torsdag den 6. november 2014

Boller i temmelig alternativ karry...

I går lå jeg i sengen hele dagen, hostende som en flok sure sælhunde og kogende af feber. Hen på aftenen blev jeg dog så sulten at der skulle varm mad til. Efter et mislykket visit på Just-Eat (der var INTET overhovedet jeg havde lyst til) besluttede jeg mig for at kravle ud i køkkenet og lave et eller andet spiseligt af det jeg havde i huset. Så jeg tog den store ja-hat på og gik på jagt i skab, fryser og køleskab. Det kom der denne temmelig alternative opskrift på boller i karry ud af:

Boller i tofu-karry fra en æske, med ris, ærter, syltede perleløg og sprødt kikærte-mix. Det tog kun 20 minutter fra jeg ankom i køkkenet til jeg sad og spiste. Og hvordan kan det dog lade sig gøre? Jo, ser du - jeg greb efter en rigtig nem løsning: en pulverløsning.

I forbindelse med premieren på Hundredefodsrejsen havde jeg fået billetter til filmen tilsendt og mulighed for at lave en give-away med 2 billetter. Desuden blev jeg tilbudt at få tilsendt en pakke med "fransk hvidvin og nogle lækre indiske krydderier og snacks" - hvilket jeg også sagde ja tak til (da jeg åbnede pakken viste det sig dog at være franske lyserøde bobler og 2 'indiske' halvfabrikater fra Lidl?. Ret skuffende når man havde forventet 'lækre indiske krydderier og snacks'). Det gik desværre hverken værre eller bedre end at jeg glemte ALT om både film og give-away. Jeg fik ikke engang set den selv - og det på trods af at det lige er en film for mig! UNDSKYLD, det var fibrohjernen der lige slog fra der. Det er flovt når den slags sker. Nå, men så kunne jeg jo passende lige hive æsken ud af skabet og så hvad det var for noget.

Jeg må indrømme at jeg var ret så skeptisk da pakken ankom, men nu så den pludselig brugbar ud. Små kræfter kræver nemme løsninger. 

Tja bum, det er vel hvad man kan forvente af pulver (klik på billedet for at forstørre). Men på den anden side, ikke så mange uønskede ingredienser som hos f.eks Knorr. Jeg havde overvejet at arkivere den lodret, men som ambassadør for Stop Spild Af Mad kan jeg ikke forsvare at smide noget ud som rent faktisk kan spises. Og jeg dør jo ikke af at spise noget der ikke er øko og lavet fra bunden en gang i mellem.

Men da jeg så kikkede på tilberedningsvejledningen måtte jeg virkelig tænke kreativt. For der skulle bruges cremefraiche. Det kan nemt erstattes af alt fra skyr til kokosmælk - men jeg havde ingen af delene på lager. Men sult lærer en sløj klidmoster at tænke ud af boksen - og finde en brugbar løsning.

Og den løsning blev en brik silken tofu. Jeg har før brugt den i en tomatsuppe, så hvorfor ikke til en sauce? Fryseren bød på 10 stk boller fra mine Boller i græskar-karry og en halv pose ærter. Æsken indeholdt 3 poser: en med ris, en med en krydderblanding til kødet og en med saucepulveret. Risene blev sat over og kogt efter anvisningen på æsken.

Jeg gravede også et gammelt forladt løg frem. Tofuen blev pakket ud og drænet - og fik selskab af den krydderblanding der var beregnet til kødet. Den fik en tur med stavblenderen *wroom wroom* så den blev til en homogen flydende creme.

Løget blev skåret i tynde både. Bollerne blev tøet op i mikroovnen og ærterne i lidt koldt vand. Tofuen fyldte jo lidt mere end den mængde cremefraiche den skulle erstatte, så jeg skruede lidt ned for vandmængden.

Løget blev sauteret i en smule olie til det begyndte at tage farve. Saucepulver + vand blev tilsat og fik lov til at koge i et par minutter.

Tofuen blev tilsat og fik lov til at simre med i en rum tid. Jeg smagte til med lidt salt, friskkværnet sort peber og et par dråber æblecidereddike. Bollerne fik lov til at varme godt igennem i den færdige sauce mens risene trak færdige.

Man må sige at det ligner gode gamle boller i karry ret godt.  Det er muligt at de er ude af afstemningen, men det vil altid være min nationalret!

Ærterne fik et hurtigt zap i mikroen inden de kom på tallerkenen. Der blev drysset med lidt sprødt kikærte-mix (kan købes i asiatiske butikker) og givet lidt sødsyltede perleløg til. Sådan, varm mad på 20 minutter.

Og dommen? Well, det var da så absolut spiseligt - og jeg er glad for at nu har mad til i aften også. Det er ikke noget jeg selv kunne finde på at købe, men jeg kan bestemt se potentialet i den hvis man er en fortravlet sjæl med smag for lidt eksotisk i hverdagen. Det er bestemt ikke min sidste sauce med tofu. Det mætter godt og er med til at give konsistens.

---------------------------------------------------------------------
Og så har jeg fået nogle rigtig fine ord med på vejen:

Foto: Christina Forsberg
Den formidable danske fortfatter Helle Helle er blevet interviewet af Berlingske - og har dette at sige om mig og bloggen. Wow, det er STORT. Jeg er meget rørt og beæret over at blive fuldt på sidelinjen af en som jeg selv ser meget op til. Hun kan virkelig noget med ord som jeg er helt på røven over (og modtog 'De gyldne laurbær' for Dette burde skrives i nutid i 2012). Vores veje krydsedes for første gang da jeg på et tidspunkt var udsat for chikane på bloggen. Helle sendte mig en smuk buket og et par opmuntrende ord - og jeg kvitterede med hjemmebagte vaniljekranse (Madam Mangors, naturligvis). Det her billede vil jeg gemme og tage frem på dumme dage hvor humøret har brug for et boost. 

Tak til alle der komme her forbi - I er med til at gøre bloggen til det den er. Jeg nyder at hitte på og er kisteglad for at I gider at læse med...


2 kommentarer:

  1. Hej Malou. Har det ligesom du. Krabber rundt i feberhvilelse og leder efter noget mad. Havde faktisk tænkt på en spicy boller i karry, før jeg så dit indlæg:-). Måske er det en "karryvirus". Vh Anja.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Anja

      Uha, måske er det den store danske karryepidemi der begynder her? God bedring - karry skulle ha' helende egenskaber :-)

      Glad hilsen
      Malou

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...