tirsdag den 6. august 2013

Kirsebærkage med overraskelser...

I går bagte jeg denne vidunderlige kirsebærkage, med indlagte overraskelser, i mit nyorganiserede køkken. Nu var det jo pludselig plads til store armbevægelser.

Kagen består af 3 ting: en rørt kagedej, fyldte kirsebær og en crumbletop. Meget mere af alt det gode.

Kirsebærrene havde Anne haft med til dessert i søndags, men vi fik dem slet ikke spist. Jeg så straks mit snit til at bruge dem til at bage med - der var ca 300 g. De blev udstenet (se her hvordan) - og så kom jeg i tanke om et trick jeg kom på sidste år da jeg bagte den her mazarinkage med kirsebær.

Så jeg udskiftede stenen med 2 sammenlagte hvide chokoladeknapper. Man kan også bruge hakket chokolade, erstatte chokoladen med en smuttet mandel - eller helt droppe den. Jeg syntes bare det var en sjov detalje.

Kagen skulle bages i min 18 cm springform. Jeg valgte at spænde et stykke bagepapir fast - så var jeg helt sikker på at den færdige kage nemt kunne glides over på et fad. Jeg går ind for genbrug, så det var det papir jeg havde bagt kyskager på i sidste uge.

Den rørte kagedej nederst er super simpel (fundet her og tilpasset) - og jeg havde heldigvis det hele i huset. Det gode økologiske mel fra Kristensminde på Samsø kan forresten købes her online hos Øshopping inden længe.

Nu er self-raising flour jo ikke noget vi gør i herhjemme - men det er såmænd blot alm hvedemel tilsat bagepulver og salt. Opskriften er som følger:

140 g hvedemel
1½ tsk bagepulver
¼ tsk fint salt
½ tsk kanel
50 g rørsukker
1 æg
4 spsk mælk
85 g SMØR - smeltet

Sigt mel, bagepulver, kanel og sukker sammen. Pisk sammen med æg, mælk og smeltet SMØR til en dej.

Dejen blev fordelt i den klargjorte springform.

Og de fyldte kirsebær fordeles jævnt. Og så skal der laves crumble.

Mine dumme fingre er ikke gode til at nuldre ting sammen - men Signe har heldigvis denne opskrift liggende med en supernem måde at lave crumble på. Den nuppede jeg og tilpassede:

60 g mel
25 g lys sirup
¼ tsk fint salt
¼ tsk kanel
30 g SMØR

Smelt SMØR og sirup sammen. Det gøres f.eks på 20 sekunder i mikroovnen. Rør blandingen sammen med mel, salt og kanel.

Det giver en ret våd crumbledej som fordeles ud over kagen. Og så skal den bages. Først 30 minutter på 175°C - ovnen skrues derefter ned på 150°C og kagen bages ca 15 minutter ekstra.

Stik en pind i og se om der hænger dej ved. Det kan godt snyde lidt, for kirsebærrene afgiver meget væde. Lad kagen køle lidt af i formen.

Se Anne, det er det risten på det bord er til *wink wink*

Når den er så lun at den er til at håndtere, løsnes kagen rundt i kanten og ringen fjernes.

Kagen glides over på et serveringsfad. Uhm, godt man snart skal smage på sagerne.

Den er jo lige til at sætte tænderne i. Men der mangler noget:

Ringen blev forsigtigt sat ned over igen og jeg kom lidt flormelis i en lille sigte - og så fik kagen en let hvidt pudder på toppen.

Sådan - så var den endelig klar til at skære et stykke af.

Den var blevet lige som ønsket. Svampet og god, med saftige bær og sprød top.

Og så stod jeg der med en stor nybagt kage helt selv. I bedste Stop Spild Af Mad stil delte jeg ud af den til et par veninder via Facebook og Twitter. Så denne kage gjorde hele 4 mennesker glade.

Jeg nød de 2 stykker jeg selv fik spist rigtig meget velvidende at resten skulle gives væk - og ikke direkte på mine i forvejen fyldige hofter. Kagen kan sagtens serveres som den er, men god vaniljeis, letpisket flødeskum, cremefraiche eller skyr rørt med vaniljekorn vil ikke være tosset til.

---------------------------------------------------------------

Og i dag sker der så noget helt nyt i mit køkken: jeg har nemlig skudt en 5:2 kostomlægning i gang. NU skal der ske noget med vægten og velværet. Meget mere om det hen af vejen - jeg skal lige føle mig hjemme i det selv, før jeg begynder at skrive om det offentligt.

Men nu er katten da ude af sækken.......

6 kommentarer:

  1. Aha, det var DET risten skal bruges til! Så var det da heldigt at du vandt den kamp! ;-)

    Det glæder mig at du kan finde albuerum i dit nyorganiserede køkken!

    Næste gang rydder vi ud i slikskabet og brødføder en fattig landsby i Sibirien med din overflod af gourmet chokolade! ;-)

    SvarSlet
  2. Årh, på første fastedag er det der bare ledt at læse om :D Er nok nødt til at få bare lidt kage i morgen ;) God vind, smukke!

    SvarSlet
  3. Hold da op, hvor ser den lækker ud den kage - måske er jeg nødt til at bage den til kaffe-gæster på søndag (selvom jeg er på 24/7-skrump).

    Jeg er MEGET spændt på at høre om 5:2 projektet. Systemet med at "holde sig i skindet" to dage pr. uge og så spise (nogenlunde) uden begrænsninger resten af tiden kan godt virke mere overskueligt end at være på 24/7-kur af den ene eller den anden slags.

    SvarSlet
  4. Mums hvor ser den bare god ud ;)Er så glad for tærter, det er bare lækkert og nemt!
    Hilsen fattig-bloggeren

    SvarSlet
  5. Hej Klidmoster
    Tak for en dejlig blog som jeg følger flittigt
    Jeg har lavet ovenstående kage, jeg fandt den dog meget tør, jeg syntes ikke man fik nok ud af den hvide chokolade og i mine øjne fyldte kanelen for meget - jeg tror jeg vil prøve at "twiste" den lidt - måske med lidt vanilje i crumble-delen og amaretto i kagemassen........;-)
    Mvh Christian

    SvarSlet
  6. Har bagt kirsebærkagen, i bedste "Stop spild af Mad" stil, blev den ændret lidt. Underste dej tilsat 1 dl hakkede hasselnødder, og 2 stiftpiskede æggehvider (tilovers fra en gang tartar) Kirsebærrene var syltede fra glas. Crumbledejen blev tilsat - da jeg syntes den var MEGET lind, 1 dl grovvalsede havregryn. Og så op i en springform nummeret større end 18 cm.
    Fandt efterfølgende en pose stenfri dadler og et glas daddelsirup, det skal jeg lege med næste weekend.

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...