mandag den 18. juni 2012

Hyldeblomstmazarin med hvid chokolade, citron og lavendel...

Hylden blomstrer og det er NU der skal laves saft. I år har jeg lavet ikke mindre end 10 liter. Den blev siet i aftes - og så stod jeg der med 1,5 kg blomster og citron. Det skulle da ikke i skraldespanden? Jeg tog straks opfinderhatten på og kreerede denne kage:

En saftig mazarinkage med masser af hyldeblomster, toppet med hvid chokolade, citronskal og lavendel.

Sidste år brugte jeg mine blomster til at lave denne hyldeblomst-kylling i Römertopf. Der var flere der foreslog at jeg i år skulle forsøge mig med at lave marmelade af mine blomsterrester - og det gjorde jeg så i aftes efter saften var blevet siet. Da jeg blendede blomsterne til marmeladen og nød duften, fik jeg den ide at det da måtte kunne kommes i en kage. Det er vist Stop Spild Af Mad tankegangen der slog til der - for selv om brugte hyldeblomster jo strengt taget ikke er mad, så er det dejligt ikke at smide noget ud. Så jeg fandt opskriften på en mazarinbund frem og skrev en helt ny opskrift.

Det er en rigtig simpelt kage med blot 6 ingredienser. Jeg havde heldigvis alt hvad jeg skulle bruge i skabe og skuffer.

Marcipanen havde jeg i fryseren og rev den mængde jeg skulle bruge med mit grove rivejern fra Microplane - og lagde resten tilbage.

Jeg laver min saft med skallen og frugtkødet fra citronerne - jeg skærer alt det bitre hvide fra. Det skal derfor ikke sorteres noget fra her. Hyldeblomsterne kom i minihakkeren og blev *wroom wroom* kørt til en grov 'pasta'.

Vil man lave marmelade kommer man sukker, saft og vand i og koger det i en lille time. Jeg skal nok smække min opskrift på en af dagene. Man kan sikkert også lave andre ting af det. Har du nogle forslag? Nå, men det kunne da være jeg skulle stoppe mit ævl og hoste op med en opskrift.

Hyldeblomstmazarin:

100 g revet marcipan
200 g blendede hyldeblomster (fra saft)
125 g blødt SMØR
85 g rørsukker
2 æg
60 g hvedemel


Marcipan, sukker og SMØR røres sammen til en jævn masse. Æggene røres i sammen med de blendede hyldeblomster. Til sidst vendes melet i.


Jeg bager kagen i en springform (18 cm) der er smurt med SMØR og drysset med rasp.

Dejen fordeles jævnt og kagen bages ved 180°C i ca 40 minutter. Prik den med en tandstik - den skal komme helt ren op.

Lad kagen køle helt af inden den tages ud af formen. Læg den derefter på et fad.

Smelt lidt hvid chokolade. Jeg brugte en håndfuld knapper fra Callebaut som jeg smeltede i mikroovnen. Smør et godt lag smeltet chokolade på toppen af kagen og riv skallen af en økologisk citron ud over. Jeg valgte også at komme lidt tørrede lavendelblomster på.

De dufter kraftigt og parfumeret - men i små mængder giver de en rigtig fin smag.

Lad chokoladen sætte sig lidt inden der skæres stykker af kagen.

Uhm, det var en rigtig svampet og lækker tung mazarinkage. Kombinationen af hyld, citron og lavendel giver virkelig en spændende ny og forfriskende smag til den velkendte marcipankage.

Hyldeblomsterne holder godt på fugten - og jeg tror det er en kage der snildt kan holde sig frisk i et par dage.....hvis den altså ikke bliver spist inden.

Det var så det store hyldeshow for i år. Det er blevet til saft, sirup, eddike, marmelade og denne kage. Jeg glæder mig til at nyde de rare sager i tiden der kommer. Saften gemmer jeg i fryseren så jeg altid kan tage en frisk flaske op når trangen til et skud sommer melder sig.


Skal du forsøge dig med en hyldeblomstkage?


