torsdag den 7. juni 2012

Skuffende besøg hos Agnes Cupcakes, Brioche Dorée og Ma Poule i Torvehallerne...

Min søster og jeg gik endnu en runde i Torvehallerne aka Københavns Spisekammer efter den lidet tilfredsstillende frokost hos Palæo. Vi ville proviantere lidt til resten af dagen og det førte os 3 forskellige steder hen:

Først Agnes Cupcakes. Jeg har læst og hørt SÅ blandede ting om dem - men måtte altså smage selv for at kunne danne en mening. Udvalget var stort, men hold da op for en pris. 30 kr for en lillebitte cupcake? Planen om at købe 4 blev straks reduceret til 2 - for jeg nægtede simpelthen at bruge så mange penge på kage.

Derefter gik vi forbi den franske bager Brioche Dorée og købte 2 kager til deling også: en stykke tarte au citron og en éclair med chokolade. Vi smuttede også lige forbi Ma Poule for at købe en af de meget omtalte sandwich med confiteret and med under armen - og så gik turen hjem.

Tilbage i Herlev satte vi vand over til the og pakkede rovet ud. Først den meget fine kasse fra Agnes. Den første cupcake var Lemon Meringue - en citroncupcake med lemoncurd og brændt marengs på toppen. Jeg ville næsten hellere ha' spist æsken. Selve kagen var tør og intetsigende og den klat lemoncurd der var i midten smagte knapt af citron. Det var sikkert meningen at den skulle ha' været et friskt pust midt i den søde kage, men den endte som en kvalmt og kedeligt tankestreg. Men marengsen var dog det værste element. Den knaste ubehageligt af sukker og skulle nok ha' været pisket en del bedre. Smagen kan kun beskrives som 'ubehageligt og hengemt æggehvidet' - dem der ved hvad jeg taler om vil nikke genkendende til den beskrivelse.

Den anden cupcake var en Queen M - og hvad det dækker over ved vi ikke rigtigt. For der var ingen beskrivelse. Men den blev valgt fordi den udseende lovede smovset chokolade og frysetørrede bær. Puha, sikke dog en skuffelse af format. Min søster stillede spørgsmålet: "hvor er smagen?" - og det kan jeg godt forstå. Selve kagen havde simpelthen ingen smag. Den var pist væk. Den smagte på ingen måde af chokolade og med meget god vilje en smule af kakao. Cremen ovenpå var vederstyggelig og havde et helt forkert smeltepunkt i min mund. Betty Crocker gør det bedre - både i smag og konsistens. Og det er da et ærligt produkt fra en æske hvor man kan justere sine forventninger. 30 kr for sådan en lille intetsigende kage? Ejeren må grine hele vejen hen i banken over at der er noget der vil betale den pris for SÅ ringe et produkt. Men bevares, de ser fine ud og kommer i søde små æsker. Desværre gemte jeg æsken på vej hjem i toget, den lå på hattehylden. Den havde jeg ellers gemt så jeg følte jeg havde fået bare lidt for mine 60 kr.

Det eneste positive jeg har at sige om Anges Cupcakes er den søde pige der betjente os. Jeg fik et astmaanfald og en grim hostetur lige da jeg skulle til at betale - og hun stod straks klar med servietter og koldt vand. God stil. Jeg håber virkelig hun bliver behandlet ordentligt, selv om man jo høre en del om de kritisable forhold. Dagen efter den skuffende oplevelse læste vi at Agnes Cupcakes var gået i betalingsstandsning. Nuff said.


Nå, men der var jo flere kager der skulle prøvesmages. Den lange fine éclair fra Brioche Dorée var til mig - og den forsvandt i 7 store bidder. Pragtfuld sprød udenpå, fyldt med lækker chokoladecreme. Mums! Kun overgået af Sifs hjemmebagte pausekager.

Søs gik i krig med citrontærten. Æv, den var kedelig. Bunden var hård og på grænsen til uspiselig, fyldet nogenlunde med en fin smag af citron og marengsen helt umulig. Tør, flaget og bare æv. Vi gav op. Tog en slapper og så en gyser. Da det blev aftensmadstid hentede vi sandwichen fra Ma Poule og delte den.

Dejlig ser den jo ud - men den skuffede desværre også lidt.

Jeg vil med det samme sige at den jo ikke blev spist da den var rygende varm og nylavet, men først et par timer efter - og det påvirker sikkert oplevelsen en del. Brødet var sejt og godt, men nok ikke noget for folk med fibromyalgi. Mine kæber døde lidt for hver bid jeg tog, for der skulle virkelig tygges igennem. Jeg havde forventet store lunser af saftig confiteret and, men det var noget værre småtrævlet smuldret noget der var i. Det var måske 2-3 reelle stykker, resten var i tekstur som flis eller groft savsmuld. Der var 4 blade rucola i min del af sandwichen og en lillebitte gullig klat på indersiden af brødet som måske var sennep.....det kunne i hvert fald ikke smages. Noget andet der så til gengæld kunne smages var salt. Faktisk var den så overvældende salt at jeg måtte give fortabt halvvejs inde i min halvdel. Jeg håber virkelig at Ma Poule har haft en dårlig dag - for ellers kunne de vel ikke være blevet udråbt til at føre Byens Bedste Sandwich? I alt beskedenhed foretrækker jeg nu min egen version.

