mandag den 28. april 2014

Give-away: Vil du med på NorthSide?...

Tilføjet d. 4/5. Og vinderen er:

Tillykke til Janus som har vundet billetten + en hotter. Jeg sender din mailadresse videre og så vil NorthSide kontakte dig.

 ---------------------------------------------------------------------

Så varer det ikke længe før der igen er musik i Ådalen her i Århus. NorthSide løber nemlig af stablen  fra d. 13 til d. 15 juni - og du kan komme med!

Jeg har nemlig fået lov til at udlodde en af de eftertragtede partoutbilletter. Og se lige hvad du kan komme til at høre. Programmet er ret så spændende i år.

Billetterne koster lige nu 1295 kr - og stiger fra d.1 maj til 1595 kr. Alle endagsbilletterne er udsolgt, men der er enkelte partoutbilletter tilbage. Så det er nu du skal slå til hvis du skal sikre dig 3 fede dage i Ådalen.

Og hvad skal du så gøre for at komme med? Du skal såmænd bare fortælle mig hvilket band du allerhelst vil høre. Læg en kommentar med dit svar + en gyldig mailadresse inden søndag d. 4 maj kl 18. Kommentarer uden svar og/eller mailadresse er ugyldige og vil ikke deltage i lodtrækningen.

Systemet kan ikke vise alle kommentarerne på bloggen, men bare rolig, jeg kan se dem bag om teknikken.

Jeg vil gerne mødes med vinderen til en bid mad på pladsen - ja, faktisk giver jeg gerne en gedefrankfurter! Igen i år er jeg nemlig på pletten for at inspicere det spændende udvalg af madboder. Og jeg er spændt - for i år er der endnu mere fokus på økologi.

Du kan se hvad der var af mad på sidste års festival her:

Maden på NorthSide del 1
Maden på NorthSide del 2
Maden på NorthSide del 3
Maden på NorthSide del 4
Maden på NorthSide del 5
Maden på NorthSide del 6

Og hvad glæder jeg mig selv allermest til at høre? Det kan kun være Queens Of The Stone Age  ❤

lørdag den 26. april 2014

Næsten pizza...

Her er en opskrift på næsten pizza. For mig har pizza en tynd sprød bund - det har den her ikke, så derfor er den kun lige ved og næsten. Well, er pizza som medie i virkeligheden ikke også mest en undskyldning for at mæske sig i masser af smeltet ost?

Og smeltet ost skorter det på ingen måde på her....

Ok, hvad gør den så til næsten pizza? Svaret må være bunden! Den fik jeg nemlig idéen til da jeg bagte sundwichbrød i ovnen. Jeg brugte en portion og fandt en springform på 19 cm frem til at lave den i. Jeg tændte ovnen på 175°C og sprayede form + underlag med lidt fedtspray.

Dejen blev fordelt i formen, som blev løftet af inden den blev glattet på oversiden med bagsiden af en teske. Den blev først bagt ca 15 minutter.

Hvorefter den blev vendt og bagt 10 minutter. Bunden blev lagt til side mens jeg gjorde fyldet klart. Kom det på du har lyst til - eller 'råd' til.

Min næsten pizza var faktisk startet oppe i Kvickly som et Stop Spild Af Mad projekt i deres 'køb meget tæt på udløb' køledisk. En kæmpe kugle frisk mozzarella for blot 15 kr - den måtte jeg ha'. For at gøre det så nemt som muligt, hentede jeg et glas Dolmio i skabet - og fandt en bøtte ramsløgspuré i fryseren (erstat endelig med pesto). Og så var der pølsen:

Det er en vegansk chorizo som jeg havde charmet mig til på Foodexpo i Herning. 

Smagte den rigtig mange gange i de 3 dage jeg var på messen og blev totalt forlibt.

Dolmio (50 g), frisk mozzarella (75 g), vegansk chorizo (50 g) og ramsløgspuré (10 g).

   Tomatsaucen fordeles på 'pizzabunden'.

Mozzarella og chorizo fordeles over.

Næsten pizzaen bages til osten er smeltet og begynder at blive gylden. Den sættes til afkøling....

