onsdag den 11. juli 2012

Gedekødboller i tomatsauce...

En velkendt ret i nye klæder. Saftige, krydrede kødboller af hakket økologisk ged kogt i en tomatsauce proppet med grøntsager - serveret med spaghetti og parmesan. Ikke dårlige på en af de kolde 'sommerdage' som vi har for tiden.

♪♫♪ Nuuuuuu er det naaaaaaat, en bedårende naaaaaaaaaat, som de kalder Bella Notte ♪♫♪. Meget passende sang faktisk - for retten er lavet kl 2 om natten. Den blev lavet i torsdags inden jeg skulle på weekend. Jeg havde ondt og kunne ikke finde hvile - så jeg smuttede i køkkenet og fik tiden til at gå på den måde.

Det hakkede gedekød er fra på Lille Raneladegaard. Der opdrætter de økologiske bla økologiske geder, frilandsgrise og køer. Jeg har lidt af det hele liggende i fryseren og glæder mig til at udvikle nogle opskrifter med det forskellige i den kommende tid. Ged er ikke noget jeg har lavet så meget af herhjemme før, men jeg kan rigtig gode lide det - og det er jo et godt udgangspunkt. Gedekød er lidt en undervurderet spise - og det er synd. Det er fattigt på både fedt og kolesterol + det har en mild smag der ligger imellem vildt og kalv med et snert af lam. Jeg hev en pakke med 400 g op af fryseren og gik i krig med at lave mine kødboller. Geden kan naturligvis erstattes af det hakkede kød du nu foretrækker f.eks gris, ko, kylling, lam eller kalkun.

Farsen skulle laves lidt a'la min italian sausage, men dog ikke med så mange krydderier. Jeg fandt den lille processor til min Bamix frem og malede de hele krydderier i den: ½ tsk fennikelfrø, ½ tsk sorte peberkorn og ½ tsk korianderfrø.

Kødboller:

400 g hakket kød
½ dl danskvand
1 æg
½ dl rasp
1 fed revet hvidløg
De malede krydderier
Hakker rosmarin
Salt


Well, det nemmeste for mig er at tage en latexhandske på og ælte farsen sammen med en hånd. Brug en ske, en håndmikser eller hvad du nu foretrækker.

Farsen blev trillet til 28 kødboller på størrelse med store valnødder. De blev dækket med film og sat på køl mens saucen blev gjort klar.

Saucen er på tomatbasis med 'tøm grøntsagskassen' som fyld. Den kom faktisk til at minde ret meget om ratatouille. Nye løg, 2 fed hvidløg, en rund aubergine, en rød peberfrugt og en lille squash.

Alle grøntsagerne blev hakket fint - hip hurra for min mandolin!

Det hele blev sauteret blødt og næsten mørt, i den labreste olivenolie, uden at tage farve.

Det blev til hele 4 forskellige slags tomat: hele på glas, purerede, koncentrat og friske.

Der kom ca ½ dl koncentrat i. Det blev også til lidt hakket rosmarin. Saucen fik lov til at simre i 2 timer ved svag varme inden den blev smagt til. Det blev den med salt, peber, agavesirup, hvidvinseddike og en smule hvidløgspulver.

Kødbollerne blev forsigtigt lagt ned i den tilsmagte sauce og fik lov til at simre i ca 15 minutter.

Jeg spiste en god portion og kom resten i fryseren. 2 til mig og 1 stor til mig + en gæst. Jeg beregnede 6 kødboller pr portion.

Der var lidt sauce til overs. Det frøs jeg i en bøtte for sig - det planlægger jeg at lave til en pastasauce med soy4you på et tidspunkt.

Søndag efter jeg var komme hjem fra fødselsdag kiggede Max forbi til en bid mad. Jeg hev derfor den store bøtte med kødboller op af fryseren og kogte lidt spaghetti til.

Den kogte pasta blev vendt med den opvarmede sauce og lagt til rette med kødbollerne i en stor tallerken. Uhm, duften var henrivende.

Et lille drys parmesan blev det også til. Det var virkelig kræs. Max var meget begejstret og måtte alle sine fordomme om gedekød langt væk. Og jeg er SÅ glad for tanken om at der stadig er 3 gange færdig aftensmad i fryseren. Det skal gøre godt på et par trælse dage.

I går var jeg inde i Århus på cykel for første gang i flere år. Ladybug klarede turen på blot 22 minutter. Wow. Det bliver et helt nyt liv (har allerede kørt 25 km på 1 døgn). Jeg mødtes med Kathrine på Baresso til en kop koldt og en hyggesnak om blogning. Hun skulle nemlig overtage min gamle, men ubrugte, dobbelte chokoladesmelter og det var en godt sted at mødes.

I dag skal jeg cykle til Tranbjerg og møde 2 skøre elskelige kugler jeg har lært at kende igennem Blogland og Twitter. Vi skal spise frokost sammen - og jeg har desserten med: 2 slags is. De har hver fået lov til at bestemme en slags - og Anne valgte kaffe og Anita valgte lakrids. Så om lidt pakker jeg en køletaske, hopper på Ladybug og suser op af Ringvej Syd - og så til højre.


Sidst på eftermiddagen kommer Pernille Kagedåse så forbi. Vi skal nemlig igen i år dele en Emilios FrugtKasse fra Aarstiderne. Det bliver dejligt med ca 2 kg stenfrugter. Jeg har nemlig et par ting jeg godt kunne tænke mig at prøve - den ene ting er pocherede ferskner i vaniljesirup. Uhm, det skal nok blive godt.


5 kommentarer:

  1. Jeg elsker gedekød, det er så smagfuldt og lækkert!
    Jeg er vokset op med det, da min far i en periode arbejdede et sted der minder om Lille Raneladegaard! Vi spiste tit helstegt ged, som altså også er mums!

    - Maj :D

    SvarSlet
  2. Jeg har lige været en lille måned i Nepal, hvor gedekød er meget almindeligt i deres curries (der minder en hel del om indiske curries). Det kan svært anbefales :)

    SvarSlet
  3. Jeg kan kun komme i tanke om to dårlige ting ved gedekød:
    1. det er dyrt
    2. det er svært at få fat på

    Men det smager søreme godt. Har du prøvet det i røget udgave? Det kan anbefales!

    SvarSlet
  4. Tusind tak for nogle skønne timer ... og jeg VIDSTE det jo bare; du laver verdens bedste is! Det er både godt og skidt, at jeg ikke bor i nærheden af dig ;-D

    I heart you <3

    SvarSlet
  5. Uhm det lyder godt! Har aldrig spist gedekød, men kunne være man skulle overkomme sine fordomme om, at det smager lidt af, nå ja, ged! Jeg ved de har det i Irma, så tror jeg vil prøve at lave dine kødboller. :)

    Hvor er det dejligt, at du er glad for din nye cykel - jeg kan slet ikke forestille mig livet uden min! Det gør det bare så meget nemmere at kunne komme rundt. Håber du får mange fornøjelige stunder med og som følge af dit elektriske vidunder.

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...