mandag den 17. november 2014

Klidmosters kylling i cola...

Jeps, kylling i cola - du læste helt rigtigt! Indrømmet, det lyder som en lidt tarvelig ret - men med det rigtige twist og gode råvarer er det altså en virkelig lækkerbisken. Tænk blot på det som en sur/sød sag, med colaen som det søde element. Den her version udviklede jeg da jeg stod i lære som gastronom og ENDELIG havde lokket min chef med på den.  

'Kinesisk' kylling i cola med masser af grøntsager, serveret med gul quinoa, ristede peanuts og koriander. Det er verdensklasse! Da jeg lavede retten første gang havde jeg brugt ca 1 år på at plage for at få lov til at lave den. I et svagt øjeblik overgav min læremester sig, men opstillede et par regler: 1) retten skulle ha' en bestemt 'stram' smagsprofil. 2) retten skulle kunne indeholde en masse grøntsager - og 3) retten skulle tage sig flot ud, både på buffeten og på tallerkenen. Ja tak, Chef! Efter at ha' tænkt over det i et par dage, var det at den kinesiske sur/sød-idé tog form. Retten blev serveret for 350 personer - og der blev spist op. Det var en bragende succes. Og nu er det på høje tid at den bliver indlemmet i min opskriftssamling her på bloggen.

Den originale opskrift er udviklet med Coca Cola - men til denne har jeg valgt økologisk cola fra Naturfrisk. Brug den cola du foretrækker.

Den her opskrift passer til ca 250 g kylling. Og igen, brug den kylling du føler for.

Grøntsagerne kan være lige hvad man har lyst til, blot der er godt med variation i farverne. Ingen 'brun klat på tallerken' her. 

Mit valg faldt på gul og rød peber, gulerødder, forårsløg og broccoli. Et andet godt valg havde været kinakål, som er overraskende god i den her slags retter.

Det hele blev snittet i små mundrette bidder. Jeg gemte lidt at det hvide fra forårsløgene til saucen. Og så til selve smagsgiverne.

Cola, tamari (hvedefri soja), chilisauce (Schiracha), frisk chili, hvidløg, stjerneanis, citron og ingefær. Hmm, måske foretrækker du en mere nøjagtig opskrift?

5 dl cola
3 spsk sojasauce
3 spsk friskpresset citronsaft
Et stort stykke frisk ingefær
3 fed hvidløg
1 spsk Schiracha
Chili efter smag
3 stjerneanis
Det hvide fra ca 2 alm forårsløg eller 4 små



Kyllingen skæres i strimler og vendes med lidt chili, hvidløg og ingefær.

Saucen startes op ved at opvarme en gryde med 2 tsk olie. Den resterende chili, ingefær og hvidløg, sauteres sammen med det hvide forårsløg - uden at tage farve. Colaen, sojaen og citronsaften kommes ved sammen de de 3 stjerneanis. Blandingen simrer ved svag varme mens resten gøres klart.

I stedet for ris, valgte jeg at servere quinoa til. Den blev kogt i 15 minutter sammen med et brev Yellow Rice fra Mill & Mortar.

Kyllingen blev sauteret i en smule olie på en hed pande og sat til side. Grøntsagerne fik et godt skud varme inden de fik selskab af kyllingen.

De 3 anisstjerner blev fisket op og saucen jævnet med en smule arrowroot. Du kan også sagtens bruge en smule majsstivelse. Saucen var helt perfekt sur/sød/stærk - og er den ikke det, kan den nemt justeres.

Saucen blev derefter hældt over til grøntsagerne og kyllingen. Retten fik lov til at simre et par minutter og så var den klar.

Den gule aromatisk quinoa fik pillet de hele krydderier fra. 


Til at drysse med, havde jeg lidt frisk koriander og ristede peanuts. Og så var det tid til at anrette.

En ring af gul quinoa dannede bunden.

Det blev toppet godt op med den lækre colakylling.

Et drys koriander - og så var der mad. Er du ikke til Djævels Sæbeurt, kan den nemt erstattes med et drys af det grønne fra et par forårsløg.

Træk mig nu baglæns ind i fuglekassen! Jeg havde fuldkommen glemt hvor godt det var. Max var på besøg og ligeledes begejstret. Helt klart noget jeg skal lave igen.

Som sagt, så er det en slags sur/sød med colaen som det søde element. Jeg kan dog også levende forestille mig at den må kunne laves på f.eks ananasvand. Hov, det lyder som et nyt projekt - I like it!

Sodavand i mad - hot eller not?


20 kommentarer:

  1. Helt klart hot, når man laver kylling i cola! Tror, jeg skal prøve din version, den ser så lækker ud.

    SvarSlet
    Svar
    1. En stemmer for, tak :-)

      Tusind tak. Håber den må smage dig!

      Slet
  2. Det ser fristende ud, og det er en opskrift, jeg vil afprøve.
    Hvor er det flot med det nye layout :o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak - håber den må smage dig :-)

      Tak, er glad for at det falder i god jord. Havde sådan brug for lidt forandring.

      Slet
  3. Hvor er din side blevet flot !

    SvarSlet
  4. Det smagte errøme godt :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skatter. Er rigtig glad over at du kunne lide det. Du må hellere komme og spise igen når jeg skal teste om den også bliver god med ananasvand :-*

      Slet
  5. Cola Nej Tak !! Men med ananas, JA det skal klart prøves :o)
    Din side er blevet så Flot :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Super, håber du kan lide det :-)

      Mange tak, er glad for at 'ombygningen' falder i god jord.

      Slet
  6. Sikken bragende flot visuel opdatering din blog har fået, Klidmoster.

    Er vild med de større billeder og den letlæselige tekst. Det er i øvrigt nogle udsøgte grønne farver du har valgt.

    Well done.

    Med venlig hilsen
    en trofast læser gennem flere år

    SvarSlet
    Svar
    1. *Bukker* tusind tak :-)

      Har længe drømt om at få større billeder og et luftigere design. Er glad for at renoveringen har givet et godt resultat.

      Tak fordi du læser med her <3

      Slet
  7. Gav min lige mindelser om Glæsel's kylling i cola:-)
    Ser ud tilat være en lækker ret, du har lagt op her.....

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en slags BBQ-kylling med en marinade af cola og ketchup ikke?

      Tusind tak :-)

      Slet
  8. Jeg var ikke så begejstret de to gange, jeg i mit liv har smagt cola... Tilgengæld laver min søsters vietnamesiske kærestes mor(pyha, besværligt) den BEDSTE ret med noget svin, nogle æg og en SPRITE-sodavand! Mmh :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. *kylling i cola, selvfølgelig ;)

      Slet
  9. Colaen kan nemt erstattes med ananassodavand ;-)

    Uhm, det lyder spændende.

    SvarSlet
  10. Det lyder dælme godt, den får et like på bloglovin, så jeg kan genfinde opskriften.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :-)

      Kender du Copy Me That ? Det er SÅ smart når man skel gemme opskrifter.

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!