torsdag den 8. august 2013

Spis, spis, spis min gris...

Dagen i går var store spisedag efter at ha' 'fastet' i 36 timer. Hvis man tænker sig lidt om, skulle man i teorien kunne spise lige det man har lyst til. Så det gjorde jeg i går:

Jeg brød fasten kl 9:30 med at spise ½ lille økologisk vandmelon. Pragtfuld, sød og super saftig.

Ved middagstid mødtes jeg med Malene fra MAD som havde inviteret på en bid frokost hos Foodfein. Der fik jeg 3 drønlækre stykker smørrebrød: med hjemmelavet hønsesalat, med kartofler & sprød skinke og med kalveinderlår.

Og vi blev enige om at der da også skulle en bette kage til. Mørdej med mazarinmasse, vaniljecreme, jordbær og et fint lille dobbelt f som er fra Foodfeins logo + lidt skovsyre. Fantastisk kage - de gode råvarer kunne virkelig smages i hver en krumme.

Til aftensmad stod den på hjemmelavede hotdogs. Jeg havde de her spændende gedepølser i fryseren. De er lavet af: 39 % gedekød, snitter (svin), bacon, tapiocamel, ærtemel, selleri, løg, salt, hvidløg, hvid peber, sort peber, brændenælde, enebær, rosmarin og hyben.

Anne havde efterladt disse smækre agurker, syltet med stjerneanis og palmesukker. Dem drænede jeg nogle af og skar i strimler.

Et lille rødløg blev skåret i tynde både og vendt sammen med agurkerne.

En pølse skal serveres med følelse......og med fennikelremoulade. Og opskriften på den kan du se lige her.

Pølserne blev pandestegt og lagt i nybagte hjemmelavede købte brød på en stribe af ketchup.

Og der blev ikke sparet på fennikelremouladen.

Løg og agurk på toppen - og så gik det ud over stepperne. Det gælder jo om at få finpudset smagsløgene - for d. 8/9 skal jeg være dommer til DM i HotdogFood Festival i den moderne kategori.

Sikke en dag. Det var da selve definitionen på 'spis det du har lyst til'. Og ved du hvad det bedste er? I morges da jeg stod op vejede jeg 700 g mindre end jeg gjorde i går morges. 

------------------------------------------------------

I dag har jeg oprettet en ny blog: Klidfaster.dk - som er min maddagbog for 5:2 Diæten. Jeg blev enig med mig selv om at det var bedst at lave en separat blog med måltiderne på de 2 fastedage. Det er jo trods alt det jeg laver de øvrige 5 dage de fleste kigger her forbi for at lure på.

Så derovre kan du se opskriften på dagens torskerognssalat.

Og aftensmåltidet som bestod af lynstegt grønt med røget kylling og caribiske krydderier.

Nu vil jeg putte mig på sofaen med en kold gyser og en varm kat. I morgen venter der masser af spændende mad...


3 kommentarer:

  1. Hov hov! Hvar der ikke noget med at du kun ville veje dig een gang om ugen???
    :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jow, det var oprindeligt planen - men 'de kloge' opfordrer at man vejer sig hver dag i starten for at se hvordan kroppen reagerer.

      Og i morges vejede jeg så 4,1 kg mindre end i mandags - hvoraf de 700 g var forsvundet på en 'spisedag'. Er spændt på at se hvor meget det udjævner sig hen over weekenden. For nu skal jeg først faste igen på mandag.

      Og i morgen skal jeg spise.....meget :-)

      Slet
  2. Klidfaster - æææælsker navnet og den perfekte dobbelt-betydning. Du er genial... men det vidste jeg jo allerede godt :)

    /Kristina.

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!