torsdag den 29. december 2011

Frikadeller med rosenkålssalat...

Frikadellen er en sjælden gæst her, men i går lavede jeg ikke mindre en 23 af slagsen. Saftige gyldne deller med masser af saft og kraft.

Jeg havde helt glemt hvor dejlig en spise frikadeller kan være. Godt der også er til i aften - så skal de få selskab af en omgang stuvet hvidkål. I dag blev det bare til en hurtig salat af rå rosenkål.

Jeg laver dem på den nemme måde: lad dem først få lidt stegeskorpe på panden og bag dem færdig i ovnen.

Opskriften på frikadellerne har jeg hentet fra min julegave fra Max: Almanak af Claus Meyer. Jeg har fået en specialudgave i et lidt mindre format som er nemmere at ha' med i køkkenet. For ikke så længe siden fik jeg tilsendt Meyers nyeste bog som er med ene kager. Jeg glæder mig til at læse og spise mig igennem begge bøger.

Men først gælder det frikadellerne. Kødet hentede jeg i fryseren. Det er hakket Napoleon - min lille økologiske frilandsgris. Meyers opskrift er kun med 500 g kød - så du får min justerede opskrift her:

600 g hakket svinekød
250 g rodfrugter (her selleri og gulerødder)
1 stort løg
1 æg + en ekstra æggehvide
3 dl danskvand
5 spsk mel
1 spsk timianblade
Salt/peber


Rodfrugterne rev jeg på foodprocessorens fine riveskive.

Og når maskinen nu alligevel var i brug kunne jeg jo lige hakke løget også.

Jeg rører ikke fars med en ske, men tager en latexhandske på og bruger hånden. Først æltes kødet med salt, peber og timian. Så tilsættes æg, danskvand og mel. Det giver en meget lind fars. Løg og rodfrugter æltes i og farsen hviler 30 minutter på køl - eller mere.

Da jeg satte farsen i køleskabet spottede jeg en lille bøtte. Det var den allersidste rest at julemaden. Flæskesteg i sauce brown.

Og da jeg jo er en passioneret tilhænger af Stop Spild Af Mad skulle det selvfølgelig bruges. Jeg fiskede kødet op af saucen, pillede det fra hinanden med fingrene og hakkede det groft.

Og så blev det æltet ind i frikadellefarsen. En pande blev varmet op til god middelvarme og frikadellerne blev brunet af i en blanding af olivenolie og SMØR.

Efterhånden som de nåede den ønskede farve blev de flyttet over i et ovnfast fad. De fik derefter 15 minutter ved 200°C - til de havde en kernetemperatur på 75°C.

Rosenkålssalaten var med gulerødder, mandariner, dadler og ristede mandler i en sur/sød marinade. Opskriften kommer på senere.

Åh, det var et dejligt måltid med saftige frikadeller og sprød salat oven på alle de kartofler med sauce julen har budt på.

I dag skal jeg lave marcipanen til kransekagen nytårsaften. Det kræver bare at jeg får mig taget sammen til at smutte 300 g mandler. Det kigger jeg på når jeg kommer hjem fra byen, vil nemlig ind og ha' købt mig et nyt trådløst stegetermometer. Det gamle stod af d. 25 midt i flæskestegen. Og det er altså ikke til at undvære. Heldigvis var en af julegaverne et gavekort til Kop og Kande, så jeg håber at kunne finde det rigtige termometer der *krydser fingre*


6 kommentarer:

  1. Din blog virker yderstinpirerende på mig. Tak for at du vil dele ud af din store køkke erfaring. Rigtig godt nytår. Vh Janni

    SvarSlet
  2. God idé til aftensmaden. Rosenkålssalaten ser vildt laekker ud. Jeg glaeder mig til opskriften.

    SvarSlet
  3. Så må du lige skrive lidt om det, du ender med at købe, og hvorvidt det kan anbefales. Jeg steger sjældent steg, men hele to gange her i de sidste par uger, har jeg manglet et, så nu må det vist snart være :)

    SvarSlet
  4. Åhhh... fik også et stegetermometer af min mor i julegave - det glæder jeg mig til at prøve, har ellers ikke turdet kaste mig ud i store stege (undtagen flæskesteg, hvor man ikke risikere så meget som ved store oksestege).

    Har fået tippet om danskvand af min svigermor, men skægt var det, at det åbenbart også bruges i Århus ;-)
    Hvad er det, det der danskvand egentlig gør ved farsen? Mørner den? Får den til at hænge sammen med mere lim? What? Jeg er totalt mystificeret. Men jeg ved bare, at de bliver gode, når jeg bruger danskvand! :P

    SvarSlet
  5. Det er inspirerende at læse dine opskrifter, det ville bare være rart hvis det var muligt at printe dem ud i en forkortet udgave, ihvertfald ingredienser og varme og tider, en lille ting mere man kan ikke linke fra de 4 små billeder og det værste er at listen over sider i højre side af skærmen næsten ikke er til at læse, det er en skidt kombination af farver, hvis du retter det til sort på hvidt vil det være helt perfekt og mere anvendelig. Nu skal det jo ikke være ros altsammen. henning l.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Henning.

      Tak, jeg er glad for at du syntes.

      Når du klikker på den indsatte 'Print Friendy' knap kommer der et dokument op hvor du selv kan slette det du ikke har lyst til at printe ud. Du kan derfor nemt få lige de oplysninger med du har brug for.

      De 4 små billeder er links til andre indlæg. Du kan ikke linke til de enkelte billeder - men til hele indlægget.

      Farveren i sidebaren kan ikke ændres - de er en del af bloggens skabelon.

      Så det må du enten leve med eller finde et andet sted at læse med ;-)

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!