onsdag den 20. februar 2013

Mine opskrifter til Karolines Køkken...

I dag er 3 af mine opskrifter blevet indlemmet i Karolines Køkkens opskriftssamling. Det er jeg både glad og stolt over. Det er en del af den præmie jeg vandt i hytteostkonkurrencen for madbloggere. Der var de benspænd at man skulle fremstille en 3-retters menu. Hver ret skulle indeholde et hytteostprodukt og max 9 andre ingredienser. Og slutteligt: hver ret skulle kunne laves på under 30 minutter.

Jeg har ventet med at dele opskrifterne på min 3 vinderretter til i dag - for nu kan jeg linke til dem.

Foto: Karolines Køkken
Forret: Hytteost-blinis med skyrcreme, rejer og røget laks.

Her er det billede jeg selv sendte ind sammen med opskriften. De er lavet med den nye hytteost med 4 slags løg.

Foto: Karolines Køkken
Hovedret: Grillede fyldte svinekoteletter med knasende kartoffelsalat og dampede asparges.

Min originale ret. Koteletten er fyldt med den hytteostvariant med grillet peberfrugt.

Foto: Karolines Køkken
Dessert: Hytteost-trifli med marcipanmakroner, vaniljebagte rabarber og rålakrids

Og den af egen 'avl'. Triflien er lavet med helt plain hytteost.  

Tusind tak til Britta Surland fra Karolines Køkken som har stået for at tilberede og style mine retter, Dianne Bachman som har testet, redigeret og ernæringsberegnet og fotograf Torben Hjulmand fra Momentfotografi. Jeg kunne ikke være mere tilfreds med resultatet.

Det var en rigtig god udfordring at deltage i konkurrencen. Og jeg morede mig især med at overholde de stramme definerede regler. Jeg kan godt betro dig at det er en udfordring at holde sig på 10 ingredienser (krydderier osv var dog 'gratis'). ALT overflødigt skal barberes af og det skal testes. I den forbindelse udviklede jeg er par retter der ikke slap igennem nåleøjet.

Den salte cheesecake med laks faldt jo desværre både for tiden og ingredienslistens omfang - men den var super sjov at lave....og lækker at spise.  

Jeg udviklede også disse lakseruller. Det er en laksemousse på hytteost rullet i røget laks. Jeg kan ikke huske hvorfor jeg valgte den fra - men opskriften er skrevet og skal nok ramme bloggen på et tidspunkt.

Hovedretten var jeg tilfreds med i første hug, men desserten drillede lidt. 

3o minutter er ikke lang tid hvis man gerne vil lave en dessert med lidt finesse. Mit første forsøg var en slags marengsbund, med hytteostecreme, vaniljesyltede appelsinfileter og granatæblekerner. Den kan lige nøjagtig nå at blive bagt og kølet ned i køleskabet inden cremen skulle på - men allerede efter den var fotograferet var den blev så gennemblødt at den ikke var at til at skære stykker af. Om igen. Jeg beholdt cremen som element, men skrottede appelsinerne til fordel til fordel for rabarber. 

Til det næste forsøg lavede jeg en marcipan-makronbund. Den blev toppet med bagte rabarber og et drys rålakrids. Pragtfuld kombination - men her var det er problem at få bunden klar på den sparsomme tid. Løsningen blev at lave små makroner i stedet og så samle desserten i portionsglas som en trifli. Som sagt, så gjort.  

Det blev også til et par andre idéer, men de døde på tegnebrættet. Tiden var bogstavelig talt imod mig. Men jeg fik sendt mine 3 opskrifter af sted. Stor var glæde da jeg fik at vide at jeg havde vundet. Præmien består, ud over at få offentliggjort opskrifterne, af en tur til Dragsholm Slot med middag og overnatning. Den oplevelse glæder jeg mig meget til. Jeg håber det kan blive en gang i April.      

I dag fik jeg at vide her i mit kommentarfelt at Ulla har indstillet mig til mad+medier-prisen 2013 i kategorien 'Opskriftsudvikling'. *Rødme* Tusind tak. Det er jeg bare SÅ glad for. Jeg ELSKER at udvikle opskrifter. Det er næsten den bedste del af at være madblogger. Ingen udfordring er for sær eller mærkelig, ingen råvare bør vide sig sikker og ingen fødevareallergi for besværlig. Jeg kaster mig gerne ud i det hele. Det gør af og til at jeg forsømmer de klassiske retter lidt, men dem kan du jo så finde hos mange af de andre danske madbloggere som tilsammen kan byde på alt hvad hjertet begærer. 

Igen må jeg sige: har du en opskrift du drømmer om at få mig til at skræddersy til dig, så skriv endelig. Jeg tager altid imod en udfordring og vil gerne hjælpe hvor jeg kan...



Produkttest: køleskab fra Gram...

