torsdag den 4. december 2014

Mac 'n cheese ligesom hjemme i Indien...

Velkommen til endnu en omgang af Klidmosters fusionskøkken. Denne gang har den klassiske amerikanske stivelsesbombe fået en lettere indisk overhaling. Det var ikke planlagt, men det var sådan det endte - og det blev på alle måder en happy ending. High carb, high fat på den virkelig tilfredsstillende måde: 

2 slags pasta, aromatisk ostesauce og panko-rasp stegt gyldent i SMØR. Det er fuldfed madlykke - lige til at skovle ind. 

Som så mange andre af mine retter, startede det ud som et Stop Spild Af Mad projekt. Mælken og fløden var til rest efter Kagedåsernes julefrokost her i weekenden, bananskalotteløgene var fra den confiterede kanin og cheddaren indkøbt til chili dogs, uden planer for resten. Osten havde været oplagt at bruge til en omgang nachos - men hvad så med resten?

En tur i tørvareskabet gav mig lige det der skulle til for at kunne lave noget med alle tingene. Der var nemlig både suppehorn (100 g) og macaroni (250 g) på lager. Det kunne jo kun blive til en omgang Mac 'n cheese! Det har jeg lavet 2 gange før - her en udgave med røget ost og her en med bacon og fennikel. Fælles for dem begge er at de er bagt i ovnen, toppet med panko-rasp stegt i SMØR. Og det skulle den her version bestemt også.

Jeg smeltede derfor 25 g SMØR og ristede 3 dl panko-rasp i det, under konstant omrøring. Pas på, det går pludselig stærkt.

Det gyldne rasp køles af på et stykke fedtsugende papir. Og så til resten.

Da jeg var på vej ned i krydderiskuffens dyb efter muskatnød, fik jeg øje på den her pose Sambhar (spidskommen, koriander, sort peber, sennepsfrø, bukkehornsfrø, chilipulver, asafoetida og gurkemeje). Tja bum, hvorfor ikke? Asafoetida er forresten en rigtig sjov ting. Ikke alene smager det meget karakteristisk af løg, det afhjælper også luft i maven. Meget praktisk når man nu ikke tåler stivelse så godt.

Saucen er lige ud af landevejen:

35 g SMØR
60 g løg
4 spsk hvedemel
6 dl mælk/fløde/vand
1½ tsk Sambhar (eller et drys muskat)
170 g revet cheddar
1 spsk fuldkornssennep
2 spsk æblecidereddike
Salt/peber

Smørret smeltes og løgene sauteres uden at tage farve. Krydderiet tilsættes og snurrer med et minuts tid. Melet drysses på og når det har suget fedtstoffet til sig, hældes mælken (eller den blanding man nu har) på lidt efter lidt, mens man rører en opbagning. Smelt osten i saucen og smag til med sennep, eddike + salt og peber.

I mellemtiden var de 2 slags pasta blevet kogt og blandet.

Den kogte pasta blev blandet i saucen og fordelt i et stort fad + 2 mindre skåle.

De små skåle blev drysset grundigt med en del af den gyldne rasp.

De blev derefter pakket ind og smidt direkte i fryseren. Så er der nem mad til en anden dag.

Resten af raspen blev drysset over det store fad, som derefter blev sat i ovnen ved 200°C i ca 20 minutter. Fadet blev taget ud da saucen begyndte at boble lystigt.



Store skefulde af den labre sag blev skovlet op i en skål. Klog af skade lod jeg den køle lidt af inden jeg stak en gaffel i.

Men så snart den var til at komme til, gik jeg om bord i den - der blev ikke udvist nogen nåde. Nøj, det var gode sager. Men det er kraftig kost og jeg måtte ha' en lur bagefter. 

Resten blev gemt på køl. Det skal selvfølgelig i vaffeljernet i aften....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!