lørdag den 26. november 2011

Pesto-laks x 2 + no knead = weekendmad...

Det her gråvejr med rusk og tåge har slidt lidt på humøret - og jeg fik pludselig trang til sommerlig farverig mad for at booste det i den anden retning. Hos Aarstiderne kunne man i denne uge få en kasse med 800 g laksefilet, så sådan en bestilte jeg.

Det skulle være nemt at lave, så jeg valgte den gode gamle klassiker med pesto. I min læretid var det nok den ting med laks der blev laves mest af - og det af den grund at det blev hevet af fadene i rasende fart.

Laksen ankom, som altid, i en flamingokasse med knust is. Jeg stillede den på køl ved middagstid og kl 20 i aftes var den så lige til at hive ud åbne. Isen var ikke engang smeltet lidt.

Det var et stort flot stykke laks der var med. Planen var oprindeligt at skære den ud i stykker - men jeg endte med at lade være.

Sådan et stykke laksefilet har nogle rigtig trælse ben som skal fjernes. De er heldigvis nemme at få øje på, for de har sådan en lille hvid dut i enden. Kan man ikke få øje på dem, kan de lokaliseres ved at føre fingerspidserne hen over dem.

Benene fjernes med et let ryk - brug en pincet eller som her en laksetang.

Det er nogle rigtig lange lede ben på 5-7 cm.

Med benene af vejen, sprang jeg hurtigt videre til næste trin. Man kan selvfølgelig lave sin egen pesto, men i går skulle det bare være nemt. Urtekram laver en rigtig god af slagsen, som udmærker sig ved ikke at indeholde nogen former for ost (konsistensen er justeret med kartoffelflager i stedet for). Den syntes jeg passer rigtig godt til fisk.

⅔ af pestoen blev blandet med 1 dl let knust panko-rasp.

Blandingen blev fordelt jævnt ud over fisken. Jeg tager en latexhandske og bruger hele hånden, det er meget nemmere en af smøre det på.

En smule ekstra rasp, et skud salt og peber - og så var fadet klart til ovnen i 15-20 minutter på 180°C.

Mens fisken bagte lavede jeg en nem salat til.

Perlebyggen havde jeg kogt i grøntsagsbouillon (Herbamare) dagen før, hvor den havde været tilbehør til en gryderet.

Grøntsagerne var fra denne uges KukKasse og en peberfrugt til rest fra sidste uge.

Det hele blev snittet i mundrette bidder og broccolien dampet i 1 minut i mikroovnen.

Grøntsager og perlebyg blev vendt sammen med en marinade af citronsaft, agavesirup, olivenolie og salt + peber.

Den bagte laks blev skåret ud i brede stykker og serveret til salaten.

Den havde fået lige et par minutter for meget, men var stadig saftig i midten. Vi spiste godt til af den og gemte resten til frokost i dag.

Jeg valgte at skrabe det meste af pestolaget af, kold rasp er ikke lige så lækkert i en salat. Laksen blev derefter plukket i små bidder.

Dressingen blev rørt sammen af resten af pestoen, 2 spsk mayonnaise og 3 spsk tykmælk. Alle surmælksprodukter kan bruges, men nu var det lige tykmælken der var åben for.

Dressingen blev smagt til med salt, peber og lidt citron inden den blev vendt grundigt sammen med den plukkede laks.

Salaten skulle spises på mit nybagte No Knead brød. Det var ellers lige ved ikke at ha' været blevet til noget. For da jeg åbnede min store nye 5 kg hvedemel fra Aurion i går var der sgu møl i. Der var heldigvis ca 300 g at gøre godt med i en anden pose.

Så den her version blev med:

300 g hvedemel
80 g grahamsmel
70 g ølandshvede
375 ml vand
2 ½ tsk salt
¼ tørgær


Vil du også bage verdens nemmeste (og bedste) brød - så er der en vejledning lige her.

Jeg havde frygtet at det ville bliver for kompakt og tungt med det grovere mel, men det blev heldigvis stadigvæk luftigt og godt.

