Jeg har nemlig parfumeret et glas risotto-ris og et glas polenta med rigeligt at det sorte guld.
Hjembragt fra trøffelmarkedet i Alba: tørrede svampe, olie med hvid trøffel og et glas med 5 små sorte sager.
Sorte trøfler. Små, alt for små. Klog af skade køber jeg mange flere næste gang!
Jeg tog den mest knoprede og børstede den grundigt. Den fik derefter en tur på mit Microplane jern, beregnet til bla parmesanost.
Uhm, sikke en duft.
Jeg stod faktisk med en pakke ris i hånden i Eataly, men satte den tilbage på hylden. Det var virkelig med at prioriter hvad der skule veje i kufferten. Så jeg købte en pose da jeg kom hjem - og fandt en pose polenta i skabet som jeg havde fået tilsendt fra Il Fornaio.
Risenen og polentaen kom i hver sit lufttætte glas, sammen med halvdelen af den høvlede trøffel. Og så var det bare med at vente et par dage.
Jeg har allerede brugt nogle af risene til denne lækre risotto med friske og syltede svampe + trøffelsmør (opskriften følger). Det bliver spændende at se hvad jeg kan finde på med polentaen.
*Host host* men nu skal jeg lige forsøge at blive lidt rask først. Forkølelsen har stadig godt fat og har taget sin fætters band Det Hule Host med på turné. Godt man ikke er den sarte type....eller noget.
------------------------------------------------------------------
Dette indlæg blev skrevet i aftes og blev sat til udgivelse i dag. Efter jeg var færdig kom der en rigtig grim mail fra en meget fornærmet mand. For at være 'indbildt syg', tillade sig at tage på ferie til Italien OG købe trøfler, provokerede ham meget. Han mener at jeg bør frakendes min pension og sendes i arbejdsprøvning. Ordlyden "mine skattepenge financierer din luksusferie" mindede temmelig meget om den sidste anmeldelse der indløb til både Skat og kommunens kontrolgruppe for socialt bedrageri (Ja, jeg har været anmeldt begge steder flere gange). Så nu skal jeg måske igennem den mølle igen?
Det slår lidt skår i den gode oplevelse ferien samlet set har været. Det er over 4 år siden jeg sidst var på ferie i udlandet - for der har hverken været kræfter eller økonomi til det. Jeg har spinket og sparet for at skrabe sammen til den her 5 dages ferie, ikke så jeg kunne få lidt med hjem, men lige det jeg havde lyst til. Jeg rejste ikke til Italien for at gå og savle over ting uden for min rækkevidde - men for at købe dem. Helbredet er helt til hest, men det vidste jeg at det ville blive. Det er den slags jeg må tage med hvis jeg skal ha' nogle oplevelser. Jeg har fået 17 nye store blå mærker af turen, ondt overalt og har det som om jeg langsomt vågner efter en narkose. Træt, men træt på - og svimmel oveni.
Først blev jeg meget ked af det og bagefter blev jeg vred. Livet med kronisk sygdom og en førtidspension gør mig til en skydeskive, fordi jeg vælger at skrive åbent om mit liv her på bloggen. Men det er alt hvad jeg har - og alt hvad jeg kan få. Mit lillebitte liv uden job, kollegaer eller mulighed for forfremmelse eller karriere. Det har taget mange år at acceptere betingelserne for min fremtid. Og i stedet for at sidde i et hjørne og vente på at dø, forsøger jeg at få noget meningsfyldt ud af tilværelsen. Ja, jeg spænder mig selv for hårdt for ind i mellem - men husk på at jeg bor alene i mit lillebitte liv og får kun den menneskelige kontakt jeg selv opsøger. Jeg nægter at være ensom!
Og nu vil jeg slette den dumme mail, ryste det af mig og komme videre...