31 kommentarer:

  1. Jeg skal HELT sikkert prøve marmeladen, når du poster den opskrift. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det skal jeg nok, før eller siden. Men det er bare blomsterne blendet og tilsat 3/4 så meget sukker som de vejer + 1 dl saft og 1 dl vand - kog til marmeladeagtig konsistens og kom på glas ;-)

      Slet
  2. Jeg skal vist på hyldeblomst-jagt, for både saft, eddike, marmelade og kage lyder da helt fortryldende og "Hvid sangria med hyldeblomst" som bliver ved at dukke op på min skærm, kunne være et rigtig godt bud på en velkomstdrink til et forestående gæstebud her på matriklen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, du må ud og plukke en portion. Tak, jeg er også selv blevet ret begejstret. Uhm, det er den dejlig frisk sommer drik - ikke tosset til en velkomstdrik :-)

      Slet
  3. Den ser simpelthen så saftig og lækker ud!!! Hold da fast det har da været et kæmpe arbejde, Nice work. Ej, den opdatering af mazarin kagen, vil jeg helt klart prøve, de fleste af vores hyld er plukkeklare!tak for opskriften og ha en dejlig aften.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan jeg godt garantere dig at den er - svampet og god. Jeg plukkede 2 store bæreposer i år, det var godt nok hårdt arbejde.

      Tusind tak, det er virkelig en lækker kage. Tak, i lige måde :-)

      Slet
  4. Min saft trækker, så jeg vil have tilsvarende "affald", så måske, hvis jeg orker. Da jeg allerede er flad, er jeg langt fra sikker på, jeg orker, men vi ser....

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg kunne lige se at du også har fået et snert feber. Din stakkel. Du kan bare veje blomsterne af og fryse dem i en pose - så kan du bage kagen når du engang har kræfter til det ;-)

      God bedring!

      Slet
  5. Lige det "spark" jeg skulle have for at komme ud i naturen i morgen og i gang med saften.
    TAK - det er for mange år siden jeg har lavet det.

    :-) Dorthe

    SvarSlet
    Svar
    1. Super at det kunne sætte gang i dig :-)

      Håber du får lavet noget dejlig saft.

      Slet
  6. Ingelise Thomsen18. juni 2012 kl. 22.29

    tak for opskrift---- den skal helt sikkert prøves på onsdag så er der hyldeblomst rester-- det er det jeg siger --- du er fuld af gode ideer ;-) Ingelise

    SvarSlet
    Svar
    1. Velbekomme, jeg er glad for at du kan lide opskriften. Pøj pøj med bageriet.

      Aww, tak :-)

      Slet
  7. Wow hvor ser den lækker ud. Godt princip at prøve at udnytte alt til sidste rest. Har du mon også levet under krigen lige som jeg? ;-)(det har jeg nu ikke men får tit skyld for det. Genbruger ALT :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak skal du ha' :-)

      Ja, det giver en ganske særlig tilfredsstillelse ikke at smide noget ud. Ha ha, det lyder også som noget jeg kunne få skyld for. God stil :-D

      Slet
  8. Hej !

    Sikke en flot og spændende kage og med kombinationen af blomster, så burde den være en sikker vinder for mig, men anvendelsen af hyldeblomst-resterne gør mig noget i tvivl. Så måske jeg skulle overveje at arbejde udfra hyldeblomstsaft i stedet for ? Tusind for dine kreative ideer :-) Kirsten

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej!

      Tusind tak skal du ha' :-)

      Hvad udløser tvivl om blomsterresterne? Jeg tror godt man kan bruge saft, men så skal der nok tilsættes en del mere mel. Er spændt på at se hvad du finder på. Er glad for at du kan bruge mine ideer til noget :-)

      Slet
  9. åh, jeg tror jeg skal dø, hvor ser den kage lækker ud!