Laksesalaten kom på det let afkølede brød og spist med stor fornøjelse. Det var første gang Max smagte brødet og han var virkelig begejstret. Han fik derfor også lige et stykke med SMØR og hjemmelavet stikkelsbærmarmelade.

I dag bestiller vi mad udefra så jeg kan slappe af og ikke bruge kræfter i køkkenet. Aftenen skal bruges på at se Dexter og hygge.

I morgen skal jeg bruge lidt tid på at undersøge hvilket kamera jeg skal investere i: Panasonic DMC-TZ20 eller Nikon CoolPix P300. El-Giganten har nemlig lige nu rentefri afbetaling, så det er med at slå til. Jeg er MEGET i tvivl - har du en mening?


11 kommentarer:

  1. Har prøvet at bage brødet udelukkende med grahamsmel, det blev ganske udmærket. Ikke så sprødt, men med en rigtig god smag, og ikke spor tungt.

    SvarSlet
  2. Herudover er antallet af megapixels ikke relevant - det er det først, når du skal skrive ud på printer. Og da det er de færreste af os, der skal have et foto på en hel facade i byen - eller på en plakat ;-) - så dækker 12 MP så rigeligt behovet. Det er nemlig ikke antal megapixels, det er istedet hvor store pixels er - og med Nikons er der så lidt mindre pixels, men prøv at tænk på, hvor lille en kasse de skal presses ned i... = hver pixel bliver mindre = mindre lys kan være på brikken ;-)

    SvarSlet
  3. Aye, jeg er altså på Nikon-kameraet. Har du lige set, hvor langt ned blænden går? En blænde der kan komme helt ned på 1,8 er PERFEKT til madbilleder. Den lukker meget mere lys ind på billedbrikken og det giver altså bedre billeder.
    Sensorstørrelsen er lige stor på begge (altså på billedbrikken), så det spiller ikke den store rolle, ligesom sensor-typen er hhv. CMOS på Nikon og CCD på Panasonic.
    Men Nikon er et firma, der KUN laver fotografiapparater... Derfor er det i sig selv OGSÅ et stort argument hos mig. De er simpelthen specialister på området. Mit næste kamera bliver nemlig enten et NIKON eller et Fuji-kamera.

    SvarSlet
  4. Det ser godt godt nok lækkert ud.-)

    SvarSlet
  5. Det er min favorit tilberedning af Laks.
    Har også engang lavet den med persillepesto, også en lækker ting.
    Misunder din evne til at tage smukke billeder, en kunst jeg på ingen måde mestrer.

    SvarSlet
  6. Meget smuk og sund mad - og så er jeg pjattet med din lille laksetang (det er altså dejlig nørdet ;-))

    SvarSlet
  7. Det vigtigste er vel hvordan kameraet ligger i dine hænder samt hvordan det håndterer fotografering ved høj iso/dårlig belysning - jeg kan forstille mig at du pga din sygdom kan have smerter i fingre/hænder og at du meget gerne vil kunne tage gode billeder af mad i dårlig belysning.
    Nikon kan fås på nettet til 1700 kr og Panasonic koster 2000 kr :)

    SvarSlet
  8. Tine-Tuberkulosen29. januar 2012 kl. 18.32

    NaTURligvis har du en laksetang :-)

    SvarSlet
  9. Signe Ulletved Vinther29. januar 2012 kl. 18.32

    Jeg ville gå i en rigtig fotobutik og bede dem hjælpe mig - ved simpelthen for lidt om teknik til selv at kunne bedømme det. Ordentlig assistance kan man nok desværre ikke regne med at kunne få i Elgiganten :-(

    SvarSlet
  10. Ham omme bagved spørger om, hvad du er i tvivl om? :D

    Her lyder det jo: NIKON!

    God weekend til jer begge!

    *MØS*

    SvarSlet
  11. Lækker laks der!

    Jeg kan selvfølgelig ikke anbefale dig andet end Nikon. Panasonic var gode til at lave VHS maskiner i tidernes morgen og Canon laver glimrende kopimaskiner og printere..

    :D

    PS. Du er ikke ved at være varm på at gå spejlrefleks?

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!