....og dryppes med ramsløgspuré (eller pesto). Og så er der sørme næsten pizza.

Uha, det var ikke tosset. Men nej, det var ikke PIZZA - men næsten pizza.

Bunden er sammenhængende, men ikke sprød. Og hvad så? Den er bestemt en værdig konkurrent til bunde af blomkål og bunde af kød

Og hvis der nu skulle sidde nogle 5:2 folk derude og savle, må jeg hellere lige lave et kcal-regnskab:

1 portion sundwich = 197
75 g frisk mozzarella = 169
50 g Dolmio = 21
50 g vegansk chorizo = 158
10 g ramsløgspuré (eller pesto) = 58 

I alt: 603 kcal

Aww, og se lige hvad Fjordrejen har lavet til mig - mit helt eget spil Klid-Man



torsdag den 24. april 2014

Chokoladevafler med 3 slags chokolade...

Oh la la...her kommer en rigtig fiberrig frækkert. En laber blød vaffel - forklædt som fuldfed chokoladekage. Ja ja, jeg ved godt at titlen på indlægget er teknisk lyv - for selve vaflen er lavet med kakao. Men jeg håber på tilgivelse, for der er trods alt 3 slags chokolade på toppen.

Se lige godt på det her billede - du savler nu, ikke? Det var Anne (som er et geni!) der fik mig i køkkenet. Vi skrev sammen på Facebook hvor jeg luftede min kagetrang - og min frustration over at jeg ikke kunne bage, da jeg kun havde et eneste æg i huset. Geniet foreslog straks at jeg skulle bage en kagevaffel. Så det gjorde jeg da...

Endnu engang greb jeg ud efter min grundopskrift på sundwich - og undlod salt. Til gengæld blev der så tilføjet god kakao og et naturligt sødestof.

75 g butter beans
½ dl vand
1 æg
10 g kakao
5 g Sukrin+
10 g kokosfibermel
2 g loppefrøskaller (HUSK)

Blend bønner og vand *wroom wroom* til en homogen masse og tilsæt ægget. Blend 5 sekunder. Pisk resten af ingredienserne i. Lad dejen trække 5-10 minutter. Varm vaffeljernet op og sprøjt det med fedtspray - og bag dejen til 2 vafler. Luk ikke jernet op de første 5 minutter.


Køl de færdige vafler ned og trim dem evt i kanterne med en saks. Til dem der tæller kcal, kan jeg fortælle at der er ca 120 kcal pr vaffel (afhængig af æggets størrelse).


Og så til chokoladen: mælk, mørk og hvid. Brug det du har lyst til. Jeg hakkede lidt af den lyse og den hvide - og smeltede det i mikroovnen. Den mørke blev blot hakket.


Jeg lagde vaflerne på et stykke bagepapir inden pyntningen. Jeg klippede 2 små engangs-sprøjteposer til så jeg kun havde spidserne. Først fik vaflerne et skud lys chokolade.


Efter et skud af den hvide, blev de drysset med lidt af den mørke hakkede. Og så var der sørme kage. Aj, men forestil dig lige den med en kugle is på toppen......


Åh, ja - det var lige det der skulle til. Og før jeg havde fået set mig om, var de begge forsvundet. 

Uha, og nu kører min kagehjerne på højtryk. Jeg skal da lave gulerodskage, krydderkage, citronkage og måske endda en slags lagkagebunde. Og hvad med en ice cream sandwich? Jow jow, jeg tror på projektet.

Gør du?





onsdag den 23. april 2014

Mørbrad af krondyr med spidskålssalat...

I går fik jeg pludselig sådan en vild trang til stegt rødt kød. Jeg gik håbefuldt på jagt i fryseren efter en bette bøf, men der var ikke nogen. Jeg fandt dog noget andet der kunne bruges, nemlig en pakke mørbrad af krondyr. Det tog jeg fluks op og gik i køkkenet.

Uhm, jeg fik min lyst til rødt kød styret. Som tilbehør lavede jeg en laber lun rødbedesalat med sennepsvinaigrette og en pikant hummus med skyr - og mens kødet tøede op smækkede jeg også lige en spidskålssalat sammen. Så fik jeg nemlig gjort kål (pun intended) på alle mine rester.

