tirsdag den 3. januar 2012

Nytårsmad II: CANblau...

Så snart det stod klart at Max og jeg skulle fejre nytår her sammen gik vi på jagt efter noget mere mad. Da vi allerede havde bestilt 1 menu ledte vi efter konceptet 'lidt men godt'. På Facebook så jeg så at man kunne bestille en 11 retters tapasmenu hos CANblau til 298 kr pr kuvert.

Sådan 2 bestilte jeg og tog ind for at hente dem d 31 ved middagstid. Stemningen på restauranten var afslappet og hyggeligt. Man kom ind og stillede sig i kø for at betale, fik stukket et glas cava i hånden og ventede på at få udleveret sin mad. Jeg havde ca 50 meter hen til bussen hjem, så det kunne jo ikke passe bedre.

Alle de kolde ting var pakket i meget praktiske bakker lige til at opbevare på køl. Uha, hvor vi glædede os til at få det på bordet. Der var en pamflet med i posen som beskrev hvad der skulle gøres ved det hele hen af vejen - nemt og overkommeligt.

Ved 19 tiden tog vi det hele ud så det kunne temperere lidt. Det medfølgende flutes blev bagt efter anvisningerne og så begyndte jeg så småt at anrette lækkerierne. Først saltede ristede mandler og 2 slags oliven til at nippe af. Der var en lille flaske spansk olivenolie med til at dyppe brødet i - det fik også lige et lille drys flagesalt.

Jeg anrettede derefter vores fisketallerken med 2 ting fra hver menu. De 2 ting fra Monza kan du læse om her.

Først bød CANblau på en gambas salat. Store saftige nænsomt tilberedte rejer i lækker dressing på lidt strimlet salat.

Derefter noget af det bedste røgede laks jeg nogensinde har fået. Skåret tykt og med en meget behagelig balance mellem fedme og røg. Der var møre marinerede rødbeder og en lille mandelcreme til.

Efter forretterne holdt vi en pause på en times tid inden jeg anrettede den næste omgang.

Der var en generøs mængde olmos grand reserva serrano skinke. Du godeste, sikke en lækkerbisken. Det smeltede i munden. Kødet salt og med den karakteristiske lagrede smag - og fedtet sødt og nøddeagtigt.

Den næste ting var foie gras terrine med artiskokcreme, trøffelpuré og appelsin. Det var næstmest et helt lille måltid i sig selv. Terrinen var meget kompakt og yderst velsmagende - og tilbehøret perfekt afstemt.

Sidste ting i 2. runde var syltede shii-take svampe med piementos de padron. Svampene lå i den lifligste sauce på bla bagt rød piment. De milde grønne peberfrugter var grillede og det havde lokket en græsset sødme frem. En rigtig god lille ting at rense munden med efter den fede terrine.

Og så var det tid til endnu en lang pause. Faktisk blev den 23 før vi igen gik til bordet.


Ovnen blev tændt, for nu skulle de varme retter gøres klar til servering.

Først rosastegt lammefilet med gulerødder og courgetter i skysauce og en pommes gratin. Det var meningen at den brede gulerodsspåne skulle ha' været brugt som pynt, men det glemte jeg alt om.

Utrolig flot lille lamsebamse. Mør og perfekt stegt. Ikke en finger at sætte på noget.

Næste ret (og aftenens sidste, for vi magtede ikke mere) var CANblaus møre steak med krydderSMØR og bagte løg.

Her har jeg så det første af de eneste 2 kritikpunkter ved hele menuen: kødet var skåret alt for forskelligt ud. Det ene stykke var ca dobbelt så tykt som det andet. Jeg satte det tykkeste stykke i ovnen først og det fik så selskab af det tynde efter halvdelen af tiden. Vi delte kødet imellem os så ingen følte sig snydt.

Det hjemmelavede aromatiske krydderSMØR var lavet med 25 forskellige friske og tørrede krydderier. Løgene var lige netop møre, lækre og søde - og der var slet ikke behov for mere tilbehør.

Super flot og mørt kød. God kraftig kødsmag og en fryd at spise. Og herefter måtte vi give op. Vi havde været så meget til stede i måltidet og nydt hver en bid at alle vores sanser var mætte.

Der skulle jo også være lidt plads til min selvgjorte kransekage af hjemmelavet marcipan og kransekagemasse.


Den er bagt på sammen måde som den sidste år. Mine armkræfter var heller ikke så gode i år, så jeg måtte kæmpe med at få glasuren sprøjtet tyndt nok ud. Jeg gav op og klippede et større hul i sprøjteposen. Men pyt, jeg blev stadig ganske tilfreds med den.

I går vendte vi så tilbage til de sidste 2 ting fra CANblau:

Spanske oste fra El Hidalgo - den ene en lagret manchego på får og den anden en fast ost på ged dækket med sort peber. Der var en lille sprød salat og syltede valnødder til. Jeg smagte skam på dem begge 2 og spiste det meste af manchegoen.

Rosinen i pølseenden var desserter sticky toffee apricot kage med karamelsovs og dadler. Her var der også ret stor forskel på portionerne - men igen løste det sig ved forskudt tilberedning og efterfølgende deling.

Den lune kage blev overhældt med den medfølgende karamelsauce og toppet med en tørret abrikos udblødt i en krydret sukkerlage. En gennemtænkt og yderst delikat dessert.

Maden fra CANblau var på alle måder pengene værd. Der var lagt vægt på detaljerne og det hele virkede gennemtænkt - og så smagte det jo forrygende. Det er bestemt ikke sidste gang vi bestiller mad derfra. Og jeg skal love for jeg er fan at konceptet 'mad udefra'. Det var den mest ustressede nytårsaften nogensinde.

Jeg ville jo selvfølgelig helst selv ha' lavet en overdådig middag med et utal af små retter - men det var der altså bare ikke kræfter til i denne omgang. Julemiddagen tog simpelthen alle de skeer der var tilbage til resten af året.

Og nu gælder det så det nye år - jeg glæder mig til at lave en masse dejlig mad til bloggen og til alle de gastronomiske oplevelser der ligger og venter.

Endnu engang rigtig Godt Nytår!


3 kommentarer:

  1. Hvor ser det bare lækkert ud. Du er nu også super god til at anrette flot :)
    Vi snakkede faktisk om CANblau i går, da vi var i Århus. Men tiden var knap, så det blev til frokost på Ministeriet, som også var dejlig. Men nu får jeg da rigtig lyst til at prøve dem. Jeg skal vist snart til Århus igen :)

    SvarSlet
  2. Se det var lige en nytårsmenu efter min smag. Sikke et held at I havde den som support til den ærgerlige Monza menu.
    Jeg ønsker dig et godt nytår, og jeg glæder mig rigtig meget til du kigger forbi Københavnstrup næste gang og hygge med mig :-) og jeg glæder mig til at læse mange mange flere geniale opskrifter, madpåhit og andet godt læsestof fra din hånd.

    kh SS

    SvarSlet
  3. Hold da op en flot menu! Den kan jo slet ikke sammenlignes med Monza! Som du selv skrev, stakkels dem, der har givet fuld pris for den!!

    Karen

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!