fredag den 29. november 2013

Marmeladekylling m/ rødkålssalat...

Også i denne uge har jeg en opskrift med i tilbudsavisen fra Kvickly. Den vil også være at finde på deres juleblog senere.
Foto: Kvickly
Opgaven til uge 49 lød: Du har efterhånden flere åbne marmelader. Giv forslag til hvordan de kan bruges i et mix, til en kreativ madløsning (ikke dessert). Der var desuden ønske om at der skulle være fokus på madspild. Så det var jo en drømmeopgave for mig!

I bedste Stop Spild Af Mad stil lavede jeg denne marmeladekylling med en tilhørende salat med marmeladedressing:

Opskriften er til 4 pers.

4 store kyllinglår med overlår
6 spsk Änglemark appelsinmarmelade
4 spsk soyasauce
2 dl appelsinjuice
2 fed presset hvidløg
3 cm revet ingefær
Friskkværnet peber
Salt
2 tsk Maizena

Rør først marinaden sammen af marmelade, soya, juice, hvidløg, ingefær og sort peber. Læg kyllingen i et ildfast fad og hæld marinaden over. Dæk fadet med folie og sæt det i ovnen i 50 minutter på 175°C. Fjern folien, skru ovnen op på 225°C og giv kyllingen yderlige 10 minutter. Hold øje med kyllingen. Overfladen skal være pænt gylden. Tag kyllingen op og hold den varm. Kog stegeskyen ind og smag den til med salt og peber. Jævn den til sidst med en smule Maizena rørt ud i vand. Hæld den jævnede stegesky over kyllingen. Server f.eks med løse ris, dampede grønne bønner og en knasende rødkålssalat med solbærdressing.

Rødkålssalat med sur/sød solbærdressing:

400 g rødkål
75 g finthakkede syltede rødbeder
1 lille finthakket rødløg
2 spsk  Änglemark solbærmarmelade
3 spsk hvid balsamico
2 tsk olivenolie
Salt/peber
50 g ristede mandelflager   

Snit kålen meget fint og vrid den imellem hænderne for at frigive lidt væde. Bland med rødbeder og rødløg. Rør dressingen sammen af solbærmarmelade, balsamico og olie. Smag til med salt og peber. Tilsæt evt mere eddike. Vend marinaden i salaten og lade den trække på køl i et par timer. Drys med ristede mandelflager ved servering.

Marmelade hører bestemt ikke kun til i det søde køkken. Det handler bare om at være lidt kreativ. Solbærmarmeladen vil f.eks også være helt fantastisk at vende med syltede både af rødløg som et surt/sødt tilbehør til julens stegeretter. 

  

torsdag den 28. november 2013

Om Thanksgiving og taknemmelighed...

I dag er det Thanksgiving - og min første af slagsen. Det er jo en amerikansk festdag, men i de senere år er det også blevet en tradition flere danskere har taget til sig. Og i år skal jeg være med til en ægte amerikansk Thanksgiving her i Danmark. 

Memphis Roadhouse slår nemlig dørene op for en aften med langborde og et festmåltid uden lige.

Oh la la....det er vist de løse bukser man skal iføre sig i aften.

Gobble gobble, the bird is in trouble. Jeg spiser ellers aldrig kalkun - men glæder mig til at gøre en undtagelse i aften.

Det er tradition for at man på Thanksgiving siger tak og udtrykker sin taknemmelighed for de gode ting der er i ens liv. Og det vil jeg gerne tage til mig:

TAK til alle der læser med her. Jeg er glad og taknemmelig over at I har lyst til at følge med her på bloggen. Det er en daglig glæde at læse jeres kommentarer og dele opskrifter + det løse. Fedt med konstruktive spørgsmål, feedback og hjertevarme mails når det hele er svært. Og dejskraberne, tak for dejskraberne...

