mandag den 21. november 2011

Bananvafler med chokolade...

Endnu en lille ting er kravlet ud af min vaffeljern og har fundet vej her til bloggen. En eftermiddag hvor kagetrangen meldte sig, kreerede jeg disse bananvafler til at tilfredsstille min craving.

De ville også gøre sig godt til en dessert med en kugle is eller en smule flødecreme til.

Jeg havde et par bananer liggende som havde fået nogle stød i min taske og derfor ville blive rigtig trælse dagen efter. Og chokoladen kunne jo hentes i den store pose Callebaut.

Vaflerne er lavet af hvad der ellers var af rester - erstat endelig med det du har.

Bananvafler: (ca 5 stk)

175 g hvedemel
100 g emmermel
1 tsk bagepulver
½ tsk salt
½ dl rørsukker
2 dl skyr
2 dl mælk
2 æg
2 spsk olie
Marven fra ½ vaniljestang
2 bananer
35 g mørk chokolade


Sigt de tørre ingredienser sammen - og gør det andet klart.


Vaniljemarven blev skrabet ud af stangen og blendet sammen med bananerne. Man kan også sagtens mose det sammen med en gaffel, men det var der ikke lige kræfter til.

Til min elskede stavblender følger 2 minihakkere med. De er GULD værd på de trælse dage. Bananerne + vaniljen i den store - chokoladen i den lille og så bare *wroom wroom*

Bananerne blev blendet til en helt glat puré.

Chokoladen fik bare et par omgange så det blev hakket groft.

Æg, mælk, olie og skyr blev pisket sammen og de tørre ting pisket i. Bananpuréen og chokoladestykkerne blev rørt i som det sidste.

Vaflerne blev bagt på mellemtemperatur i vaffeljernet. Det var gode - men en smule klæge i midten. Men hvis de fik længere tid i jernet ville de blev brankede.

Løsningen var at bage de færdige vafler i 7 minutter ved 175°C. Det blev de perfekte af.

Jeg spiste dem bare som de var med en kop te til. En lækker eftermiddagssnack. Jeg planlægger at bage endnu en omgang og gemme dem i fryseren. Det vil være rart at kunne tage sådan en op en gang i mellem.

Weekenden har været hyggelig, sjov og meget dejlig - men ufattelig hård. Så det bliver vist begrænset hvad jeg får lavet i køkkenet i denne uge. Kræfterne er meget små og jeg overvejer en 'sygemelding'. Jeg har kørt alt for hårdt på for længe og nu hævner det sig virkeligt. I næste uge skal jeg på en 2 dages tur til København og det kræver at jeg får hvilet og samlet kræfter inden. Men jeg har et par sjove ting i arkiverne som jeg aldrig har fået blogget om - det kunne være sjovt at hive noget af det frem. Og mangler også stadig at skrive noget om både Gastronomisk Undergrund, Frederikshøj og Ferdinand.

I dag står der dog kun en eneste ting på programmet: Breaking Dawn med Sif. Nu skal vi endelig ind og mærke kontaktfladen mellem Edward og hovedgærdet!


3 kommentarer:

  1. Kære Malou
    Det lyder som vafler efter mit hjerte. Jeg kan ikke stå for kombinationen af banan og chokolade. Jeg ejer ikke selv et vaffeljern, men jeg får lyst til at eksperimentere lidt med noget lignende i min nye æbleskivepande :)
    Kh Nadia

    SvarSlet
  2. Kan man bruge noget andet end bananer?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tjo, men så er det jo ikke bananvafler? Her går bananerne ind og bidrager til konsistensen, så hvis de skal erstattes af noget andet bør du nok finde en anden opskrift.

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!