onsdag den 21. december 2011

Andesylte...

Åh, jeg er bare vild med sylte. Så vild at jeg blev nødt til at lave en lillebitte en til mig selv i år. Jeg har før lavet både varianter med svin og kalv - men i år faldt valget på and.

Det blev en lækker lille kødfuld sag. Jeg lavede min af 2 confiterede lår - men jeg kunne nu sagtens finde på at pille skroget på juleanden og lave en til julefrokosten 2. juledag også. Det er en rigtig god måde af få brugt sine rester på - Stop Spild Af Mad har (også) høj prioritet her i julen.

De confiterede lår har jeg fra Aarstiderne (6 stk for 199 kr). Øvrige råvarer var: porre, pastinak, gulerod, sorte peberkorn og et laurbærblad.

Lårene blev pillede helt rene for kød. Skindet blev kasseret, fedtet gemt og benene kom i en gryde.

Andekødet blev skåret i små tern. Gulerod og pastinak blev skåret i bruniose (3 x 3 mm) og porren i meget tynde ringe. Det hele blev sat på køl mens jeg kogte fonden.

Fonden blev kogt på benene og alt det jeg havde skåret fra grøntsagerne + laurbærblad og sorte peberkorn. Vand på til det dækkede. Ønsker man at lave sylten af anderester kan man bare bruge en god kraftig bouillon.

Gryden simrede i et par timer. Smagen var ikke så kraftig så jeg tilsatte 1 stor tsk Herbamare bouillonpasta.

Fonden blev derefter siet i gennem en meget fintmasket sigte.

Den blev kogt ind til der var ca 2 dl tilbage og smagt til med salt og et par dråber æbleeddike. Den skal være ret salt - for den taber lidt i smag når den køler af. 4 blade husblas blev lagt i blød i koldt vand.

Andekødet og grøntsagerne kom i den tilsmagte fond og fik lov at småkoge med i ca 5 minutter. Derefter blev den udblødte husblas knuget fri for vand og tilsat.

Der blev til en lille sylte i en sandkageform og 4 mini i en muffinform (begge dele i dukkestørrelse).

Sylten fik lov til at sætte sig i køleskabet natten over. Da den skulle vendes ud blev den nedsænket i varmt vand i 20 sekunder. Den blev ret så fast og fin - lige til at skære pæne skiver af.

Selv om den er lavet på en and der er kogt i en anden ands fedt, er det ikke en fed sylte. Den er smækfyldt med smag og lækkerier.

Et godt stykke rugbrød blev strøget med krydderfedt og belagt med 3 skiver sylte. En sennep blev rørt af lige dele fuldkornssennep og French's (jeg ville ha' brugt dijon, men der var ikke mere).

Jeg skar også lidt brød til så det passede til de småbitte sylter.

Lidt sennep og tern af syltede rødbeder på toppen. En sjov lille happer til en julefrokost. Oh dear, min hjerne har lige fået en masse ideer til happere sat i gelé. Håber jeg glemmer det igen inden julen er ovre - med lidt held er det allerede væk i morgen.

Og da billederne var taget, åbnede jeg en hvid X-mas og kaldte det for aftensmad. Åh, det var dejlig med hjemmelavet sylte. Jeg elsker den måde den krydrede sky smelter i munden når man spiser en bid.

Jeg fik også lige frembragt den her 'akvarel' mens jeg syltede rødbeder (efter den her opskrift). Elsker når den slags opstår af sig selv. Hmm, er det en flamingo ude til venstre?

I morgen får du opskriften på mine nye julekrydrede æbleskiver.


4 kommentarer:

  1. Ser VILDT godt ud .... åh sulten ... natmad NU!

    SvarSlet
  2. SS, du skal da lave dem selv :-)
    Malou, det her indlæg kan næsten få mig til at få lyst til at spise sylte igen - og det er ellers mange år siden det sidst er sket.
    Sjov detalje med de små runde sylter - du er fantastisk til at bruge din fantasi!

    SvarSlet
  3. Det ender jo med at jeg bliver nødt til at købe nogle confiterede andelår, så jeg kan holde op med at slikke på skærmen, mens jeg læser dine indlæg

    SvarSlet
  4. Jeg ser søheste (i rødbedekunsten) :-) //KH tuberkulosen

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!