Salaterne var ikke planlagt på forhånd, men lavet ud fra konceptet "hvad der er med i ugens kasse + ekstra". Først da de ankom, og jeg fik et overblik over hvad der var med, købte jeg et par småting som supplement: feta, karse og koriander.
Der var en ananas og 4 kiwifrugter med i kassen. Det gav mig lyst til at lave en sød-syrlig salat med frugt og feta. Du kan se en video lige her der viser hvordan man nemt kan klargøre en ananas.
Det er den udskårne ananas i skiver der ligger i den nederst bøtte bagerst i midten. Snu som jeg var klargjorde jeg nemlig det meste af middagen og salaterne om formiddagen, så jeg ikke skulle stress og kunne hygge om mine gæster når de kom. Det kaldes 'at bakke op' og er virkelig en god ting at lære sig selv. Jeg gør alt klart i gennemsigtige condi-bøtter for at få et hurtigt overblik. Der er asparges i posen. De er 'knækket på rette sted' og marineret i en smule olivenolie.
Da det blev tid til at 'samle' salaterne var det ganske nemt. Min lille gasgrill blev tændt og fade blev fundet frem. Først lavede jeg den salat der ikke krævede tilberedning. 2 små hoveder hjertesalat blev skåret i grove strimler og toppet med ananas og kiwi i tern. Der blev dryppet æblecidereddike og olivenolie over + et drys salt og friskkværnet peber.
200 g groft smuldret feta blev fordelt ovenpå - og til sidst fik den færdige salat et lille drys frysetørrede hindbær. Det er måske lidt et stretch at kalde den en 'frugtsalat' men den er frisk, frugtig, syrlig og salt - en rigtig sommerfrisker.
Salat nr 2 var super simpel: grillede asparges med tomater og karse. De fine økologiske asparges fik et par minutter på den varme grill - og blev kølet ned. En god portion små tomater blev skåret i mundrette stykker, vendt med olivenolie, hvidvinseddike, salt, peber og en masse friskklippet karse - og lagt tilrette på de afkølede asparges.
Den sidste salat havde også været en tur omkring grillen. Her var det 2 squash i skiver der havde fået et par minutter på hver side. Efter afkøling blev de vendt med 1 rød peberfrugt i tynde strimler, et bundt fintsnittede forårsløg og et helt bundt grofthakket koriander. Lidt olivenolie, hvidvinseddike, flagesalt og friskkværnet peber til slut.
Det endte med at blive en rigtig fint sammensat middag med den langtidsstegte dyrekølle, den karamelliserede gulerodspuré og de 3 salater.
----------------------------------------------------------
Der blev spist godt til af salaterne - men alligevel blev der lidt til rest. Og i bedste Stop Spild Af Mad stil skulle de bruges inden jeg skulle til København og høre Tori Amos. Jeg besluttede mig derfor at lave en god frokost ud af resterne.
Fra ugens fiskekasse tog jeg 2 stykker laks og pakkede ind i den pakke bacon der var blevet til overs da jeg flettede bacon til køllen. Fisken blev bagt i ovnen på 225°C til baconen var sprød - ca 20-25 min.
Resterne fra de 3 salater blev blandet i en tallerken. Laksen blev skåret i grove stykker og lagt ovenpå. Til sidst fik hele herligheden et dryp ekstra hvid balsamico og et drys ristede blandede frø og kerner. Pragtfuld frokost med masser af smag og sundt fedt. Og så fik jeg sørme brugt alle min rester - og det gjorde mig både mæt og glad.
Jeg kan varmt anbefale at bruge søde frugter i salte salater. Vandmelonsalat kender alle jo efterhånden. Men prøv også: mango og agurk + rødløg og dild samt fersken og hindbær + spinat og feta. Eller hvad med æble, fennikel og granatæblekerner?
Eller hvad med spidskål, agurk og ananas. med enten en kokos- eller karrydressing.
SvarSlet