torsdag den 23. december 2010

Den falske juleand (vegetar)...

Så er der jul i søsterboblen. Vi har brunet og braset i dag. Rødkålen er kogt med balsamico og granatæblesaft, gløgg-ekstrakt og ditto sirup + en masse krydderier. Ænderne er fyldt med æbler, svesker, løg, timian, kanel, stjerneanis, kardemommekapsler og nelliker. De har i skrivende stund fået 4 timer og har ca 1½ time tilbage.

Min svogers mormor er vegetar og havde selv tilbudt at tage nogle laksefrikadeller med, så vi ikke skulle bøvle med at finde på noget til hende. Det ville jeg bestemt ikke være med til og lagde straks planer om at lave en vegetarisk and af en slags. Heldigvis har Ea for kort tid siden lavet en skøn opskrift på en vegetarisk gås, som jeg kunne bruge grundopskriften af og så blot lave lidt om.

Vegetarisk and:

50 g grovhakkede valnødder
300 g finthakkede løg
500 g blandede finthakkede svampe (her alm champignon og marksvampe)
3 dl kogt quinoa
1 tsk timian
2 spsk olivenolie
½ dl balsamico
3 æg
1 dl græsk yoghurt
ca ½ dl rasp
salt/peber

1 æble (Ingrid Marie)
10 svesker

Rist valnødderne på en varm pande. Tag dem af og kom dem i en skål. Sauter løg og svampe med timian i olivenolien. Kom det derefter sammen med valnødder og quinoa. Kog panden af med balsamico. Rør det hele sammen til en 'fars' og smag til med salt og peber. Lad det hele køle lidt af.

Pisk æggene sammen med yoghurt og rør det i 'farsen'. Juster konsistensen med rasp. Steg en lille frikadelle af 'farsen' og smag om der skal krydres yderligere. Uhm, det smagte virkelig godt.

Kom halvdelen af 'farsen' i en smurt form. Fjern kernehuset og skær æblet i små stykker, halver sveskerne og tryk begge dele lidt ned i farsen.

Fordel resten af 'farsen' ovenpå, bank formen i bordet og glat derefter overfladen ud. Bag den falske and i ovnen ved 180°C i ca 45 minutter. Den skal føles fast når man trykker på den.

Server den falske and med en god sauce lavet på grøntsagsboullion (f.eks Herbamare). Jeg er meget spændt på hvordan den bliver taget i mod. Men en ting er sikkert, den passer perfekt til resten af julemaden.

Note: 'anden' blev intet mindre end perfekt. Da den skulle serveres, skar jeg den i 8 stykker og varmede den i ovnen sammen med den ægte and. Vegetaren var meget begejstret og spiste 2 store portioner. Der var sørme også andre der havde mod på at smage den falske and og der blev spist pænt meget af den. Vegetaren fik resten med hjem til juledagene.

Falsk and, ægte and og flæskesteg stegt på grill.

Nu vil jeg hoppe offline og nyde julen sammen med min familie her i Herlev.

Rigtig glædelig jul!

20 kommentarer:

  1. Atter en spændende ret - den må jeg udsætte min vegetarven for på et tidspunkt!

    Hav en rigtig dejlig jul her på Djævleøen ;-)

    SvarSlet
  2. Glædelig jul i søsterboblen! Ser frem til at se hvordan vegetaren tog imod den falske and.

    SvarSlet
  3. Jeg er helt sikker på at ikke-vegetarerne, nok skal hjælpe vegetaren med at få spist op! :oP
    Rigtig glædelig jul, Malou :o)

    SvarSlet
  4. Rigtig glædelig jul i søsterboblen, dejligste Moster K!

    SvarSlet
  5. Glædelig jul til dig og dine.
    Knus
    Vibeke

    SvarSlet
  6. jeg overvejer at prøve at lave den falske juleand på et tidspunkt, selvom det lyder helt forkert...
    Glædelig jul :D

    SvarSlet
  7. Nej hvor dejligt at du lige kunne bruge den vegetariske gås og trylle om til en and - jeg glæder mig til at høre om den faldt i god jord, "gåsen" var i hvert fald et hit.
    Rigtig god jul til dig og dine.

    SvarSlet
  8. Kære Klidmoster,
    Som rigtig gammel vegetar vil jeg gerne komplimenteredin jule"and"! Det ser lækkert ud.
    Kh
    Kirsten

    SvarSlet
  9. @Piskehaps - Tak, jeg er Ea meget taknemmelig for den. Den kan varieres meget og jeg har allerede et par andre versioner planlagt. Tak, håber også at I havde en god jul :-)

    @Heidi - Tusind tak og i lige måde. Vegetaren blev heldigvis meget begejstret :-)

    @Bibbi - Ja, og det gjorde de :-) Tak, og i lige måde!

    @Tine - Tusind tak og i lige måde dejlige Tuberkulose :-)

    @Kære Vibeke - Tusind tak og det samme til dig! Knus

    @Pernille - Bare knald nogle krydderurter i, så kan den bruges hele året :-)

    @Ea - Åh, jeg er SÅ glad for den opskrift. Du kan tro den faldt i god jord :-) Tusind tak og i lige måde.

    @Kirsten - Tusind tak kære Kirsten, jeg er meget glad for din kommentar. Jeg er nemlig vokset op (og af) med dine dejlige opskrifter :-)

    SvarSlet
  10. Lyder som en virkelig lækker opskrift, den tror jeg lige at jeg gemmer, jul sidste år kun med kartofler og rødkål var en lidt flad oplevelse :(

    SvarSlet
  11. Hej Klidmoster
    Jeg har lige et praktisk spørgsmål til din opskrift. Er det 3 dl quinoa man skal koge eller koger man noget quinoa og tager 3 dl fra?
    Mvh Maren

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Maren
      Som der står i opskriften: 3 dl kogt quinoa.
      Mvh Malou

      Slet
    2. Hov, det skulle ha' stået færdigkogt. Ellers havde der været en kogevejledning inkluderet ;-)

      Slet
    3. Helt fint. Tak for svar! :)

      Slet
  12. Det ser vildt lækkert ud. Som vegetar siden februar har det fyldt meget i mit hoved - hvordan pokker skulle vi spise julemaden denne jul? Men jeg skal bestemt forsøge mig med din opskrift. Jeg tænker på om man kan bruge Tamari i stedet for basalmico?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :-)

      Nej, det tror jeg ikke. Tamari er jo kun salt og balsamico er sur. Hvad med en anden eddike i stedet?

      Slet
  13. Så tror jeg at jeg vil prøve mig frem, evt. med en hvidvinseddike. Jeg er ikke så glad for balsamico eddiken.... Og super idé med lige at stege en lille delle først, inden det hele puttes i ovnen.

    SvarSlet
    Svar
    1. God ide. Ja, det er den eneste måde man kan være sikker på at 'farsen' er krydret nok.

      Pøj pøj med projektet og glædelig jul :-)

      Slet
  14. Undrer mig over, at mormor kalder sig vegetar, når hun spiser laks!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hun er pesco-vegetar og de spiser fisk.

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...