


12 kommentarer:

  1. Ha ha ;-) Og Knorr's smager ikke engang af noget, der bare minder om bearnaise. Det er ufatteligt at det er så populært :-(

    SvarSlet
  2. Det var sjovt!
    Første gang jeg lavede rigtig bearnaise - jeg har været STOR-forbruger af pulveret - begyndte sovsen at skille for mig, så jeg skyndte mig at skrue op så jeg kunne koge den sammen igen.
    Oh skam!

    SvarSlet
  3. Haha jeg sidder og klukker af grin Malou:-)!!
    Du har så ret, det er IKKE en fødevarer. Jeg indrømmer gerne at jeg ENGANG købte og spiste Knorr produkter....dengang jeg var uvidende og ligeglad hvad je spiste! Men så blev jeg mor og satte mig ind i hvad vi spiste, for sådan noget skal mit barn ikke have i sin lille søde krop.
    Kan idag ikke få mig selv til at købe sådan et produkt. Og de der Knorr lasagne?? Altså hvorfor er det nemmere at købe den end at lave en kødsovs og smække nogle lasagne plader imellem? DET forstår jeg ikke....
    Tak for godt grin, du er sku herlig;-)
    Kh Christel Irmov (Insta: christelirmov_ )

    SvarSlet
  4. Hvor er det dejligt befriende at læse dette indlæg, Malou! Skøn læsning, tak for det!!

    SvarSlet
  5. Jeg må indrømme, at jeg faktisk aldrig har prøvet at lave en ægte bearnaise 😳
    Dog køber jeg aldrig knorr bearnaise, det smager skrækkeligt, puha.
    Jeg må dog komme med en anden bekendelse, og det er, at min søn allerede fra en tidlig alder kastede sin kærlighed på knorr's café de Paris sovs. Det er og bliver vinder sovsen, desværre. Han er meget småt spisende, så denne sovs lavet med en ret stor mængde smør gør glæde. Har forsøgt at finde ud af om jeg kan kopiere sovsen til en hjemmelavet variant, men det er ikke rigtig lykkedes. Øv. Måske var det noget du kunne hjælpe med ;)
    Jeg kan sagtens finde en "ingrediensliste" ;)

    SvarSlet
  6. Herhjemme er knorr bearnaise en erstatnings-sovs til knægten (på lige fod med ketchup) så mor her kan få lov til at spise enten mad uden sovs eller champignonsovs og lign ting der er ækle jævnfør min 9-årige søn.

    Men det kan godt sættes lidt op til diskussion, hvornår er det ok at man snyder med en nem udgave frem for at lave ting fra bunden?

    Jeg snyder af og til med nogle ting. Af de de ting jeg er knap så stolte af at jeg snyder med er tacomix og kartoffelmospulver.
    tacomix fordi jeg ikke har fundet et mix af krydderier selv jeg kan erstatte den færdigkøbte (hvor det smager lige så godt) men det kommer nok en dag.
    Kartoffelmospulver fordi jeg er doven og rigtig godt kan lide at have nødreservemad hjemme.
    For mig er kartoffelmospulver lidt lige som tørret pasta. Nemt, men frisk lavet er nu bedst.

    Der findes nu også mange ting som jeg gerne snyder med på et plan. fx gider jeg ikke stå og skolde blege danske vintertomater for at lave en tomatsovs, når jeg kan åbne en dåse solmodne flåede tomater. Men man står jo heller ikke lige og kærner smør selv og jeg synes dåsetomater er lidt på det plan med snyd.
    Mindes et afsnit af Nigella bites, hvor hun laver en dessert hvor hun bruger købekage til bunden. Jeg var lidt forarget, men hun havde også lidt ret i hvad hun sagde med at det var ligemeget om det var købekage eller hjemmebagt, for det blev søbet ind i noget kirsebærsovs og noget creme, så det ville ikke kunne smages i den færdige dessert.
    Hun brugte tiden på at lave cremen lækker i stedet for, da den smagte meget mere i gennem og så brugte hun en dyr kvalitets kirsebærsovs, da for hende var det mere vigtigt at have mere tid til andet end at stå og bage en kage.
    Jeg ville nok selv have bagt kagen, men jeg kan også lyn hurtigt bage en chokoladekage (faktisk har jeg gjort det hurtigere end en ven som skulle bage ud fra en pakke amo kagemix, som en del af et væddemål)
    Men så er der andre steder jeg snyder af og til i madlavningen.
    hvad med en dessert hvor isen er færdigkøbt? eller frossen andeconfit?

    Problemet med knorr er selvfølgelig at det er så kunstigt som det er, men det er måske den pose pulver der giver et barn (eller en teenager der lige er flyttet hjemmefra) nok succesoplevelse til at kaste sig ud i mere kompleks madlavning på sigt, for det er ikke alle der opvokser i en familie der laver ordentlig mad sammen.
    Dertil er det svært at sætte en grænse hvornår et produkt er for falsk til at være en hurtig genvej.
    Knorr er dog nok noget det mest kunstige man kan tilberede, næstefter det amerikanske forsvars feltrationer.

    Jeg bryder mig selv slet ikke om bearnaise, hverken knorr eller den ægte vare, jeg vil meget hellere have en sovs med sprut i, når jeg skal have sovs til mit kød ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nille fantastisk indspark

      Slet
    2. Nu er tacomix vel egentlig bare en kryderi blanding, et eller andet sted har jeg svært ved at kalde det snyd, selv om jeg blander selv til mange retter (og gør jeg så det, for jeg laver jo fx. ikke min egen karry selv om det ville glæde min onkel hvis jeg gjorde).

      Når det kommer til tomater på dåse, så er det faktisk ikke snyd, eller dvs. det er det måske, men det der sker under hele den process og i dåsen i forhold til smagen er vigtig til nogle retter, og er desuden ikke helt triviel at genskabe.

      Men når det kommer til Knorr Pulveret her, så er der jo kun 1.4% der overhovedet påstår at være noget der burde være i en béarnaise, og det er bedst hvis det er frisk, så bevares, det er noget pulver der danner en sovselignende masse som mange måske kan lide, men det er bare ikke sauce béarnaise!...

      Slet
  7. Du har en syg humor... SYG siger jeg bare! ;)
    I øvrigt sjovt at de skriver margarine på pakken... jeg tror, det er 15-20 år siden, jeg sidst har talt med nogen, der har nævnt margarine i forbindelse med madlavning.

    SvarSlet
  8. Først og fremmest... God stil ikke at smide noget ud, være sig porre som Knorr-sauce.
    Du har faktisk inspireret mig... Jeg har 2-3 pakker gamle (som i RIGTIG gamle) saucer - økologiske færdigsaucer fra Tyskland - liggende i mit skab... Jeg har ikke nænnet at smide dem ud, fordi jeg netop ser dem som minimum et slags krydderi. Så det må jeg jo lege lidt med :-)

    Når det så er sagt...

    Nej, Knorrs pulversaucer kan ikke betegnes som rigtig mad...

    SvarSlet
  9. Du er aller sjovest at læse når det rabler for dig ;-)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!