fredag den 5. april 2013

2 x sandwich - for her and for him...

Det er jo oplagt at lave sandwiches når man har rester af godt kød - i det her tilfælde South Carolina Pulled Chicken. Og der var nok til 2, så det fik mig til at lave (stereotypt, I know) en til tøserne med en masse salat og en til knejterne - en 'manwich' uden for meget grønt, men med ekstra *umphf*.

Er man en drengepige eller en tøsedreng kan man jo bare bytte rundt - eller plukke de elementer man kan lide og sætte dem sammen.

Og i den valgte stil - damerne først:

Traditionelt spiser man en god coleslaw sammen med det trukne kylling. Jeg valgte dog i stedet at lave en frisk 'mandolinsalat' med masser af farve og knas.

Så jeg fandt mandolinen frem og indstillede den på den tyndeste indstilling. Her er ca ½ rød og ½ gul peberfrugt snittet i papirtynde ringe. 

2 små gulerødder og 1 ditto rødløg fik samme behandling. Grøntsagerne fik et par dråber olivenolie (så de fedtopløselige vitaminer A, D, E og K kunne optages i kroppen), hvid balsamico og et skud salt + peber.

Det hele blev vendt godt sammen og tilsat lidt edamamebønner fra fryseren. De blev udelukkende valgt for farvens skyld - men smager jo pragtfuldt og giver lidt ekstra protein. Salaten vil også gøre sig smukt som tilbehør i den kommende grillsæson.

Kræfterne var slet ikke til at bage, så det blev nogle grove trekanter fra Kvickly.

Bollen skulle smøres med en tyk dressing. Den blev rørt sammen af lidt af den geleterede marinade fra kyllingen, skyr og en god skefuld mayo.

Lidt hjertesalat blev skyllet og ribbet - og lidt kylling blev varmet. Og så var sandwichen lige til at samle.

Underbollen fik først et generøst lag dressing.

Så havde hjertesalaten nemlig noget at holde fast i. Det er den perfekte salat til sandwiches! Den kan nemlig arrangeres så kanterne danner en slags skål - og det er praktisk når fyldet er 'løst'.

Det lune kød blev fyldt i 'skålen'.

En generøs mængde salat blev lagt på toppen og overbollen smurt med dressing.

Voila....en megasandwich for her.

En saftig sag. Salaten burde nok lige ha' været omkring et dørslag til afdrypning, for væden fik dressingen til at løbe. Pragtfuld aftensmad på kyllingens 2. dag.

Dagen efter til frokost blev det så tid til at lave en manwich:

Det eneste grønne der skulle i den var mine hjemmesyltede drueagurker.

De blev fisket op, duppet tørre og høvlet i fine strimler med min julienneskræller. Man kan også bare snitte dem med en kniv, men jeg var nysgerrig efter om det kunne gøres på en nemmere måde. Og sørme ja.

En god portion kylling blev varmet med lidt ekstra af marinaden. Det blev lagt direkte på underbollen så saften kunne trække ned i den.

De høvlede agurker blev lagt til rette på toppen. Tanken var, at i den form, ville de blande sig med kødet og være med i hver en bid.

Og så den frække prik over i'et: de sprøde kyllingesvær. Overbollen blev blev brugt til at tørre den tallerken af med som kyllingen var varmet på - så hver en dråbe lækkerhed kom med. 

Ja tak! Hvis vejen til en mands hjerte vitterligt går igennem maven, så er det der sand kærlighed på en tallerken!

Hæ, godt man bor alene så man ikke skal dele med nogen. Jeg snakkede i telefonen med min søster mens jeg spiste den - og hun var ved at dø af misundelse da jeg beskrev den i detaljer.

I aftes blev det allersidste kylling delt op i 2 portioner og den ene del smidt i fryseren. Den anden del blev brugt til de sødeste små vietnamesiske forårsruller.

Det er den bedste Stop Spild Af Mad der findes - og jeg fik sørme også lige brugt resten af salaten. Rullerne kommer på i et separat indlæg senere, for kyllingen blev vendt i en fiffig marinade som jeg syntes er værd at bruge spalteplads på at vise frem.

Men ikke i dag. For i dag skal jeg sørme til København. Kristian fra Kokkekniven kommer og henter mig her kl 10 - og så står den på roadtrip. 

Vi, og en flok andre madbloggere, er nemlig inviteret til et arrangement på R vinbar i eftermiddag. Anledningen er at TV2 d. 9/4 har premiere på det nye madprogram Cecilie & madklubben - og i dag får vi en unik mulighed for at se udrag fra programmet, spise en bid mad og hilse på alle de medvirkende kokke samt værten Cecilie Frøkjær. Det glæder jeg mig til. Jeg har nemlig store forventninger til programmet - for der er nemlig noget at hente....noget at lære. 

Senere på dagen står den på fri leg i hovedstaden. Og kender jeg den flok bloggere ret, bliver det en festlig omgang. Min fantastiske søster har lovet at hoppe i bilen og hente mig i nattøj når jeg engang er moden til at komme til køjs. Og så bliver jeg hos hende til søndag hvor Kristian kører mig hjem igen. Dog håber jeg at der bliver kræfter til et smut i Torvehallerne sammen med Marie på lørdag - men det må dagsformen vise.

Og nu må jeg så vist hellere komme i bad og få pakket. Skal lige ha' installeret min kattepasser inden jeg bliver hentet. De kære små kan ikke være alene så længe, så en af mine veninder kommer og bor her i weekenden. Hun tror der bliver ro til at få skrevet lidt på hendes speciale.......hæ, hun bliver vist klogere når de 3 terrorister ruller sig ud.

God weekend til alle der kommer her forbi...
      


2 kommentarer:

  1. Hej Malou,
    Jeg er en stor fan af din blog og har fulgt dig længe og dine dejlige retter. Denne sandwich kunne jeg godt finde på at tilberede, men jeg tænker af og til på, om ikke du på et tidspunkt får lyst til at kaste dig over fedtfattig gastronomi? Rigtig god fornøjelse i hovedstaden.

    Knus Janni

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Janni

      Aww, tusind tak - jeg er glad for at du læser med og kan lide det jeg laver :-)

      Fedtfattig gastronomi? Jeg må indrømme at jeg ikke helt forstår hvad du mener. Det her indlæg er om f.eks 2 ret sunde sandwich med tilsammen 1 spsk mayonnaise. Og det sprøde 'kyllingesvær' indeholder mindre fedt end rå kyllingeskind.

      Hvordan definerer du fedtfattig?

      Tusind tak, det var en dejlig weekend. Men jeg er godt nok lidt brugt nu :-)

      Kram fra Malou

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!