lørdag den 24. maj 2014

Langtidsstegt dyrekølle med baconflet...

I går havde jeg en flok kagedåser på besøg til en bid mad. Nu hvor jeg bor alene, ser jeg altid ekstra meget frem til at lave mad til andre - så de skulle rigtig forkæles. Det blev de med denne pragtfulde dyrekølle, svøbt i et flettet tæppe af bacon:

Der var ikke et øje tørt da jeg delte det her billede på Facebook og Instagram. Baconflet er virkelig noget der går lige i den gastronomiske trusse på folk - for #AEBMB. Men det er nu altså også et smukt syn, ikke?

Den flotte dyrekølle havde jeg fået af Berit (tusind tak for den) og den havde længe ligget i min fryser og ventet på den helt rette lejlighed. Opskriften jeg ville arbejde ud fra, havde jeg fundet her hos Hanne.

Til køllen: enebær, frisk timian og hvidløg. Til bradepanden: skalotteløg, hvidløg, 0,5 L cider og urtebouillon. 


Jeg gjorde bradepanden klar først. 3 fed hvidløg, en lille håndfuld skalotteløg i tykke skiver, 3 gulerødder i skiver, et par kviste timian, 5 enebær og et drys sorte peberkorn. Det skulle køllen hvile på.

Derefter lavede jeg en krydderblanding til at gnide køllen ind i. 2 fed hvidløg, 1 spsk timianblade, 1 spsk flagesalt, et godt drys friskkværnet sort peber og 7 enebær. 

Det hele fik en hurtig tur *wroom wroom* i minihakkeren. 

Køllen blev afpudset for de værste sener og gnedet med 2/3 af krydderblandingen. Og så skulle der flettes.

Det er nemmest at lave fletværket på et stykke bagepapir først. Du kan se lige her hvordan det gøres. Jeg lavede det aflangt med 7 skiver på den ene led og 8 skiver på den anden.

Køllen blev lagt med oversiden ned på fletværket. Undersiden blev masseret med det sidste af krydderblandingen. Forsigtig tog jeg fat i benet, med den anden hånd under bagepapiret, og vendte hele herligheden om. 

Fletværket blev pakket ind under kanten og køllen blev lagt klar på det ventende leje. Det blev viklet lidt ekstra bacon om benet. Cideren blev hældt i bradepanden sammen med 1 spsk Herbamare urtebouillon-pasta. Bradepanden blev omhyggelig forsejlet med folie og sat i ovnen på 85°C i 7 timer. Kernetemperaturen endte på ca 62°C.

Køllen (bleg og ikke spor skøn at skue) blev fisket op af bradepanden og igen pakket i folie. Stegeskyen blev hældt i en bøtte og sat på køl. Vi skulle ikke ha' sauce i går, så den går til et andet formål. Inden servering fik det blege, bløde baconflet en generøs pensling med smeltet SMØR - og køllen fik 25 minutter ved 220°C (varmluft).

UNDSKYLD! Jeg glemte at tage et billede af den færdige hele kølle. Efter forret, bobler og lidt rødvin var det ikke lige sådan at holde fokus. Men som du kan se, blev det et knasende gyldent fletværk.

Selve knoglen var lige til at skære fri. Desværre glemte jeg i skyndingen lige at væde kødet med lidt stegesky. Men det var med at få det varme kød på bordet i en fart.

Det møre kød var lækkert - men et par dråber stegesky kunne ha' løftet det til helt andre højder.

Tilbehøret var en karamelliseret gulerodspuré og 3 salater. Opskrifterne kommer i et senere indlæg, sammen med forretterne. 

Der blev spist, sippet vin, hygget og snakket. Jeg ELSKER de skøre kagedåser - og får altid ladet de mentale batterier så godt op i deres selskab.

-------------------------------------------------------------------

I dag står den på en endagstur til København. Jeg skal over og høre Tori Amos i DR Koncerthuset. Uha, det glæder jeg mig til. 

Rigtig god lørdag til alle der kommer her forbi...


26 kommentarer:

  1. Utrolig flot kølle og en god gennemgang af opskriften, det skal hel sikkert prøves, det bliver så på grillen som Low and Slow.

    SvarSlet
  2. Igen igen skulle jeg ønske jeg havde en kæreste der spiset andet enn kylling, gris og okse - for dette ser jo himelsk ud!