TAK til det fantastiske netværk jeg har fået igennem den her blog (I ved hvem I er). Jeg er i sandhed velsignet ved at ha' fået så mange dejlige mennesker i mit liv. Det opvejer på den ensomhed jeg levede den første halvdel af mit liv i. Det er blevet til bekendte, venner og hjerteveninder - i et omfang jeg aldrig havde troet muligt. Og jeg må ikke glemmer Kagedåserne - de kom som sendt fra himlen.....men er bestemt ikke en flok engle.

TAK til min fantastiske kæreste Max. For at turde mig på trods af sygdom og mange forhindringer. Det var modigt at hugge ægteskabet op til pejsebrænde - for man skal ikke kæmpe for enhver pris. Ved at gå hver til sit har vi reddet et ellers fordømt parforhold. Og i sidste uge kunne vi fejre at det var 20 år siden at vi blev kærester. Og du er stadig en frækkert *grrrrr*

TAK til min dejlige familie i Herlev. Min højtelskede søster, hendes kæreste og mine 2 små skrupskøre niecer på 2 og 6 år. Jeg flyder over at taknemmelighed for dem. De åbner deres hjem og deres hjerter for mig - og give mig varme og ømhed som gør mig så godt. Og Søs: Yo bitch, I puked on the wound...

TAK fordi du nåede til enden af det her indlæg. Det var noget at en bid at komme igennem. Nu vil jeg kvæle min patos, snyde næsen og duppe de varme tårer af kinderne...og kvæle patosen igen. 

Hvad enten du skal fejre Thanksgiving eller ej - så håber jeg at du får en dejlig aften.           


onsdag den 27. november 2013

Et Outhouse til et Roadhouse...

I forrige weekend var jeg inviteret op til Anne for at være 'tekniske vejleder' på hendes peberkagehusprojekt. Hun skulle nemlig bage et hus til Memphis Roadhouse. Ikke et hvilket som helst hus - men et outhouse.  

Det færdige resultat blev et autentisk sydstats udhus. Og ja, du ser rigtigt - der ligger en lille gave under brættet.

Anne lavede dejen efter min opskrift. Hun havde på forhånd lavet en fin skabelon. Alle delene blev bagt og kølet af.

Derefter blev huset samlet med Roal Icing. 

Jeg fik også lov til at deltage lidt i pyntningen - som Anne her har dokumenteret. Dimsen over døren og glasuren rundt om halvmånen på døren - og ellers bidrog jeg kun med (velmenende) gode råd og varm luft. *Host* nogen vil nok mene at det er en og samme ting. 

Huset blev sat fast på et træskærebræt, smurt med icing. Og det blev pyntet efter alle kunstens regler.

 Der blev pyntet med saltkringler, chokolade og slik.

Det var voldsomt provokerende for min OCD at overvære pyntningen. Jeg er jo selv meget pertentlig og systematiseret når jeg pynter. Og netop derfor syntes Anne at det ville være en god øvelse for mig at overvære det. Hun gjorde meget ud at at lave pynten så tilfældig som mulig. 

Min hjerne var virkelig på overarbejde - og sørme om det ikke lykkedes mig at se et lille mønster i taget. De 2 hjørner er modsatte = lidt orden i kaos. Ahhhhhh, det lettede.

Chris blev SÅ glad for sit outhouse.

Og nu står det på Memphis Roadhouse og pynter her op til jul.

Og nu vi taler om pynt. Da jeg jo ikke måtte være ret meget med til at pynte huset - så måtte jeg pynte mig selv.

Først gik jeg i den Store Kasse Med Julepynt. Anne er julegal og har en del.

Saltkringle-kat?

Der er helt sikkert gået en god Disney skurk tabt i mig......

Jamen, fik vi slet ikke noget at spise hele den weekend? Jo da - og det kommer her:

Da jeg arriverede ved frokosttid blev jeg trakteret med grøntsagstærte og et kyllingebryst fyldt med provolone og omviklet med røget skinke. Uhm.

Og bagefter fik jeg en kop af den her. Wow, den var sød. Tror det var min sukkerrus der satte gang i pyntesygen.

Til aftensmad havde Anne lavet en kæmpe nakkefilet til Pulled Pork. Jeg fik det ærefulde hverv at gøre aftensmaden klar. Så først blev grisen trukket, skyen kogt ind og dryppet over.

