tirsdag den 11. september 2012

DM i hotdog 2012...

Søndag var det atter blevet tid til DM i hotdog i Tivoli Friheden. Vi forventede os et episk smackdown - og vi blev ikke skuffede. Jeg skal love for at ambitionerne og kreativiteterne lige var skruet en tand op i år. Rammerne for hvad en hotdog kan være blev sprængt godt og grundigt i smadder. Lad os kigge på sagerne:

Vel bænket ved dommerbordet, med både gamle kendinge og nye ansigter, kom den første gourmethotter til bedømmelse. Et imponerende syn.

Daniel Kruse (Årets kok 2012) fra Stammershalle Badehotel på Bornholm var taget helt til Århus med sin dessert-hotdog. Du kan se et klip om den her.

En fræk lille sag med pølse af jomfruhummer og hummer, små salte macarons og hummermayo. Den var bla garneret med grøn tomat, skovsyre, sprødt kyllingeskind, syltede løg og 'sne'. Smuk, ingen tvivl om det - men den fejlede på brødet. Det var umuligt at spise, da det krakelerede og var alt for hårdt mod mundens bløddele. Havde den været i blødere brød havde den haft en ret stor vinderchance, for smagen var ganske fortræffelig. Fin sur/sød balance med fokus på tekstur - og fin konsistens og bid i pølsen.

Anden hund på bordet var fra Pernille Rosenkær Rasmussen - indehaver af Kongenshus Kro og Hotel. Sidste år sad jeg ved siden af hende ved dommerbordet - men i år kastede hun sig frygtløst ud i konkurrencen og gav virkelig drengene kamp til stregen.

En virkelig spændende sag - hele essensen af den jyske hede. Pølsen var tilvirket af krondyr og røget lam. Brødet var brioche som var bagt over bål med lyngrøg. Ketchuppen var på brændt tomat, hyben og timian. Der var desuden salte rønnebær, tyttebær, karamelliserede løg, kantareller, radiseblomster og brøndkarse. Ved servering blev der drysset med lidt finthakkede sprødstegte brisler.

Her er det Børsens madanmelder Ole Troelsø der giver den kniven. Det var en meget spændende og velsmagende hotdog som indbragte Pernille en flot 3 plads. Mange spændende smage og teksturer. Jeg er sikker på at hun kommer meget stærkt igen næste år og går målrettet efter vinderpokalen. Hep hep. Pernille fik dog alligevel en pokal med hjem i år - hun var nemlig den der solgte flest hotdogs. Hele 110 blev det til, hvilket hev 11.000 kr hjem til Dansk Røde Kors.

Næste levende billede var Gustav Vilholm indehaver af Gustavs Bistro og Butik. Han bragte os et fristende fad med hans bud på hvordan en gourmethotter skal skæres.

Fremragende pølse af grofthakket frilandsgris. Garnituren var velafstemt mellem sprød/blød og sur/sød. Desværre var det også her brødet som var akilleshælen - for hårdt og kompakt, på grænsen til ikke at kunne bides over.

Og så blev i bedt om at rejse os fra dommerbordet og tage plads på 'lille Frederikshøj' hvor Wassim Hallal havde rullet den røde løber ud til os.

Tak spids - vi fornemmede straks at han havde de store kanoner med i år. Men efter at ha' fået baghjul af Paul Cunningham de sidste 2 år var der jo også en del på spil.

På bordet ventede denne lille fine sag: en rede af friteret brød og kartoffel toppet med sprøde løgringe, råsyltede parisiennekugler af agurk, en hjemmelavet sennep og en ditto intens ketchup. Der kom champagne i glasset - og derefter pølse på bordet.

En spøjs installation som konkurrenten drillede kaldte et kondom. Men se her: det er dekonstruering når det er smukkest. Konceptet pølse fortolket innovativt med lige dele showmanship og velsmag.

'Pølsen' gemte på 2 mindre pølser, en med trøffel og en med røget marv. De hyggede sig i en løgconsommé med lidt revet trøffel og små sprøde syrlige ærter.