    SvarSlet
  10. Hvor ser det dog lækkert ud, Malou, og dine billeder er utroligt smukke. Varme klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak Gitte - jeg tror lige det er en kage for dig ;-) Tak, øver mig i at lave lige så gode billeder som dig ;-)

      Varme klem

      Slet
  11. Hvor ser det lækkert ud. Min saft skal sies i dag. Har du en opskrift på siruppen eller koger du saften ind med mere sukker. Tak for en inspirerende blog.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak skal du ha' :-)

      Siruppen er bare 1 liter saft der er kogt ind med 450 g sukker - men det er fordi jeg kun bruger 500 g sukker pr liter vand til min saft. Er sukkermængden højere i saften kan man nøjes med at koge 1 liter ind med 200 g sukker. Pøj pøj med det :-)

      Tusind tak, jeg er glad for at du finder min lille blog inspirerende :-)

      Slet
  12. Hej Malou!

    Først og fremmest vil jeg sige, at det er en fantastisk god blog, du har! Jeg er vild med, at du holder fast i dine principper og at du er så god til at variere din mad. Jeg laver tit dine opskrifter og er vild med den inspiration, det giver. Du bidrager virkelig med noget helt specielt til madblogosfæren.

    Dernæst et mere praktisk spørgsmål:
    Jeg har købt de der ispindeforme, som du har skrevet om, fra Tiger og nu skal jeg bare have dem brugt til noget. Jeg har ingen ismaskine, men til gengæld en masse friske jordbær, der skal bruges hurtigt. Har du en god idé til, hvordan jeg kan lave sunde, fedtfattige ispinde af friske jordbær uden fløde?

    SvarSlet
  13. Hej Michelle

    Tusind tak for din søde kommentar - den går lige i hjertekulen på mig. Hvor er jeg glad for at du kan lide det jeg laver og bruger mine opskrifter. Bedre feedback kunne jeg ikke ønske mig <3

    Hmm, definer 'sund'? Mener du fedtfattig eller med mindre sukker? Du kan lave ispinde på flere måder. Du kan blende bærrene og si dem - og så koge en sukkersirup af 1 del vand og 1 del sukker og komme i. Eller du kan koge bærrene i van og sukker og si massen bagefter. Smag til med vand til den er tilpas sød og kom det i formene. Husk at de mister lidt sødme ved frysning, så lav det lidt sødere end du f.eks ville drikke det som saftevand. Endelig kan du også bare blende de friske bær med flormelis og fryse det. Og fyld endelig ikke formene helt op - så flyder de over når væsken udvidder sig under indfrysning. Jeg taler af BITRE erfaringer :-D

    Pøj pøj med projektet.

    SvarSlet
  14. Jeg har lige smidt kagen i ovnen, uhm den dufter godt! Jeg regner med at tage den under armen og med mig på Roskilde Festival i aften, sammen med en flaske hjemmelavet hyldeblomstsaft til saffershots! Mhhhhh.. Din blog er altid så god inspiration og fantastisk hyggelig. Varme tanker på en regnvejrsdag :)

    - Maria

    SvarSlet
    Svar
    1. Uh, det lyder som en sjov til at tage med til Roskilde. Håber kagen smagte dig :-)

      Aww, tusind tak - jeg er glad for at du kan lide min bette blog :-)

      Slet
  15. Har lige bagt kagen idag OG spist noget af den mums! Har lige lavet saft og stod med dette lækre velduftende overskud af skærme og citron skiver, blendede det hele og ingen bitterhed at smage i kagen. Havde ikke hvid choko osv, men indtog den med dejlig Vebbestrub vanilije-is:-)Tak for opskriften...tror da lige jeg vil tjekke ind hos dig af og til.
    Go sommer.
    Sanne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt at høre :-) Uhm, det lyder dejligt med is til.

      Kig endelig forbi en anden gang - håber du kan finde noget du kan lide. Også god sommer til dig :-)

      Slet
  16. Jeg har lige lavet sådan en lækker kage. Oh mama! Den var god! Men det eneste hvide chokolade de havde i min fakta var hvid rittersport med nødder, men det gjorde bestemt ikke spor! Det gav lækker knas til en ellers blød og saftig kage. Mums!

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt at høre. Wow, det lyder godt med nødder også. Lækkert :-)

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...