I stedet for en traditionel coleslaw lavede jeg en rigtig festlig variant. Fintsnittet rå rosenkål med rødløg, syltet græskar, appelsinfileter, granatæblekerner og valnødder + marinade af olie, æblecidereddike og fuldkornssennep.

I stedet for brød blev hele herligheden rullet ind i et blad spidskål.

Godt med knas og friskhed til den smørmøre gris.

Om mandagen da vi var nede med huset, skulle vi jo også lige ha' en bid mad. Anne fik det nye mandagstilbud Fish Fry. 2 lækre sprødstegte rødspætter - den ene med smeltet SMØR og kapers, den anden med tatarsauce. Der var rustikke pommes og mere tatarsauce til.

Selv gik jeg om bord i en rack ribs med pickle pot og coleslaw til. De ben er simpelthen i verdensklasse!

Det var bare en totale dejlig weekend. Godt selskab, god mad og et hyggeligt projekt. Jeg håber det bliver en årlig tradition. 


mandag den 25. november 2013

Den perfekte peberkagedej - til huse og småkager...

Hvad enten man skal bygge huse eller bage småkager af peberkage - så kræver det den perfekte dej. Da jeg for 4 år siden bagte mit første hus, fandt jeg er fantastisk god opskrift på nettet. I årene der er gået har jeg igen og igen søgt tilbage til den. Men i år indtraf katastrofen - opskriften er blevet fjernet fra sin originale placering så alle mine links ender blindt. Redigeret d. 26/11: Har netop fået mail fra Familie Journalen: opskriften findes stadig lige her.


Tænk hvis det var slut med de små peberkagemænd? *Gys* Heldigvis havde jeg skrevet opskriften ned på papir - så her kommer den:

125 g SMØR
200 g sirup
150 g brun farin
1 tsk st. sort peber
1 tsk st. ingefær
1 tsk st. kardemomme
3 tsk st. kanel
2 tsk natron
1 æg
500 g mel

Evt ekstra: 1 tsk st. nelliker + ditto allehånde.

Sæt en mellemstor gryde over. Smelt SMØR, sirup og farin. Tag gryden af varmen og rør krydderier + natron i. Lad massen køle lidt og rør derefter æg + mel i til det er en glat dej. Dejen lægges på køl i mindst 4 timer før den rulles ud og bages.

Dejen bages ved 180°C fra 5 minutter og op til 10 minutter - alt afhængig af om det er småkager eller større flader til peberkagehuse.

Kan du ikke tåle gluten eller sukker? Så er der en knaldgod opskrift på peberkage uden lige her.

Her er Anne i gang med at rulle ud. Dejen er meget nemt at ha' med at gøre. Og har man en skabelon klar på forhånd kan man lave følgende kreationer:

Et outhouse som det Anne lavede til Memphis Roadhouse. (Jeg var teknisk konsulent på det).

Min første peberkagehus fra 2009.

Huset fra 2010 - hvor den ikke fik for lidt med sprøjteposen.

Det lidt mere enkle hus fra 2011.


Dejen er som sagt meget nem at arbejde med og krydringen kan jo justeres op og ned efter behag. Hvis man vil bage et hus som ikke skal spises, men blot pynte, kan man med fordel give den gas med krydderierne. Ikke alene dufter huset dejligt - de konserverer også og forhindre mugdannelse.

Jeg vil gå ud og lave min dej nu, så den er klar når kræfterne melder sig. I år skal jeg ikke lavet et hus, men en helt anden kreation. Er spændt på om min ide holder i praksis. Skal du lave noget af peberkage i år?


torsdag den 21. november 2013

Risotto med and, græskar og svampe...

I de næste 4 uger har jeg opskrifter med i Kvicklys tilbudsavis og på deres juleblog. Hver opskrift er resultatet af en udfordring stillet af Kvickly. Og den første udfordring lød: Der er rester tilbage fra ænderne som blev serveret i går. Giv dit bud på en opskrift til lækker restemad. Det blev til denne lækre vinter-risotto i bedste Stop Spild Af Mad stil med and, græskar, svampe og grønkål.

