mandag den 27. februar 2012

Butternut-risotto med gedeost, røgede østers og lakrids...

Ja, indrømmet: det er nok ikke en ret for alle. Den kræver den store ja-hat og mod på det moderne fusionskøkken. Jeg syntes selv det er en spændende ret med nogle interessante smagskombinationer - og kunne sagtens finde på at lave den igen.

Der er en cremet sag med sødt fra butternut, salt og røget fra østers, surt fra æblecidereddike, bittert fra lakrids og umami fra parmesan. Der er tilsæt fintsnittede grønne bønner for at give lidt knas, så det ikke blev alt for 'blødt i blødt'.

Jeg havde længe haft lyst til at lave en risotto med butternut squash. Så da der dukkede en op i en kasse fra Aarstiderne var det så NU det skulle være. Opskriften jeg havde udtænkt var med bacon - da jeg tænkte at salt og røg ville bryde den søde fedme fra den voluminøse risotto godt. Men da jeg så gik forbi mit tørlager (æh, en stigereol i gangen hvor jeg har alt muligt spiseligt der ikke er plads til i skuffer og skabe) spottede jeg en dåse røgede østers og tænkte at de jo kunne bidrage med med de samme egenskaber. De var for øvrigt en spotvare fundet i Netto til 18 kr.

Det var nogle kæmpe store østers. Jeg fiskede dem op og filtrerede olien. Den skulle der også bruges lidt af i retten.

9 stk var der. Jeg lagde dog ud med at spise den ene med det samme. Når det er første gang med en råvare jeg ikke kender foretrækker jeg at smage den på forhånd. Så jeg kan bedømme om den dur i den planlagte sammenhæng eller ej. Men jeg skal love for at den røgede østers var en himmerigsmundfuld og ville passe perfekt til risottoen.

En lille cremet gedeost fra Tebstrup skulle være med til at give konsistens som i den sidste risotto. Osten kan sagtens erstattes af en stor spsk flødeost - eller droppes helt. Og så skulle jeg bruge rålakrids i det salte køkken som et krydderi for første gang.

Som før skrevet, så valgte jeg at komme grønne bønner i til allersidst. De blev bare skyllede og snittet ganske fint.

Jeg brugte kun det øverste at græskaret - 'halsen' om man vil. Den blev flækket og lagt på snitfladen i et smurt fad og bagt ved 175°C i 30 minutter.

Det møre græskarkød blev gravet ud af skallen med en ske. Det fik derefter en tur med stavblenderen *wroom wroom* så det blev til en glat puré.

Jeg rev lidt parmesan og vejede 175 g græskarpuré af - og så var det bare med at få lavet risottoen færdig. Risene var næsten møre på forhånd - det var nemlig halvdelen af den her portion.

Risene blev rørt luftige med en gaffel og varmet op i ½ dl grøntsagsbouillon og lidt af olien fra de røgede østers.

Risen blev tilsat græskarpuré, gedeost, parmesan, en lille klat SMØR, salt, peber og et par dråber æblecidereddike. Risene trak det sidste væde og sammen med bønnerne. De røgede østers blev tilsat og fik lov til at få lidt eftervarme med.

Risottoen blev øst op i en varmet tallerken.

Og pyntet af med rålakrids og lidt ekstra parmesan. Risottoen var lidt mere lind end jeg plejer at lave den, så den blev spist med ske frem for gaffel. Det var virkelig en anderledes og lækker aftensmad. Kunne godt finde på at lave det i miniportioner som forret til gæster engang.

Lakrids i det salte køkken - tør du?

6 kommentarer:

  1. Supper gode opskrifter og råvarer.

    SvarSlet
  2. Hus forbi - østers kunne måske lige gå, men så lakrids ?
    Det er min ja-hat ikke stor nok til :-)

    SvarSlet
  3. Jeg giver mindst to pløk-points for den ret :-D Røgede østers... manner... ok, måske er østers faktisk interessante, hvis de er røgede? Har altid ment, at (alm) østers er ret overvurderede.

    Men bortset fra det hører lakrids selvfølgelig til det salte køkken. Jeg brugte lakrids i maden så sent som i går ;-)

    SvarSlet
  4. Ville gerne være bedre til at bruge lakrids i mit køkken, både det salte og det søde... Det må jeg lige tænke lidt nærmere over :)
    Ved ikke helt hvordan jeg har det med østers, men har smagt røgede muslinger og det var super lækkert.

    SvarSlet
  5. Min ja-hat ville være lykkelig for så spændende og udfordrende et måltid. De der røgede østers har jeg længe haft kig på, men været ude af stand til at finde på noget at spise dem til.
    Du er for vild :-) og jeg elsker dine vilde retter

    SvarSlet
  6. Kommentar slettet: "Tror det er en alt for vild smagskombination. Må man da lige afprøve :)".

    Brugerens navn førte ikke til en profil, men til en side hvor man kunne optage forbrugslån. Det er desværre noget der sker ret ofte.

    Beklager "Anja K". Tak for komplimenten, men jeg tillader ikke linkspam til reklamesider i mit kommentarfelt. Dårlig stil at lægge udgående links hos andre forklædt som kommentarer!

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...