    SvarSlet
  3. Hold da op, det ser totalt godt ud med de flettede bacon rundt om:-)

    Der kan vores hyldebærsuppe med æbler og pærer ikke hamle op:
    http://mariahoffbeck.blogspot.dk/2014/05/hyldebrsuppe-med-ble-og-prestykker.html

    Jeg er jæger og et godt råd til at få sin dyrekølle lidt mere mør er, at komme den i en pose natten over dækket af kiwi skiver og appelsin skiver, det mørner og giver smag til kødet og bacon til dyrekølle er altid lækkert og især med en slat rødvin i fadet også:-)

    Du er velkommen på Team Hoffbeck Blog.
    Ole

    SvarSlet
  4. Hæhæ, "den gastronomiske trusse" - det bliver altså dagens griner for mig ;-) Men det ser jo helt fantastisk lækkert og indbydende ud!
    Vh Louise

    SvarSlet
  5. Ser så lækkert ud!
    Lyder som en skøn aften.

    Jeg burde klart spise mere vildt, for smager så lækkert.

    Lena

    SvarSlet
  6. Ihh, der ser godt ud :) Har lige taget min dyrekølle ud af fryseren, skal laves på fredag :)
    Ang. enebær, skal de være friske el tørrede? :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :-)

      Jeg har brugt tørrede, men man kan sikkert også bruge friske.

      Slet
  7. For resten, kan man give den krydderiblandingen dagen før?

    SvarSlet
  8. Hey Malou
    Tak for hurtigt svar :) Har lige et spørgsmål mere.. Min kølle vejer ca. 1500 g. Hvad vil du tro stege tiden er? 5 timer ved 175 grader?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvis du steger den i 5 timer ved 175 grader bliver den stendød og uspiselig. Som du kan se er min stegt ved 85 grader. Jeg steger aldrig efter tid - men efter temperatur. Og det kræver et stegetermometer ;-)

      Slet
    2. hovsa.. Mente også 75 grader :)

      Slet
  9. fulgte din opskrift, aldrig har jeg smagt noget så lækkert. Lavede bagt rodfrugtmos til og en super sprød salat af grønne asparges, sukkerærter, hvidkål, glaskål og perlebyg - og selvfølgelig sovs af fonden.. SÅ lækkert! Tak for en super opskrift :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ih, tusind tak for feedback - er super glad for at det blev en succes :-)

      Slet
  10. Vi skal have en dejlig dyre kølle 2,5kg fra en biodynamisk rå buk, i aften efter din opskrift, har ændret til rødvin i stedet for cider, og som tilbehør hassel bagte kartofler, grønne asparges omviklet med bacon, og almindeligt vildt sovs og tyttebær syltetøj, til dessert kommer en af gæsterne med hendes specialer, hjemme lavet chokolademousse med vanilje is til, så der er dømt hygge og tunge maver.

    Michael

    SvarSlet
  11. Det ser godt ud - og skal prøves!
    Hvor meget vejede din dyrekølle? Så kan jeg sjusse mig frem til, hvor tidligt den skal i ovnen (med stegetermometer i)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :-)

      Jeg må være dig svar skyldig, for jeg vejede den ikke. Men med stegetermometerets hjælp skal det nok blive en succes.

      Slet
  12. hvor mange personer vil du skyde på der er kød til i sådan er kølle?

    SvarSlet
  13. Damme det ser lækkert ud jeg planker opskriften jeg har godt nok en krondyr kølle som er noget større så jeg må expamentere lidt med tiden
    Mange Hilsner Henrik Gartneren

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak. Håber du får vekslet opskriften så den kan bruges :-)

      Mange hilsner
      Malou

      Slet
  14. Hej
    Kan man mon stege stegen dagen før, og så give den de 25 minutter lige inden den skal spises?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej

      Det er muligt - jeg har dog aldrig selv prøvet.

      Slet
    2. OK. Jeg ved ikke om jeg tør satse... :-)

      Slet
  15. Hej Malou
    Jeg har også lavet dyrekølle langtidsstegt af flere omgange med stor inspiration og succes her fra din blog.
    Har du nogen erfaring med at lave/forstege en kølle "hjemme", for derefter at fragte den et par timer og give den det sidste et nyt sted?
    Mvh
    Lasse

    SvarSlet
  16. Hej Malou
    Jeg har også lavet dyrekølle langtidsstegt af flere omgange med stor inspiration og succes her fra din blog.
    Har du nogen erfaring med at lave/forstege en kølle "hjemme", for derefter at fragte den et par timer og give den det sidste et nyt sted?
    Mvh
    Lasse

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...