I forbindelse med min flytning skilte jeg mig af med 2 af mine gamle små køleskabe. De var nogle være strømslugere - og det ene lød som om der sad en dykker og trak vejret igennem en iltmaske bagerst på en hylde. Jeg var så heldig at blive tilbudt et køleskab til test af WhiteAway.com - og det sagde jeg straks ja tak til. For hvis der er noget jeg ved meget lidt om i forvejen er det køleskabe.

Køleskabet jeg tester er et GRAM KS 3265-90. Det er 145 cm højt, 60 cm dybt og 54 cm bredt.

Det faldt så heldigt sammen at jeg kunne pille lågen af det skab der står ved siden af det indbyggede køle/fryseskab og stille det der. Farverige magneter er et must!

Det er sat beslag på bagsiden så der er god luftcirkulation - og så det ikke bliver skubbet for langt tilbage i skabet. 

Jeg er utrolig overrasket over hvor meget det kan rumme. Pladsen er meget godt indrettet og udnyttet. Da jeg ikke tilsætter Atamon til mine hjemmesyltede ting skal de helst være på køl - og her kan det hele sagtens være. Der er en kæmpe box til opbevaring af grønt nederst - og der er endnu ikke noget der er gået til for mig.

Lågen er et kapitel for sig - der er hele 5 rummelige hylder med plads til rigtig meget. Og som du kan se har jeg gjort godt brug af pladsen allerede.

Køleskabet laver ingen lyd - og selv om jeg står lige ved siden af kan jeg ikke høre noget som helst. Det er en stor befrielse, da jeg er meget letpåvirkelig af hvid støj. Energiforbruget er meget lavt, kun 132 kWh/år. Det betyder at det ca kommer til at koste 250 kr i strøm om året.

Det har været en fornøjelse at teste køleskabet og jeg kan varmt anbefale det. Det kan altså rumme en imponerende mængde - passende til en familie på 4 personer.........eller 1 madblogger. Hæ. Så nu ved jeg i hvert fald hvilket køleskab jeg skal vælge.


tirsdag den 19. februar 2013

Kikærtemazarin med citroncreme...

For et stykke tid siden fik jeg en mail fra en læser ved navn Anja. Hun er inden for de sidste 5 år blevet ramt af flere alvorlige fødevareallergier. Hun er selv ved at ha' styr på sin basiskost og kan til min store glæde bruge mange af mine opskrifter. Men det kniber meget med de søde sager. Anja spurgte mig om jeg måske kunne hjælpe hende med at lave et par kager som hun kunne spise når kagelængslen blev for stor. Og den udfordring sagde jeg straks JA til.

I går bagte jeg så den første 'skitse' - som er på basis at kikærter. Og det er vitterligt kun en skitse. Der er meget plads til forbedring. Den minder mere om et sødt brød end en kage - men den har stort potentiale. Det er på ingen måde en kage for diabetikere, PCO-piger, LCHF tilhængere eller folk der gerne vil tabe sig - det er en kage for en meget bestemt type allergikere.

Anja har sendt mig en liste med de ting hun er allergisk overfor som kan ha' relevans i det søde køkken: hvede (gluten), mælk (både laktose og kasein), sukker, chokolade, kakao, hasselnødder, ananas og kiwi. Javel ja, så ingen mel, sukker eller mælkeprodukter af nogen art....og ingen SMØR??? 

Jeg har længe drømt om at lave en kage på kikærter. Så de blev sat i blød i 24 timer og kogt møre i friskt vand uden salt. Der findes et utal af spændende opskrifter på kager og brownies med både kikærter og forskellige slags andre kogte bælgfrugter, men da jeg ikke måtte bruge chokolade eller kakao kunne de jo ikke bruges.

Så jeg måtte starte helt fra bunden - men skævede lidt til forskellige opskrifter for at undersøge mængdeforhold osv. Jeg ville gerne ha' at den skulle være mazarin-agtig, men magtede ikke til at lave marcipan uden sukker først. Det blev derfor med mandelmel. Anja oplyste at hun kunne tåle det nye SteviaSweet sødepulver, så sådan en bøtte fik jeg fat i. Jeg hev lidt frem fra skuffer og skabe mens opskriften tog form på papiret.

Selve kagen:

400 g kogte kikærter (jeg vil anbefale 300g)
180 g peanutbutter
25 g SteviaSweet sødepulver
1 tsk bagepulver
150 g mandelmel
5 æg
100 g revet æble
1 tsk vaniljepulver - eller marven fra 1 vaniljestang
3 spsk kanel

Kikærterne blendes til de smuldrer helt fra hinanden. Peanutbutter og æg blendes med. Jeg tror med fordel at man kan skille æggene og piske hviderne - som man så vender i dejen til sidst.

Blend SteviaSweet, bagepulver, mandelmel + krydderier i. Det bliver en tyk, kompakt dej.