Foto: Kvickly
Opskriften er til 4 pers.

300 g risottoris
1 lille hakket løg
1 spsk olie
1 dl hvidvin
ca 1,3 liter varm hønsefond
75 g revet parmesanost
25 g SMØR
300 g stegt Grønnemark and
150 g hokkaidogræskar i bittesmå tern
150 g blandede svampe
100 g grofthakket frisk grønkål
Salt/peber


Rens svampene, skær dem i mundrette bidder og rist dem på en tør pande. Stil dem til side. Sauter løget i olien og tilsæt risene. Rør rundt til de er blanke. Tilsæt hvidvin og lad det koge væk. Tilsæt varm fond lidt af gangen under omrøring. Efter ca 15 minutter tilsættes græskaret. Fjern skind og fedt fra det stegte andekød og riv det i grove strimler, Tilsæt det til risottoen sammen med de sauterede svampe. Tilsæt mere fond til risottoen er lind i konsistensen, dem må endelig ikke være for fast. Der må gerne være en smule bid tilbage i risene. Tilsæt den revne parmesan samt smørret og rør risottoen blank. Smag til med salt og peber. Rør grønkålen i og rør rundt i 1 minut. Server den færdige risotto på varme tallerkener.

En risotto som med stor fordel kan serveres som comfort food i juledagene.

Vinderne til Sweets...

Så er de 2 vindere til Sweets udtrukket via Random.org:

Helene - du får lige en mail fra mig.

Britt - og du skal lige sende mig en mail.

Vi ses måske på Sweets på søndag? 


lørdag den 16. november 2013

Give-away: 2 x billetter til Sweets...

I næste weekend åbner en ny sød madfestival i Ridehuset i Århus: Sweets.

En masse spændende udstillere møder op og giver smagsprøver på deres produkter. Du kan bla smage: chokolade, ost, bolsjer, vin, likør, øl og kaffe. Der er ingen poletter - alle smagsprøver er gratis når først man er kommet inden for. Programmet (pdf) byder både på rundvisning, konkurrencer og meget mere.

Jeg glæder mig rigtig meget til at smage på de rare sager. Og 2 ting står øverst på listen, for 2 af Danmarks bedste chokoladefolk kommer: Mikkel Friis-Holm kommer bla med hans fantastiske Dark Milk som netop har vundet en guldmedalje som verdens bedste - og Lars Frederiksen kommer fra Woodshade som laver det bedste økologiske chokolade. Favoritten der er i øjeblikket lakridsmarcipan overtrukket med hvid chokolade. OMG!   

Billetterne koster 75 kr - børn under 12 år er gratis.

Jeg har fået lov til at give 2 billetter væk. Alt hvad du skal gøre er at smide en kommentar og fortælle hvad du helst vil smage - og hvorfor. 

De 2 billetter udtrækkes på torsdag d. 21/11 kl 18.


fredag den 15. november 2013

Jeg flytter ind på Memphis Roadhouse...

Well, jeg overvejer det i hvert fald. Se lige hvad Chris nu har fundet på. "Dagens ret" bliver aldrig det samme igen! 

Siden Memphis Roadhouse slog dørene op sidste sommer har jeg været der 38 gange. Det er simpelthen blevet mit favoritsted når jeg skal ha' noget ordentlig mad ude i byen. Uhm, glæder mig allerede til Southern Fish Fry på mandag.

MR holder forresten også og amerikansk Thanksgiving d. 28/11: 

Oh la la.....det glæder jeg mig rigtig meget til. Vi er en flok tøser som skal derind sammen og spise os i hegnet. 

Ses vi på Memphis Roadhouse?


onsdag den 13. november 2013

Bananmuffins med chokolade, mandler & citronglasur...

I dag stod jeg tidligt op for at bage. Jeg skulle nemlig ud og drikke te hos kagedåsen Vita som er flyttet tilbage til byen. Kræfterne var ikke ret store, så det skulle være noget relativt nemt og hurtigt:

Det blev til disse lækre svampede muffins med banan, chokolade og citronmandler - toppet med en syrlig citronglasur og hakkede mandler.

