tirsdag den 25. november 2014

Krydret figen-brownie + portvinssirup...

Her kommer lige en lille hurtig opskrift på nogle lækre små krydrede kager. Kagerne skal bruges til min dessert i madbloggerstafetten Secret Ingredient hos Electrolux - og skal serveres toppet med is, sirup og knas. Men for at indlægget med hele desserten ikke skal blive en kilometer lang, kommer kagerne og siruppen her først. 

Dejen kan enten bages til en stor eller flere små brownies. Jeg valgte det sidste, med et billede af den færdige dessert i hovedet. Det er også nemmere ikke at skulle skære kagen ud bagefter.

Min hemmelige ingrediens viste sig jo at være blåskimmelost (som jeg har et, mildest talt, anstrengt forhold til) - men jeg er ikke sådan at vippe af pinden, så ud over en hovedret med vildt, laver jeg en vild dessert. Jeg har læst mig frem til at figen, brunkager og portvin er gode legekammerater til den blåskimlede, så det har jeg twistet lidt og disker op med disse brownies, toppet med en is på kondenseret mælk og Danablue, sirup kogt på portvin, mørkt sukker og stjerneanis + et drys ristede hasselnødder.

De labre små kager får deres figensmag fra denne marmelade. Man kan også bruge tørrede figner, udblødt i lidt te og blendede.

100 g mørk chokolade
75 g SMØR
85 g mørk muscavado eller farin
125 g figenmarmelade
1 æg
85 g mel
½-1 tsk Pumpkin Pie (eller brunkagekrydderi)
½ tsk vaniljepulver (eller marven fra ½ stang)
½ tsk bagepulver
1 knsp fint salt
25 g kakao


Krydringen kan være alt fra færdigblandet brunkagekrydderi til en kombi af dine yndlingskrydderier. Jeg brugte Pumpkin Pie blandingen som jeg havde på lager. Det er en blanding af kanel, ingefær, muskatnød og nelliker. Mel, kakao, bagepulver, salt og krydderier sigtes sammen som det første.

Chokolade og SMØR smeltes sammen. Det kan gøres enten over vandbad eller i mikroovnen. Jeg foretrækker det sidste og zapper i ca 20 sekunder af gangen. Blandingen røres sammen til en blank, glat emulsion.

Sukkeret røres i. Efter ca 5 minutter tilsættes marmelade og det sammenpiskede æg. Til sidst røres den sigtede melblanding i.

Den færdige dej kom i en stor engangssprøjtepose - for så er den nemmere at fordele i formene. Jeg brugte min muffinform fra Le Creuset som er slip-let og derfor ikke skal hverken fores eller smøres. SÅ nemt!

Dejen blev fordelt i 8 huller og hver kage blev glattet let på toppen med et par fugtede fingre. Kagerne blev bagt i 17 minutter ved 180°C (bages en stor kage skal den nok bage ca 20-25 min). De skal ha' lidt bageskorpe, men stadig være fugtige i midten.

Kagerne fik lov til at køle helt af i formen. De blev derefter taget ud, pakket i film og lagt i en lufttæt bøtte. De bliver opbevaret op køl til de skal serveres. Så får de nemlig lige et hurtigt zap i mikroen for at blive som nybagte. 

Getting figgy with it...
Jeg sneg mig til at spis en enkelt. Uhm, krydret smovset lækkerhed. Den skal nok danne et godt underlag for den onde is. Og så til siruppen:

Jeg er så heldig at kende Frederik Kreutzer, manden bag VinKreutzer - og da jeg luftede min frustration over blåskimmelostens ankomst på Facebook, tilbød han straks at sende mig noget portvin fra Otto Suenson, dels til at bruge i tilberedningen og dels til at skylle den onde ost ned med. Portvin og blå ost skulle nemlig kunne noget sammen. Og Frederik ved hvad han taler om, han har bla skrevet en guide til portvin her. Dagen efter ankom der 2 flasker af den her Late Bottled Vintage Quinta Santa Eufemia 2009 til døren. Fornemt!

Den ene flaske skal bruges til retterne - og den anden serveres til. Senere på dagen skal jeg lave en sauce der får englene til at trutte i alle basunerne. Men i går skulle jeg koge en simpel sirup.

1 dl mørk muscavado
1½ dl portvin
1-2 stjerneanis

Bland og kog sammen i en lille gryde under jævn varme. Lad siruppen koge godt ind, til ca halvdelen.

Fisk anissen op og kom siruppen i en lille skål. Lad den svale til stuetemperatur og sæt den derefter på køl. Da den skal serveres på en is er det en god ide at holde den kold. 

Så er det ved at være alvor. Og det bliver en travl dag. Isen er allerede lavet og venter i fryseren, men der er stadig langt endnu. Hovedretten består af mange elementer: portvinssauce, kød (vildt), en frugtig salat og en bagt garniture. Min testspiser kommer direkte efter arbejde, så det er med at lægge hårdt ud nu. Puha, så er det med at finde næseklemmen frem og gå i krig.

Vi ses på den anden side...

2 kommentarer:

  1. Det lyder til at blive et fantastisk måltid.... når man altså er sådan en der elsker blå ost:-)

    SvarSlet
  2. Tusind tak - jeg skulle hilse og sige fra min testspiser at det var en fuldkommen fantastisk middag. Det er en stor lettelse at det hele lykkedes. Og jeg er stolt, for jeg fik smagt på 2 ting med blåskimmel ;-)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!