Rør til sidst de revne æbler i. Og så er dejen færdig. 

Dejen fordeles i en foret bageform på 23 x 23 cm eller en springform på 22 cm. Kagen bages nederst i ovnen i 30-35 minutter på 175°C. 

Den færdige kage minder mest af alt om en stor bagt sød falafel. Og det er jo heller ikke langt fra sandheden.

Det er en kompakt sag - men man fornemmer klart slægtskabet med en mazarinkage. Den er på ingen måde klæg, nærmere en smule tør i det. Normalt ville man jo svøbe en sådan kage i en fed ganache på chokolade og SMØR - så nu skulle jeg virkelig lægge hovedet i blød og finde på noget at komme på toppen.

Løsningen blev efter nogen grublen til en frisk citroncreme på tofu og agavesirup. Anja, jeg ved ikke om du kan tåle agave? Ellers må du søde med lidt ekstra SteviaSweet.   

Citroncreme:

300 g silken tofu
½ dl agavesirup
½ dl citronsaft 
revet skal af ½ citron

Ak ja, silken tofu aka den beige rædsel - smuk er den ikke. Den har dog den fordel at den taknemmelig tager imod smag og let lader sig transformere til en lækker silkeblød creme.

I tern med bæstet og i en blender med agavesirup og citronsaft + skal. *Wroom wroom*

Det giver en tyk lækker creme med en fin sød-syrlig smag

Ikke tosset på toppen af den søde kompakte kage. Men der manglede noget pynt. Som den ser ud her er den lige lovlig spelt-hippie på den mest ufestlige måde. Det måtte der gøres noget ved.

Kandiserede violer var jo desværre dømt ude pga sukkeret. Men lidt ekstra revet citronskal, et par smuldrede frysetørrede hindbær og et let drys rålakrids gjorde underværker.

Kære Anja, jeg håber du kan lide kagen. Det har været meget inspirerende at læse om hvordan du har valgt at se dine begrænsninger som udfordringer - det er noget jeg har meget stor respekt for. Jeg lover dig at jeg nok skal lave flere søde sager med dig i tankerne i fremtiden. Og har måske allerede en ny lille overraskelse på tapetet snart. 

Tak til Lis som allerede har sendt mig flere opskrifter, via bloggens Facebook side, som er perfekte til formålet. Dem glæder jeg mig til at lege med. Det her indlæg ryger i kategorien 'On Demand' ude i højre side. Det er en ny kategori som skal rumme de opskrifter der bliver efterspurgt. Sidder du med et ønske om en opskrift der skal skræddersys efter dine behov/allergier/smag eller skøre indfald - så send mig en mail. Jeg elsker en god udfordring!

Og skulle du sidde derude med opskrifter på kager og andre søde sager UDEN mel, sukker og mælkeprodukter - så må du meget gerne skrive dem ind her i kommentarfeltet hvor Anja kan læse med. Det kan jo også være der sidder andre lækkersultne allergikere derude som venter på den helt rigtige opskrift.

På forhånd tak for hjælpen...


mandag den 18. februar 2013

Chokoladetrøfler med peanutbutter og baconkrymmel...

Der er ved at være noget tid siden jeg har leget med bacon. Det må vi da vist hellere gøre noget ved. Her er en vanvittig lækker lille snack - som er både sød og salt på samme tid. Fuldfede chokoladetrøfler lavet på blot 3 simple ingredienser.....og bacon. #AEBMB

De små himmerigsmundfulde kan naturligvis trilles i lige det krymmel du foretrækker - men jeg kan varmt anbefale dig at prøv med bacon. Der sker noget magisk i munden når sødt, salt og røget mødes på tungespidsen.

Nu er vi jo vandt til at sige trøfler om 'genbrugskagekugler' - men her er vi ude i den kategori der på engelsk kaldes truffels, som typisk laves af en ganache på chokolade, fløde eller SMØR + smag. Idéen til disse trøfler fik jeg her hos Bakerella, men har tweaket den med meget mere peanutbutter. Med de ting jeg havde i huset kunne gå 2 veje - øko eller konventionel. Jeg valgte stikvejen til højre, da glasset med Skippy allerede var åbnet og trængte til at blive brugt. Chokoladen blev skiftet ud med knapper fra Callebaut, for så slap jeg for at hakke noget overhovedet. Dovenskaben længe leve!

Behold - the bacon! Confiteret langsomt i eget fedt og dryppet af på fedtsugende papir. Jeg stegte 2 pakker - der er jo et naturligt svind mens man laver den her slags projekter. Noget af det skulle også bruges til et sjovt billede. Noget med en blonde af bacon. Nuff said!


