torsdag den 24. juli 2014

Red Velvet Ice Cream...

I flere år var Red Velvet min absolutte favorit når det kom til kage. Det er basalt blot en lys chokoladekage der er farvet rød - men den er altså ret så lækker hvis den er lavet rigtig. Jeg har Kagegudinden Sif at takke for flere af slagsen, hun lavede den endda til min fødselsdag for et par år siden (det er den med katten på som du kan se her). Jeg har længe drømt at lave en is - men med naturlig rød farve. Og her er den så:

En smuk rødlig is - sliksød og med smag af chokolade. Max påstår at den smager som M&M's og jeg er tilbøjelig til at give ham ret.

Isen minder meget om min After Eight is

150 g kondenseret mælk
70 g mælkechokolade
1½ dl mælk
1½ dl fløde
Rød farve

Man kan selvfølgelig bruge rød frugtfarve eller pastafarve til kager - men jeg ville gerne lave en is uden kemi. Læsningen var at bruge denne naturlige røde farve lavet af rødbede. Den er købt i Mad & Vin hos Magasin i København.

Puha, hvor blev jeg skuffet da jeg åbnede den lille bøtte. Det var jo pink! Ja ja, rødbeder kan jo ikke farve postkasserødt - men alligevel.

Jeg piskede et par spsk ud i den kondenserede mælk. Chokoladen blev smeltet og rørt i - og tilsidst blev mælken og fløden pisket i. Isen blev kørt til softice i min ismaskine og derefter frosset ind. Ejer man ikke sådan en, indfryses isen i en bøtte og piskes igennem hver 20-30 minutter til den er sej i konsistensen. 

Den færdige is fik en bleg rødbrun farve. Den kunne kugles op efter få minutter på køkkenbordet.

Jeg endte faktisk med at blive ret så tilfreds med farven. Det er jo så rød som den kan blive uden kemi.

Det er som sagt en smule svært at anrette is he i varmen. Jeg serverede den sammen med en kugle After Eight is så man rigtig kunne se farveforskellen.

Min plan havde været at lave en creme på flødeost, skyr, citronskal og vanilje at dryppe over, men det blev ved tanken. I stedet gav jeg et par små marshmallows til.

I morgen får du opskriften på en skøn is lavet på citronverbena og vanilje...

4 kommentarer:

  1. Hej Malou. Uhmm, lækker og inspirerede mad! Skulle lave frikassé og faldt over dig:)
    Du kan bruge hibiscus som rødt farvestof. Har ikke prøvet det i is, men i glasur. Koger the af det, som bliver flot rødt - og smager rigtig godt, også som is- the.
    Bedste hilsner Stine

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Stine

      Tak for tippet - så skal jeg bare finde ud af hvor jeg kan købe hibiscus :-)

      Slet
  2. Hej Malou
    Kender du andre steder, hvor de sælger den slags rødbede-pulver? Jeg bor i Århus, men Magasin her sælger den ikke, så jeg er lidt på bar bund :) Håber du kan hjælpe.

    SvarSlet
    Svar
    1. Desværre. Er selv fra Århus og har ledt forgæves efter det flere steder.

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!