Puha, jeg føler mig godt nok som en værre kritisk kost. Rappenskralden fra Jylland der lige skulle rakke ned på Torvehallerne. Men husk på at ALLE har deres eget sanseapparat til at bedømme deres oplevelser med - det her er kun hvordan jeg har oplevet og smagt på tingene. Der var skam også positive ting ved de hellige haller - og dem skal jeg nok vende tilbage til en anden god gang.

Nu vil jeg hoppe i bad, så jeg kan blive klar til i aften. Min veninde Mette, som ellers er flyttet til København, er nemlig på besøg i byen. Vi benytter muligheden for at hygge over lidt mad og snuppe en film bagefter. Det bliver en lækker vietnamesisk middag på KJ Minh som vi har fået fingre i på en Sweetdeal og derefter Ridley Scotts nye rumgyser Prometheus. Det er lige sådan en aften jeg trænger til efter at ha' skrevet det her indlæg.


11 kommentarer:

  1. Hvis du kommer til torvehallerne igen, så vil jeg meget anbefale den første fiskehandlers (når man kommer fra indgangen ud mod frederiksborggade) laksewrap med hjemmelavet røget laks - den er god og koster kun 25 kr :)

    SvarSlet
  2. UHA - sikken en omgang.

    Jeg stempler sikkert mig selv som værende yderst forudindtaget, men jeg har det sådan, at Agnes behøver jeg ikke prøve. Brioche Doree er et kædebageri fra Frankrig, som - måske - har en bedre kvalitet end vores ditto, men sammenlignet med decideret high-end, så skuffer de til enhver tid.

    Ma Poule - tjoeh ..... deres sandwich har jeg faktisk smagt, men det er ikke noget, jeg vil gå en omvej efter at smage igen :-)

    Nu glæder jeg mig til at høre om dine positive oplevelser i de "hellige haller"

    SvarSlet
  3. Køber aldrig kager, så har ikke selv nogen mening om dem. Sandwichen med andeconfit har jeg til gengæld spist et par gange, men nok ikke igen. For meget brød og (i min) alt for meget sennepsdressing, der faktisk ikke passer ret godt til anden.
    Ellers er jeg begejstret for torvehallerne, hvor jeg køber kød og fisk og andre lækkerier, når vi skal forkæle os selv. De frosne middagsretter og croissanter hos Cofoco Supermarché er virkelig fremragende! Og krydderierne hos ASA trading er friske og sælges sammen med viden og indsigt. Dejligt.

    SvarSlet
  4. Py-ha.... Så var det ikke kun mig som synes at Ma Poule er kejserens nye klæder. Confiteret and er i min verden and som har simret i fedt i så lang tid at kødet er smørmørt. I Ma Poule steger de andebryster og hakker dem i stykker med spatler så de får det der "confiterede" udseende...hmmm :-S

    SvarSlet
    Svar
    1. Nu kan man jo også godt confitere andebryster - og jeg er ret sikker på at det er hele confiterede bryster de brækker i stykker på panden.

      Jeg har været meget tilfreds med Ma Poule's sandwich.

      Slet
  5. Jeg har ikke haft lejlighed til at besøge Torvehallerne og dermed de steder du anmelder, men jeg har heller ikke voldsomt lyst nu :-)
    Ville egentlig også bare lige ønske god tur i biffen - vil helt vildt gerne selv se den, så er spændt på hvad du synes om den!

    SvarSlet
  6. Hjemmebag ER bare bedst!

    /Lise

    SvarSlet
  7. åh sikken en øv tur. Næste gang komme du med mig, så skal jeg tage dig med til spanske tapas og vise dig hvor sushikærligheden bor og hvis vi stadig er sultne hapser vi et dansk smørrebrød og en lille sprød pizza og slutter med en omgang himmelske kaffe og to stykker chokolade.

    Jeg skal spørge fra madmaven Hvornår vi skal afsted. Vi er nemlig sultne !!!

    SvarSlet
  8. Brioche er vel meget gennemsnitligt - smagte en af deres jordbærkager, der var udmærket, men ikke noget vildt. Deres citrontærter så ellers lækre ud, men kan se jeg ikke skal gøre mig anstrengelsen så... ;-)

    Men de ting du skriver om er jo kun 10% af det sted, så heldigvis er der 100 millioner andre lækre ting, du har simpelthen bare fået fat i de mest middelmådige ting ;-)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...