Det blev til bananmuffins af en Stop Spild Af Mad grund. Jeg kom nemlig hjem fra ferie til disse 2 bananer som min kattesitter havde efterladt. De var alt for modne til at spise efter min smag - men de var perfekte til bagværk!

Jeg startede med at tænde ovnen på 200°C. Selv om min nye muffinform fra Le Creuset har en rigtig god non-stick belægning forede jeg den alligevel med papirforme. Det giver nogle rigtig flotte muffins som får mulighed for at vokse i højden og ikke flade ud.

Jeg googlede bananmuffins og fandt den her opskrift hos Karolines Køkken. Jeg gik på jagt i skuffer og skabe - og pillede ved opskriften, så den passede til det jeg havde og følte for.

Til 12 muffins:

2 æg
125 g rørsukker
½ tsk vaniljepulver eller marven fra ½ vaniljestang
175 g hvedemel
1½ tsk bagepulver
½ tsk fint salt
120 g SMØR
2 modne bananer
40 g mørk chokolade
40 g citronmandler eller alm mandler

Æg, rørsukker og vaniljepulver blev pisket let og luftigt. Melet blev sigtet med bagepulver og salt. Det gule SMØR blev nænsomt smeltet i mikroovnen. Chokoladen og mandlerne blev hakket fint og bananerne moset. Melblandingen, det smeltede SMØR, bananerne og de hakkede ting blev vendt i æggesnapsen - og så var dejen klar.

Man kan selvfølgelig komme dejen i formene med en ske - men jeg syntes det er meget nemmere at bruge en sprøjtepose.

De 12 forme blev fyldt så der var ca 1 cm til kanten. 

De små kager fik først 10 minutter midt i ovnen - og så blev formen drejet 90° og de fik yderlige 8 minutter. De færdigbagte muffins fik lov til at køle i formen ca 10 minutter.

De fik derefter lov til at køle helt af. Og så var det sådan set bare meningen at de skulle pakkes. Jeg snuppede en - og syntes at den smagte af bagepulver. Det havde jeg godt set at der var en anden der også havde kommenteret til opskriften.

Nå, men så skulle der glasur til. Men jeg havde ikke lyst til kakao - det skulle være citron.

Så jeg rev først skallen af en hel økologisk citron.

Den blev derefter hakket meget fint med en skarp kniv og blandet med flormelis. Lidt vand blev tilsat og det blev rørt til en tyk glasur.

Den blev gul og fin.

Men den drillede. Mine arme og hænder var ved at være trætte. Der gjaldt om at ramme den helt rigtige mængde - og drysse hakkede mandler på inden den stivnede.

Det var kun en eneste der blev som jeg ønskede - resten kom til at se ud på det øverste billede. Jeg trøstede mig med at smagen jo er vigtigere end udseendet.

Æh, og så må jeg hellere vise frem hvad jeg gjorde ved det sidste af dejen, der var nemlig ikke var plads til det hele i muffinformen (og det var ikke en mulighed at smide det ud). Jeg syntes pludselig at det var en god ide at komme det i en lille ramekin og bage det i mikroovnen som en kop-kage.

Det var ingen succes. Faktisk var det en stor fiasko.

Men den er da lidt flot ikke? Mit gæt er at der slet ikke er væde nok i dejen til den slags numre. Jeg luftede ud, pakkede de gode kager ned og cyklede ud til Vita.

Og se lige hvad hun havde tegnet til mig. En øko Gok gokkelok ❤

På hjemvejen smuttede jeg lige forbi Max med et par muffins. Han blev ret glad. Og jeg blev glad, for så blev de alle afsat.

I morgen skal jeg på farten igen. Ind til midtbyen. Jeg skal nemlig til en helt igennem laber Winemakers Dinner på Miró sammen med dejlige Kristine. Barolo, gourmetmad, højt hår og blå tænder - det bliver fab!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...