Pommes Anna med parmesan og rosmarin...

Det sidste element af mandagens middag var denne Pommes Anna. Den passede perfekt til min Beef Wellington og portvinssaucen. Det er en lidt tidskrævende kartoffelgarniture at lave - men kan sagtens gøre klar dagen før.

Pommes Anna kan laves på flere måder (høj, lav, rund, firkantet, med og uden tilsat smag) - fælles for dem er at det er tynde skiver af kartofler, bagt i lag med SMØR imellem. Her får du min version med ikke mindre end 30 lag kartoffel.

En af grundene til at valget faldt på en Pommes Anna var at der i denne uge var ikke mindre end 4 poser kartofler af 400 g med fra Aarstiderne. Dem skrællede jeg 3 af og lagde i vand. Der fik de lov til at ligge mens jeg gjorde resten klar.

Traditionelt består krydringen kun af salt og peber - det tillod jeg mig at pille ved. Så der blev fundet lidt hakket rosmarin og masser af parmesan frem.

1½ dl revet parmesan, 2 tsk hakket rosmarin, et godt skud sort peber og en smule salt. Pas lidt på med saltet, for osten er jo salt i sig selv.

Smukt gult økologisk SMØR smeltes. Brug rigeligt - kartoflerne skal confitere (svømme) i det. Og det overskydende hældes bare fra til sidst og kan genbruges.

En kartoffel af gangen tages op og snittes i papirtynde skiver. Jeg bruger min mandolin på den tyndeste indstilling. Man kan sagtens lave skiverne lidt tykkere hvis man har lyst til det. I et smurt fad lægges kartoflerne taglagt med en smule overlapning. Der pensles med SMØR mellem hvert lag og drysses med lidt af parmesanblandingen mellem hvert andet. Ind i mellem tog jeg en spatel og trykkede lagene sammen.

Jeg veksler mellem at lave rækker på tværs og langs af fadet. Det er med til at skabe en stabil Anna som er nem at skære ud bagefter. Jeg havde kartofler til 15 lag.

Inden fadet kommer i ovnen kommer der pres på. Først et lag bagepapir.

Og så et mindre fad ovenpå. Fadet kom nu i ovnen i 1 time på 170°C.

Derefter fjernes først fadet - og bagefter bagepapiret. Pas på, det kan godt hænge lidt i.

Pensl overfladen med endnu et tyndt lag smeltet SMØR og sæt fadet tilbage i ovnen i 30-45 minutter. Skal den serveres med det sammen bagefter kan den med fordel laves godt sprød.

Jeg hældte alt det overskydende SMØR fra og vendte den færdige Anna ud på et fad.

Jeg ville gerne ha' lidt højde på, så jeg skar 2 stykker ud og lagde ovenpå hinanden. Man kan naturligvis lave den højere i et mindre fad, men så skal den ha' meget længere i ovnen.

Mens min Wellington trak efter stegning kom Anna en sidste tur i ovnen. Og så var den lige til at anrette sammen med resten.

Der skulle også en smule grønt til. Ugens kasse bød på denne spæde lilla broccoli.

Jeg delte den i 'blomster' og skrællede stilkene med en urtekniv inden de fik i 30 sekunder i kogende letsaltet vand. De kom straks i koldt vand for at stoppe kogningen og duppet tørre med et stykke køkkenrulle.

Og så var der endelig mad. Uhm, det er simpelthen den ultimative kartoffel - fast i formen og alligevel cremet. Den kan laves så sprød eller blød som man ønsker, her til Wellington foretrækker jeg en mellemting.

Da jeg stod i lære lavede vi tit Pommes Anna til selskaber. Så blev de lavet dagen før i store bradepander som stod i køleboksen natten over - lige klar til at skære ud og varme. Det er en meget taknemmelig kartoffel når man skal køre 100 tallerkenanretninger på en gang.

Og så er det slut med den fancy mad for denne omgang. Det er jo primært hverdagsmad jeg laver og spiser. Det har bare været rigtig sjovt lige at lave lidt at det mere tidskrævende og luksusprægede for en gang skyld.

I dag står menuen 'bare' på pasta med tomatsauce. Ikke hvilken som helst slags sauce - men den her labre sag jeg har fundet hos Signe. Tomatsauce med SMØR? Ja tak!