Hele måltidet endte med at blive et Stop Spild Af Mad projekt - for ikke alene var grønsagerne rester der sang på sidste vers, men også kronhjorten var tæt på udløb. Det er naturligvis ikke helt så kritisk med datoen på frostvarer, men efter 2 år på frost skulle den virkelig bruges. Jeg lagde pakken i opvaskebaljen, fyldte den med koldt vand og tyngede kødet nede med en skål. Så kunne det tø op mens jeg lavede tilbehøret.

Det allersidste tilbage i grøntskuffen var et halvt trist spidskål, en forladt appelsin, en halv runken peberfrugt og et par slappe persillekviste. 

Kålen blev snittet fint og vredet godt. Appelsinen blev skåret i fileter og peberfrugten i tynde strimler. Det hele blev vendt med hakket persille. Jeg dryppede lidt olivenolie og hyldeblomseddike over - og gav et drys flagesalt og friskkværnet sort peber til sidst. Og med alt tilbehøret på plads kunne jeg gå direkte til kødet.

Det var nemlig tøet op i mellemtiden. Jeg pakkede det ud af posen, dryppede det af i et dørslag og duppede det helt tørt med køkkenpapir.

Pakken viste sig at indeholde 2 små mørbrader. De fik et godt skud salt og peber inden de blev stegt ganske kort i en blanding af olivenolie og SMØR.

Og så var der mad. Jeg spiste den ene mørbrad i går og gemte den anden til i dag. Den spiser jeg om lidt med resten af tilbehøret. Og så er der gjort rent bord og køleskab. Nu står den på 'mad andre har lavet' til jeg er raske igen.

Snip, snap, snude...så er den restemadshistorie ude......

Lun rødbedesalat med sennepsvinaigrette...

I lavede jeg denne Stop Spild Af Mad salat af rester fra min grøntsagsskuffe. Det er en blanding af rå, bagte og syltede sager - og med alle 5 grundsmage: sødt, surt, salt, bittert og umami.

Den lidt rustikke salat blev serveret lun til pandestegt mørbrad af krondyr. 

Det hele startede med en rest rødbeder fra sidste uges grøntkasse. Det var nu eller aldrig - for de var begyndt at gå til. 

Rødbederne blev skrællet, skåret i mundrette bidder og vendt med lidt olivenolie, balsamico, urtesalt og sort peber. De blev bagt ved 175°C i ca 45 minutter og blev vendt et par gange undervejs. 

For at få lidt ekstra knas og fylde gik jeg på jagt efter egnede ingredienser. Det blev til et ensomt løg, et trist æble og mine hjemmesyltede asier (som jeg af en eller anden grund aldrig har fået blogget opskriften på). Sennepsvinaigretten blev pisket sammen af olivenolie, citronsaft, æblecidereddike, 1 stor spsk fuldkornssennep, urtesalt og friskkværnet sort peber.

Lidt finthakket løg, æble i grove tern og asier i lidt mindre tern blev vendt i de varme rødbeder - og marinaden blev hældt over til sidst.

Og så var tilbehøret til min kronhjort klar: spidskålssalat med appelsin og rød peber, den lune rødbedesalat og den pikante hummus med skyr.

Opskriften på spidskålssalaten og kronhjorten kommer i det næste indlæg...


Hurtig hummus med pikant skyr...

Hummus er ofte en fed og olie-tung sag. Her har jeg lavet en lettere og mere frisk udgave med en ny variant af skyr. Den blev serveret som tilbehør, sammen med et par labre salater, til en mørbrad af krondyr. 

En meget cremet og lækker sag - med et godt svirp på tungen.

Det startede som et Stop Spild Af Mad projekt - for jeg havde nogle kikærter fra dåse, fra min sundwich, som skulle bruges.Der skulle også bruges 3 andre smagsgivere: hvidløg, citron og spidskommen + den nye skyr fra Karolines Køkken.