Og kronen på værket var altså denne karamelkugle af pustet sukker. Det var en dobbelt kugle med lidt røg mellem skallerne - og inderst en meget velafbalanceret sennepssorbet. Jeg fik desværre ikke knipset et brugbart billede af de 3 elementer ved siden af hinanden, men det kan du se her hos The Hotdogjudge. Wow, siger jeg bare. Der var virkelig både knivskarpe smagsprofiler, kreativitet og perfekt udførelses over hele linjen. Det blev en meget velfortjent sejr til Wassim Hallal fra Frederikshøj for denne pragtpræstation. Jeg er MEGET spændt på hvordan han vil overgå det næste år.

Tilbage ved det andet dommerbord fik vi nu besøg af Bernard Chesneau der medbragte musik og en fad varme kameler.

"Hot Camel". Igen en helt fantastisk pølse krydret med spidskommen og chili. Der var en svalende yoghurtdip på toppen samt grillede squash og peberfrugter i brødet under pølsen. Jeg var vild med den pølse - og ville ønske jeg kunne skaffe flere af dem. Desværre var det endnu engang brødet der blev hotterens skæbne - tungt, sejt og næsten umuligt at spise.

Og så var der igen show. Thomas Pasfall som netop nu takker af efter 12 år på Munkebo Kro. Sidste år kom han med en meget fancy kreation der var lidt for 'travl' og konceptet. I år hoppede ham med på unoderne og stillede an med i røg og damp i vognen.

Og så kom der hvide hottere bragt af en hvid mand.

Visuelt i den helt anden grøft end i 2011.

Behold: "White Dog Fiona". En sjov kontrast til Cunninghams "Black Dog" fra i fjord. Den var bestemt interessant. Pølsen var af ringridder-typen, dog kogt og ikke stegt. Den var af saftig frilandsgris med bacon og timian. God smag og tekstur - jeg kunne dog ikke få associationen med kød- og suppeboller ud af baghovedet. Stegeskorpe ville ha' gjort meget - men så kunne den jo ikke forblive 'hvid'. Toppingen var ret så anonym, det virkede som om farven var vigtigere end smagen. Brødet havde den perfekte tekstur og var meget spisevenligt - og det var der bestemt points at hente for.

Dommer Jens Peter Kolbeck spejder efter den næste deltager - den dobbelte pokalvinder Paul Cunningham fra Henne Kirkeby Kro. Han diskede op med en bette drink i ventetiden: 'The Ginger Minge' (ingefærøl) fra Just The Tip bryggeri. Jeg måtte fnise lidt til stor morskab for min engelske sidemand og meddommer Andy Harris - og han roste mig for mit engelske ordforråd. Jeg vil ikke fortælle her hvad minge betyder - men Google er din ven hvis du er nysgerrig.

Først et stort show nede ved pølsevognen som vi desværre ikke kunne se fra dommerbordet - men vi kunne høre amerikanerbilen, musikken og de hvinende cowgirls. Og så fik jeg den endelig i hånden (sms): "The King’s Last Hotdog"

En snedig fortolkning over kongen Elvis' sidste måltid - serveret på et vildt godt billedet at crooneren selv. Pølsen var af lige lam fra varde og frilandsgris - brødet af briochetypen med et fint snert af banan. Brødet var smurt med 'peanutbutter' lavet på saltede røgede peanuts og lardo. Toppingen var en bbq-marmelade på frugter og bær fra kroens have, en svampeketchup, syrlige majs og grøn chili. Og øvers et drys af friterede løg og strimlede griseører. Virkelig også en smagsbombe der scorerede højt hos mig. Desværre for Paul blev der afgivet 6 points mindre end til Wassim - og det rakte kun til 2. pladsen i år. Come back bigger and brighter next year, right?

Rosinen i pølseenden kom fra Andreas Tange van Leeuwen fra Kokkedal Slot. Dette imponerende fad blev bragt til bordet af en ret så pudsig spirrevip udklædt som taskekrabbe.

Og så var vi tilbage hvor vi startede - nemlig i havet. Her fik vi en "Seadog". Pølsen var af hummer og jomfruhummer - med et super godt bid. Brødet blødt, 'urtet' og meget spisevenligt. Garnituren havde fin kontrast mellem syre og sødme. På toppen var der friteret blæretang som desværre var så hårdt at det flåede ganen og dominerede alt for meget i smagen. Men flot så det ud. Bestemt nyskabende og anderledes.

