fredag den 31. maj 2013

Dukkah-panerede karbonader...

En god saftig karbonade af økologisk grissebasse er noget af det bedste jeg ved. Karbonade vs. crepinette? Ok, så - vi tager lige forskellen på en karbonade og en crepinette en gang til. Jeg foretrækker en paneret sprød stegeskorpe, der holder saft og kraft indenbords. Paneringen denne gang har dog fået tilført lidt ekstra smæk for skillingen i form af et skud dukkah.

Det gav god smag og et fantastisk knas. Perfekte som tilbehør til den smukke couscous-salat og den liflige kikærtecreme.

Man kan lige frem se hvor knasende sprød paneringen blev. Og indenunder gemte der sig en safteksplosion af en karbonade. Mums!

Og så tænker du måske: Hva' søren er det der dukkah? Jo, ser du - dukkah er en egyptisk opfindelse. Ordet selv kommer af 'at knuse' - og det er netop en knust blanding af nødder og krydderier. Det kan spises sammen med brød og olie, som drys på varme retter, eller lige hvor man lyster. Denne her er en økologisk 'grøn dukkah' fik jeg til test af Mill & Mortar. Det er en pragtfuld blanding af ristede mandler, pistacienødder, sort sesam, grønne fennikelfrø, salt og sukker.  

Hæ, det minder mig om en sød historie jeg engang har læst et sted i blogland. Jeg kan desværre ikke huske hvor. Det var noget med en mormor der havde overnattet og selv skulle sørge for morgenmad mens resten af familien var på arbejde. De kommer hjem til en 'tak for denne gang' seddel fra mormoren - som havde skrevet noget a'la "herlig tykmælk, men jeg brød mig godt nok ikke om jeres müsli". Det viste sig så at det var husets hjemmelavede dukkah mormor havde spist på sin tykmælk. Jeg kan huske hvor meget det trak i smilebåndet dengang jeg læste det. Og jeg må indrømme at jeg stadig tænker på det når jeg ser noget med dukkah. Cute, ikke? 

Knuselsker min lokale Kvickly for altid at ha' økologisk kød - og ikke kun det hakkede. Da jeg var deroppe sidst greb jeg sådan en bakke i troen om at jeg (endelig) skulle lave boller i karry til bloggen. Men sådan skulle det jo så ikke gå......

Jeg lavede i stedet 8 små karbonader a 50g. Størrelse var både nuttet og funktionel. Stegetiden ville nemlig være så kort, at dukkahen ikke ville blive brændt helt af, inden grisen var færdig. (Ja, den sætning var en kommaudfordring uden lige. Klarede jeg den? Er der en kommakyndig til stede?)

Jeg besluttede mig for at blande en smule pankorasp sammen med den grønne dukkah. Det ville give en garanti-sprød skorpe og drøje lidt på den kostelige blanding.

Jeg gjorde 3 tallerkner klar: En med lidt hvedemel, salt og peber. En med sammenpisket æggehvide + en smule salt. Og en med rasp + dukkah. Trip-trap-træsko kom karbonaderne forbi hver tallerken og blev badet og pudret. Og så fik de en tur på panden i en blanding af god olivenolie og SMØR.

Da de var sprøde og gyldne fik de lov til at dryppe af på fedtsugende papir.

Og så var de lige til at anrette sammen med resten. Jeg fandt et glas blandede oliven i skabet og varmede et fuldkornspitabrød. Sikke et festmåltid. Jeg lever stadig af resterne og skal ha' de sidste 2 karbonader til aften i dag. Så selv om det var lidt omstændigt at lave så meget mad i onsdags har det lønnet sig her de efterfølgende dage.

------------------------------------------------------------------------------

Og så er det i morgen at turen går til Dragsholm Slot. Sikke en fantastisk præmie at vinde.
Udklip fra Dragsholms hjemmeside.
Sådan ser menuen ud i dag - men det kan være den er anderledes i morgen. Præmien er, ud over overnatning og morgenbuffet, på en 5-retters menu med vinmenu, men vi har fået lov til at lægge lidt til selv og få alle 7 retter. Når vi nu endelig er der skal vi ha' det hele med! Max drikker jo ikke alkohol, så den ene vinmenu bliver vekslet til en flaske fra slottets kælder som jeg får med hjem. Det er SÅ god stil.  

Det er noget af en rejse vi skal på. Med bus ind til byen, videre med 888'eren til Sjællands Odde og af i Vig - og så med flextaxa de sidste 20 km. Det er vist godt vi ankommer i så god tid at der bliver plads til en lille lur inden middagen. Vi ses på den anden side.

God weekend til alle der kommer her forbi....

5 kommentarer:

  1. Hej K-moster
    Som kommakyndig, ældre dansklærer kan jeg berolige dig med, at du BÅDE staver, formulerer dig og sætter kommaer til UG...det er bl.a. en af de helt åbenlyse styrker ved din blog...foruden alt det andet, selvfølglig, men det gør bloggen til en gennemført fornøjelse at følge....så klem du bare på ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hørt!! Selvom jeg ikke føler mig 100% kommakyndig, ikke er dansklærer og oven i købet 'lige har forladt folkeskolen' (min yngste havde i hvert fald sidste skoledag i går i 9. klasse - suk hvor bliver man gammel), så nyder jeg også altid at læse din let flydende blog :) Jeg tror, jeg skal prøve den salat i aften. Min mand havde to gode bøffer med hjem i går, som ligger og venter på en nænsom gang grill.

      Slet
  2. Sikke en god ide at bruge dukkah til panering. Jeg laver det af og til til supper, salater mm, men den når desværre ofte at blive kedelig, fordi jeg løber tør for ideer.

    SvarSlet
  3. Kommateringen i omtalte saetning er perfekt Malou! Kryds og bolle! Remember? kh Eva (hende i USA :-))

    SvarSlet
  4. Det med kommateringen vil jeg undlade at kommentere. Så go' er jeg heller ikke. Men det der DUKKAH lyder interessant. Vi spiser ikke så meget svinekød, men kunne det evt. egne sig til kyllingekød??

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!