Normalt har jeg ikke den store fidus til den slags produkter - men det her kunne jeg ikke stå for. Jeg bruger rigtig meget skyr, så jeg besluttede mig for at give det her en chance. Det indeholder skummetmælk, rød peberfrugt, vand, tomatkoncentrat, sukker, salt, majsstivelse, rød jalapeño chili, løg, hvidløg, ancho chili, paprika ekstrakt, oregano, spidskommen, chipotle chili, naturlig aroma, citronkoncentrat, fløde, mælkesyrekultur og osteløbe. Det er ikke øko, men der er ikke noget af det jeg ikke vil spise.

Kikærterne blev blendet *wroom wroom* med en passende mængde skyr, 2 fed hvidløg, saften fra ½ citron og ca 1 tsk spidskommen.

Oh la la....en silkeblød og cremet hummus med en tålelig fedtprocent - men med smæk på smagen. Det er det de unge vil ha'!

Den passede perfekt til blodrød krondyrmørbrad, rødbedesalat (med æble, løg og asie) og spidskålssalat (med rød peber, appelsin og persille).


-------------------------------------------------------------------

Ikke en tosset middag, når man tænker på at jeg er ramt af influenza og har brugt det meste af dagen på langs. Men man må ikke faste når man er syg, så det er nødvendigt med noget at spise. Jeg ved ikke hvad der sker - men når jeg trækker forklædet på sker der et eller andet med mig. Det er som om at køkkenet har magten over mig. Nu har jeg i det mindste lavet mad til et par dage og kan (forhåbentligt) få hvilet lidt de næste par dage.    


lørdag den 19. april 2014

Sunde solbærvafler med skyr og frugt...

Sund dessert? Hvorfor så overhovedet spise det? Well, hvis man gerne vil tabe sig - og samtidig spise noget sødt, skal man altså være lidt kreativ. Her får du en opskrift på nogle kække, fiberrige vafler som kan tilfredsstille den søde tand og samtidig stabilisere blodsukkeret:

En smuk lilla sag toppet med vaniljeskyr og frisk frugt. 

Opskriften er baseret på det 'hvide sundwichbrød' fra Klidfaster.dk - dog uden salt. Til 2 vafler: butter beans fra dåse (75 g), 1 æg (50 g), ½ dl vand, kokosfibermel (10 g), loppefrøskaller (2 g), 1 tsk bagepulver

Smagsgiverne var pulver af frysetørret solbær (købt hos GRØD i Torvehallerne), Suvida (kan erstattes af Sukrin og lignende sødestoffer) og økologisk citronskal.

3 tsk frysetørret solbær, 3 tsk Suvida og skallen af ½ citron.

Bønner, vand, citron, solbær og sødestof blendes *wroom wroom* til en homogen masse. Ægget blendes med i et par sekunder til sidst.

Kokosfibermel, loppefrøskaller og bagepulver piskes i. Dejen trækker ca 10 minutter og bages til 2 vafler. 

Jeg bruger et jern til belgiske vafler som får et skud med en bagespray først. Det er nemmest at fordele dejen i jernet hvis den på forhånd er delt i 2 portioner.

De bagte vafler afkøles og trimmes i kanten. Og så skal der laves noget til topping:

Jeg trængte til noget frugt og hev appelsin, pink grape og kiwifrugter frem.

Alt frugten fik skåret enderne af og derefter skrællen i baner på langs. Citrusfrugterne blev skåret ud i fileter og kiwierne i tynde både.

Jeg lavede også en creme af skyr rørt med lidt vaniljepulver fra Mill & Mortar + lidt Suvida. 

Den ene vaffel blev toppet med en god portion vaniljeskyr og frugt. Men der manglede et sidste touch...

Et drys frysetørret hindbær både pyntede og tilførte smag. Og så var der dessert med god samvittighed.

Er man ikke til bønner i sine vafler kan det frysetørrede frugtpulver også sagtens tilsættes til en helt alm vaffeldej.

Og så er det tilbage til påskeferien. Jeg nyder at slappe af et par dage. I dag skal jeg bare dvaske på sofaen og lave så lidt som muligt. Jeg skal nemlig samle kræfter til i morgen hvor Max og jeg skal mødes på Varna til påskefrokost.

God påske til dig der kommer her forbi

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...