Mascarpone er en slags 'fortættet' fløde, syrnet med citronsyre. Det er altså ikke en flødeost, men nærmere så tæt man kan få fløde til at blive til SMØR uden at det bliver det. Du kan naturligvis bruge flødeost i stedet for, men ikke light. Det gør ikke trøflerne sundere - bare dårligere.

Crunchy eller creamy? For noget er det begge dele eller enten eller. Jeg er klart til crunchy - grovkornet, som min humor.

Chokoladetrøfler (en helt masse):

200 g mørk chokolade
200 g peanutbutter
250 g mascarpone eller flødeost

Ja, det er det - ikke andet.

Chokoladen smeltes over vandbad eller zappes i 30 sekunders intervaller i mikroen. Peanutbutter røres i og de 2 ting smelter sammen.

Mascarponen, som skal være stuetemperatur og rørt blød, blandes i til man har en helt homogen masse. Den færdige blanding spredes ud på et fad, dækkes med film og sættes på køl i nogle timer. 

Den helt afkølede masse er ret stiv. Med en teske kan man grave noget løst og hurtigt trille til små kugler. Jeg tog et par latexhandsker på så jeg ikke fik trøffelmasse over det hele. Pas på, der skal ikke meget varme fra hænderne til før de smelter. Og så er de små basser klar til at bliver trillet i krymmel.

Man kan hakke baconen med en kniv - men det er meget nemmere lige at køre det i en minihakker *wroom wroom*. 

Voila - baconkrymmel. Brugbart i både det søde og det salte køkken. 

 Er du slet ikke til bacon, kan jeg anbefale sukkerkrymmel af forskellig beskaffenhed. 

Oh la la......se lige de små frække happere. Kom nu, du ved at du vil *lokke lokke*.    

Skulle der være trøfler til overs bagefter, bør de opbevares på køl. Jeg fik den ide at man ved at tilsætte den dobbelte mængde mascarpone kunne lave en slags cheesecake af massen - som så fik lov at stivne på en kiksebund. Det bliver jeg nok nødt til at udforske lidt mere. 

Fra det fede, søde og usunde - til det komplet modsatte. I dag skal jeg bage en kage på opfordring fra en læser. Hun tåler hverken laktose, gluten eller sukker - men har trang til en lækker kage i ny og næ. Jeg er noget spændt på at se om den opskrift jeg har udviklet på papiret også dur i praksis. Kodeordene er kikærter, mandler og stevia - 3 ting jeg aldrig troede jeg skulle kombinere i en bageform. Jeg krydser fingre for at det lykkedes!

God mandag til alle der kommer her forbi...


torsdag den 14. februar 2013

Opskrifter med hestekød...

Der er stor søgning på mine opskrifter med hestekød i disse dage. Det er især eksploderet efter jeg var i Radio24syv og tale om hestekød i dag. Du kan høre det HER - jeg er på fra ca 45:20 - 52:30. Er du nysgerrig efter at smage hestekød og/eller søger du opskrifter, så er her nogle bud på hvad du kan give dig i kast med:

Hvad med en stor rød, saftig bøf? Så mør at man næsten kan stikke en finger igennem. Her er den serveret med en salat, dampede gulerødder samt SMØR rørt op med gyldne stegte løg + ditto røget hestefilet. Opskriften ligger HER.

Se lige hvor saftigt og lækkert det er.

Resterne af sådan en bøf kan laves til den lækreste carpaccio. Opskriften finder du HER.

Det er en lækkerbisken uden lige.

Det gør det sig pragtfuldt som sandwichfyld. Se HER hvordan.

Det møre kød kan også rulles ind i røget hestefilet til ryttere. De galoperer jo næsten ind i munden af sig selv. Fang dem HER.

Den røgede hestefilet gør sig også godt på brød. F.eks med en nordisk humus - som du kan finde HER.

Hakket hestekød kan fint erstatte oksekød. Det er dog lidt sødere. Den søde smag sidder i fedtet, så jo federe en fars jo sødere. Spil på det og brug gerne sennep + andre kraftige smagsgivere. 

HER har du en kæmpe lækker hesteburger - populært omtalt som McVrinsk™ af spøgefugle. 

Det er en moppedreng af format. En stor saftig hakkebøf med masser af nordisk tilbehør.

Og HER er opskriften på min iltre Chili con caballo. Og jeg forsøger på ingen måde at skjule det faktum at den også er tilsat oksekød. Ærlighed varer længst.

Giv vores gode danske hestekød en chance. Det er godt, sundt og billigt - og sparer en masse heste for en lang og uværdig transport til de sydeuropæiske slagtehuse. Har du problemet med at få fingre i det gode kød, så er HER en liste over de danske hesteslagtere. Mon ikke der er en der som kan hjælpe? Husk at udbud og efterspørgsel har det med at hænge sammen.

En ting er sikkert - dette indlæg vil blive opdateret efterhånden som jeg får lavet flere opskrifter med hestekød. Later dudes!   



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...