I 2011 så vi forskellige outrerede 'pølser' af confiteret kød - i år var der faktisk 'rigtige' pølser fra alle deltagerne: af alt fra lam, krondyr, (muligvis) kamel, røget marv og økologisk frilandsgris til hummer og jomfruhummer. Den udvikling kan jeg rigtig god lide - for pølsen er jo nu engang en hotters bærende element.

Og vinderen i den traditionelle kategori havde virkelig også fortjent sejren for hans helt vidunderlige fedtfattige økologiske krondyrpølse som fik englene til at synge.

Det er nemlig Rene Kristensen, indehaver af Trianglens pølsevogn i Silkeborg og nu pokalvinder for 2. år i træk. Tillykke!

Paul Cunningham tog sit nederlag med en vis stil. Er sikker på at han allerede nu lægger planer for at generobre pokalen.

Og en glad Wassim Hallal med sønnike på armen fik overrakt den eftertragtede pokal. Han havde følgende stikpille til Cunningham: "Når man flytter til Jylland bliver man nødt til at kæmpe lidt mere end bare et show. Velkommen" Tillykke med sejren til Wassim!

2 af mine meddommere i år: Kristian Brask Thomsen fra Bon Vivant Communications og Andy Harris, min sidemand, som er redaktør på jamie magazine .

Sørme om jeg ikke allerede har fået lov til at komme med som dommer igen i 2013 - og jeg er allerede spændt på at se hvilke vindundere der vil bliver fremtryllet der. For nu er niveauet sat - og så er det med at go big or go home!

Der er lidt hvisken i krogene om at det da ikke kan kaldes hotdogs. Jeg kan især spore en grundangst hos stamkunderne på 'Cafe Fodkoldt' der ser deres helt traditionelle nissearm med benskinner på vej ud til fordel for en fancy elitær kreation som de ikke forstår. Bare rolig drenge: I skal nok også i fremtiden få jeres kolesterolfix i fred. Gourmethotdoggen er blot med til at vise kreativitet og innovation hos de deltagende kokke. Det at kunne bøje 'reglerne' og sprænge rammerne for hvordan konceptet hotdog kan fortolkes er fedt at se på. Tag lige ja-hatten på, det er der de sjove og store oplevelser er.


Også i år har min meddommer Lasse Görlitz lavet en reportage i levende billeder - den har jeg fået lov til at vise her:



32 kommentarer:

  1. Det ser godt nok godt ud :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, det var altså også bare SÅ godt :-)

      Slet
  2. Ih, hvor må det bare have været en hyggelig dag, og sikke en fed stemning man kan fornemme på videoen:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var en helt fantastisk dag. Stemningen derude er så god og venlig :-)

      Slet
  3. Super spændene oplevelse. Fedt at du skal være med næste år.
    Så godt et lille klip af dig i tv Østjylland.
    Vh Charlotte G

    SvarSlet
    Svar
    1. Jaha, helt vildt spændende. Jeg glæder mig allerede. Uh, sjovt du lige spottede mig og alle mine hager :-D

      Slet
  4. Der er mange sjove, spøjse, lækre og fantasifulde fortolkninger - rigtig spændende læsning :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, ikke? Det er SÅ spændende at se hvad de forskellige kokke disker op med - og i år gik de virkelig til den :-)

      Slet
  5. Tillykke med din dommer-værdighed. Flot, at du har været med ved dommerbordet. Og flot, at du er inviteret med til næste år. ;-)
    Sikke en masse kreativitet på hotdog-området. Spændende.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, det var sådan en god oplevelse de første 2 gange og jeg er glad for også at skulle med næste år :-)

      Ja, jeg er også imponeret over kvaliteten og kreativiteten. Det var en stor oplevelse :-)

      Slet
  6. Ser lækkert ud Malou.. Ville enormt gerne have været med, men var på Munkebo Kro til NaCl.

    Vil forøvrigt gerne vide hvordan Wassims gourmet-hotdog skulle spises? :)


    Bedste hilsner
    Mikkel

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, det var bestemt også lækkert Mikkel. Måske kan du komme med næste år?

      Glæder mig til at læse om din tur :-)

      Den skulle spises så man smagte alle elementerne sammen - lidt besværligt, men meget lækkert. Den sennepssorbet var virkelig en oplevelse.

      Slet
    2. Det håber jeg bestemt på jeg kan. - melder mig gerne som dommer, hvis de mangler :)

      Den lyder også ganske interessant - kan især godt lide effekten med røg imellem..

