fredag den 17. oktober 2014

Boller i græskar-karry...

Lige nu er der en stor afstemning i gang. Danskernes nye nationalret skal nemlig findes. Man kan stemme fra d. 16-26 oktober lige her på sin favorit mellem 3 mulige (klik på den landsdel du kommer fra for at se dine muligheder). Da jeg jo tilhører Østjylland, kunne jeg vælge imellem disse 3 retter, kreeret af Michael Larsen. Og som du nok kan regne ud, landede min stemme på Boller i karry. Så snart jeg havde stemt, gik jeg i køkkenet og lavede min helt egen alternative udgave:

Det blev en rigtig smagfuld og særpræget version af den gamle klassiker - med saftige kødboller i en sauce lavet på den her græskarsuppe, serveret med blomkålsris og sprød broccolisalat. Max skulle komme forbi sidst på dagen og så kunne han jo passende blive inviteret til at spise med.

Kødet var hakket fars fra velfærdsgrisen Putin. Det var blevet vakuumpakket helt fladt, så det kunne meget hurtigt tøs op. Ret smart når man pludselig finder på at lave spontan mad.

Det skulle 6 ingredienser i mine kødboller: 500 g grisebasse, 3 spsk Naturlic kartoffelfiber, ½ løg, 1 æg, ½ tsk garam marsala og ½ tsk urtesalt.

Jeg valgte at bruge den her fra Mill & Mortar som består af kardemomme, koriander, spidskommen, sort peber, kanel, nelliker og muskatnød. 

Løget blev revet fint og æltet ind i kødet sammen med resten. Farsen fik lov til at stå tildækket på køl i ca ½ time mens jeg klargjorde kogelagen.

De små grise skulle nemlig ha' en god gang aromaterapi. Jeg dykkede ned i krydderiskuffen efter stjerneanis, laurbær, sorte peberkorn, grønne kardemommekapsler, nelliker og hel allehånde.

En passende mængde krydderier blev sat over i 6 dl urtebouillon (Herbamare).

Det fik lov til at simre i en rum tid for at trække smag. Og så var det aromatiske bad klar til kødbollerne.

Jeg kan godt lige når de ikke er for store, men ca på størrelse med en golfbold. Jeg fik 21 stk ud af den her portion. De blev kogt af 2 omgange, hvert hold ca 7 minutter ved middelvarme.

De kogte boller blev fisket op af deres aromatiske bad og afdryppet i en si. Jeg valgte at fryse halvdelen med det samme. Kogelages blev siet og kogt lidt ind. Og så til saucen:

I fryseren havde jeg hentet resten af min bagte græskarsuppe. Det var dobbelt Stop Spild Af Mad. Den blev tøet op og tilsat kogelagen - og smagt til med en smule garam marsala, lidt ekstra salt og en smule æblecidereddike.

Saucen var til den tynde side, så jeg valgte at jævne det lidt med arrowroot, som er stivelse udvundet af pilerod. Kødbollerne blev varmet igennem i den jævnede sauce og sat på lav varme.

Som tilbehør lavede jeg en stor omgang blomkålsris. Det er bare blendet blomkål der bliver letsaltet og dampet ganske kort.

Da boller i karry er en meget 'blød i blød' ret, valgte jeg at lave noget knas til. Det blev en salat af små sprødmøre broccolibuketter, strimlet hjertesalat, appelsinfileter og granatæblekerner. Salaten fik en hurtig vinaigrette af olivenolie, æblecidereddike og urtesalt. Jeg må hellere straks sende en undskylde til min gamle mester - for da jeg stod i lære var salat til retter med varm sauce FY! En lun garniture var helt i orden, men en kold salat var altså helligbrøde.

Jeg øste først 3 boller op til hver, men det blev hurtigt til 5. For at give lidt syrlig sødme, serverede jeg nogle af mine syltede perleløg til. Yum! Det var virkelig en god udgave af den game traver. Det er ikke sidste gang jeg laver sauce på suppe. Resten af saucen røg i fryseren - så sammen med de sidste boller, bliver der til en omgang til.

Fra d. 28 oktober til d. 16 november skal den ret fra hver region der fik flest stemmer, ud i en landsdækkende afstemning. Den samlede vinder - og danskerens nye nationalret bliver derefter kåret d. 20 november. 

----------------------------------------------------

Og nu vil jeg klæde mig ud som da min mormor var ung og tage ind i Ridehuset til MAD. Temaet er mormormad og det fejrer vi for fuld skrue. Kom ind og sig hej - jeg kan f.eks byde på en sildetallerken med en øl eller en saft for 50 kr. 

God weekend til alle der kommer her forbi...


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...