mandag den 2. april 2012

Portobello/squash-vaffel med salat...

Sorry, jeg havde glemt alt om den her vaffel. Og i går fik jeg så en sød mail fra en vegetarlæser der venligt udbad sig opskriften i en mail, når den nu ikke var at finde her på bloggen. Værsgo Line, du får den lige her i stedet for - med billeder og det hele.

Opskriften opstod da jeg stod med den sidste store Portobello fra FoodExpo. Den var ikke så stor som den anden, men vejede dog 'kun' 182 g. Det var ikke helt nok til at lave et par svampevafler af, så jeg indkøbte en squash at supplere med.

Jeg valgte at bruge den her opskrift og tilpasse.


150 g svampe
150 g revet squash
100 g løg
1 dl kogt quinoa
1 æg
½ dl skyr - eller andet surmælksprodukt
2 spsk revet pecorino
4 spsk rasp
salt/peber
Olie

Jeg flækkede squashen og skrabede kernerne ud inden den blev revet groft.

Jeg forsøgte på forsøgsbasis at snitte svampen på mit mandolinjern - og det var en stor succes.

Løget blev også snittet i små tern på mandolinen. Legende let af få SÅ fine små tern.

Jeg valgte at tilføje revet pecorino for at give lidt ekstra *umphf*.

Og med kogt quinoa og lidt hakket timian fra fryseren var det hele klart til næste skridt.

Svampene blev først stegt i en smule olie til mest muligt væske var dampet fra og sat til side. Derefter blev løget sauteret og squashen tilsat - også her fik mest mulig væske lov til at dampe væk.

Grøntsagerne blev blandet med den kogte quinoa og resten af ingredienserne.

Svampefarsen blev justeret med rasp og fik lov til at trække lidt. Jeg stegte en lille 'frikadelle' på en pande og tilsatte lidt ekstra rasp samt lidt salt. Så var den i vinkel.

Farsen blev stegt til 2 vafler i det forvarmede, velsmurte, vaffeljern.

Jeg bagte dem til de var godt brune og kom dem derefter i ovnen ved lav varme så de kunne holde sig lune.

Og mens vaflerne hyggede sig der, lavede jeg en hurtig salat.


Det var ikke fordi der var så meget at vælge imellem. Med der var spidskål, agurk, persille og en håndfuld edamamebønner fra fryserne.

Spidskålen blev skåret fint på mandolinen og vredet godt så det smed lidt væde.

Jeg fandt også en gulerod der lå i bunden af grøntsagsskuffen. Den og agurken fik også lige en hurtig tur med jernet - på indsatsen med de små 'tænder'.

De optøede edamamebønner blev smuttede og lidt persille hakket. Salaten blev vendt med lidt æblecidereddike, olivenolie og salt/peber.

Vaflerne ser altså meget mørkere ud på billedet end de var i virkeligheden. Det var lige før mit lysstofrør i køkkenet gav op. Jeg lavede også en hurtig krydderurtedip til vaflerne. Lidt skyr blev rørt op med hakket persille, presset hvidløg, French's sennep og lidt salt/peber.

Og så var der et vegetarisk hovedmåltid med både saft, kraft, knas og protein (fra skyr og edamamebønner). Har du ikke et vaffeljern kan svampefarsen bare steges til 'frikadeller' på en pande eller ovnbages som en slags flad gratin i ovnen.

Dagen i dag er bare helt umulig. Den startede allerede kl 7.15 (kun 3 timer efter jeg endelig var faldet i søvn) da det ringede på døren. Ikke på dørtelefonen, men på selve døren her på 3. sal. Mit hjerte røg helt op i halsen og min puls blev så høj at det næsten sortnede for mine øjne. "Nu kommer de og ransager lejligheden" tænkte jeg og råbte 'øjeblik' mens jeg kastede lidt tøj på. Jeg tog en dyb indånding og åbnede døren, ikke for fremmede og en uniformeret rådhusbetjent, men for pakkeposten. Jeg kunne ha' kysset ham! Godt nok var jeg træt af at være blevet vækket og forskrækket - men jeg var lettet over at jeg ikke skulle ha' mit privatliv invaderet lige i dag. Men set i bagspejlet ville det nu alligevel ha' været rart af få det kontrolbesøg overstået. Jeg har jo ikke noget at skjule (ud over en masse rod) og det ville måske kunne være med til at få mit stressniveau ned på et tåleligt plan.

Det hjalp eller gevaldigt med en pause fra det hele i lørdags. Frederikshøj FTW! Jeg glæder mig til at blogge om menuen så snart jeg har fået styr på billederne.

6 kommentarer:

  1. Det er KRAFTEDME ikke i orden at lade folk hænge sådan i uvidenhed på ubestemt tid!

    Dig der har skabt den her situation; du er et ynkeligt lille menneske. Tænk du vil være det bekendt! Spasser.

    Line, Lønneberg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, jeg syntes godt nok også det er lang tid. De sagde "hurtigst muligt" - jeg troede det måske var en uges tid.

      Lige mine ord! Jeg tror der sidder en derude og godter sig over at se hvordan jeg har det lige nu. Føj, hvor skulle den person skamme sig.

      Slet
  2. Har de SAGT lige ud at de ransager dit hjem? o_O

    Altså åbner alle skaber og skuffer?
    MÅ de det? Skal der ikke være en dommerkendelse og politi i sådan en situation??

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, de har sagt at de kommer på uanmeldt 'kontrolbesøg'.

      Jeg har ladet mig fortælle at de møder op med en uniformeret rådhusbetjent og kigger i skabene efter herretøj, i vasketøjskurven og gennemsøger badeværelset for ekstra tandbørste og barbergrej. Det er vist blevet vedtaget ved lov at de har lov til det hvis de har en stærk mistanke eller formodning om snyd. Puha, jeg syntes det er HÆSLIGT at fremmede skal ind og rode i mine ting. Men jeg har jo ikke noget at skjule, så jeg ser frem til at få det overstået så jeg igen kan komme til at føle mig tryg her i mit eget hjem.

      Slet
  3. Hejsa søde klidmoster :)
    æv - det er bare sådan en røvsag. Rent ud sagt. Jeg håber virkelig snart at den bliver afgjort, så du kan få noget ro på, din stakkel. Jeg ville høre, om du har sendt de påskeæg jeg vandt ved peberfrugt gætnings konkurrencen. Post DK kan jo godt tage deres tid med at levere, men tænkte du måske ventede og slog det sammen ed de påskeæg, der skal sendes for portobello gætningen? :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej søde Trine.

      Ja, det må du nok sige. Det er næsten ikke til at holde ud.

      Åh, jeg er altså ked af at det trækker sådan ud. Jeg har bare slet ikke haft overskud til at tage på posthuset, det kniber virkelig med kræfterne - men jeg satser på at komme afsted senest på onsdag, så med lidt held har du dem lørdag. Og ja, så kan jeg sende begge præmier på samme tid. Tak for tålmodigheden <3

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...