      Slet
  7. Nu ved jeg godt, at du er sådan en supermetaüber-blogger, som man ikke kan lade være med at holde af, fordi du også bare er sådan pissesød du ved. Men stadig. Det der, det er sgu snyd. Rigtig rigtig snyd. Som i JEG VIL OGSÅ snyd. Du må lave hottere når jeg kommer og besøger, det er jeg sikker på min mave og gane vil blive SVÆRT glade for!

    SvarSlet
    Svar
    1. Håber en lille tur op til Fru Plum i morgen kan hjælpe på det ;-)

      Ok, så skal vi ha': bøf, sushi og kage galore når du kommer. Håber du har en ekstra mave du kan tage med! :-D

      Slet
  8. hold da op nogle hotdogs! de fleste er vist mere specielle end appetitlige (:

    Tak for kigget, kig forbi min stof/garn gavekort giveaway

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige mine ord! :-D

      Uh, garn og stof er desværre ikke lige noget for mig. Jeg er til mad og guf ;-)

      Slet
  9. Aldrig havde jeg i min vildeste fantasi forestille mig, at hotdogs kunne se sådan ud! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, heller ikke jeg - det er helt vildt :-)

      Slet
  10. Malou, hvor er du? Er det nu man skal blive bekymret? Håber alt er vel?

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er lige her - er lige kommet hjem fra en uge på Sjælland ;-)

      Well, 'alt vel' er vist så meget sagt. Er træt og flad, men ved godt humør. Skal ind og spise muslinger nu. Når jeg er væk fra bloggen skriver jeg lidt her på Facebook i stedet for ;-)

      Slet
  11. Når der går så mange dage, vi ikke hører fra dig, så konkluderer jeg, du har for meget at slås med af én eller anden slags?? Jeg ønsker dig alt godt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Uh, ja - jeg har været på Sjælland og besøge min søster i en hel uge. Det er blevet både til et visit hos Camilla Plum, Mad+Medier konference og masse hygge med mine små niecer. Nu er jeg godt nok også mør. Og i aften skal jeg så på Klassisk 65 og spise muslinger med alle dem der deltog i min give-away.

      Det er rørende at du tænker på mit ve og vel - Tusind tak, det gør mig utrolig glad. Når jeg ikke skriver her på bloggen skriver jeg dog altid små updates her ;-)

      Slet
  12. Uha, her gik jeg og var blevet helt bekymret for dig. Selvom man kunne se billeder af dig via andre blogs, så bliver man jo lidt bekymret når man ikke hører fra dig i en hel uge.
    Godt at se dig at du har det godt :0)

    SvarSlet
    Svar
    1. Aww, hvor er du sød. Det har bare været en rigtig hård uge - og alle mine planer om at blogge er gået i vasken hver eneste dag.

      Godt og godt - jeg er i live :-D

      Nu skal jeg bruge lidt tid til at blive frisk, så jeg kan genoptage bloggen. Overvejer ligefrem at leve lidt mad i dag ;-)

      Slet
  13. Kære Malou
    Dejlige billeder og dejlig reportage. Hotdogs har aldrig været mere delikate (selv om der nu heller ikke er noget i vejen med den originale). Lidt sjovt med "kondomet" :)
    Godt at se dig sidste weekend.
    Kh Nadia

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Nadia

      Tusind tak :-)

      Jeg elsker når rammerne bliver sprængt og kendte koncepter udfordret. Og hotteren er jo et meget taknemmelig medie. Ja, ret sjovt :-D

      Tak i lige måde. Og fedt billede du tog mig og Kristine.

      Kh Malou

      Slet
  14. Nogle gange så er det virkelig træls at jeg ikke kan spise pølser mere.. En hotdog med det hele lyder himmelsk, også i ovenstående indpakninger!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Uha ja, det må være lidt træls. Hvorfor har du valgt pølser helt fra? *nysgerrig*

      Uhm, det var guf :-D

      Slet
  15. Hej Malou
    Rigtig godt indlæg om DM i Hotdog, som jeg ikke selv havde tid til, at nå over.
    /Søren

    SvarSlet
  16. Hej Søren

    Tusind tak :-)

    Du må komme forbi næste år - det er bestem en omvej værd.

    Glad hilsen
    Malou

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!