søndag den 9. oktober 2011

Gode ben af æblesvin...

Hvor er det dejligt endelig at ha' fået Napoleon hjem i til min fryser. Nøj, hvor er den pakket nu. Der var simpelthen ikke plads til alle de stegeben der var med. Men det passede mig helt fint, for så kunne det blive den første ret jeg lavede.

Møre saftige stegeben, lavet i Römertopf.

Der var 1360 g ben. Den store knogle fra den udbenede skinke kasserede jeg, resten blev brunet efter bedste evne. Det er lidt svært at brune noget der har så mange flader, men som sagt - efter bedste evne.

Efter at ha' lagt stegesoen i blød fandt jeg det jeg gerne ville ha' til at ligge under benene. 2 pastinakker, 2 æbler, 1 løg, en dusk timian og et par fed hvidløg.

Det hele blev skåret ud i grove stykker og hurtigt brunet lidt på panden i det fedt der var smeltet af benene. Derefter kom det i den fugtmættede so. Lidt timian, salt og peber kom ved.

For at give benene lidt ekstra *umphf* - lavede jeg en marinade som jeg før har lavet til svinekød. Jeg har bare aldrig fået blogget om det. Den originale opskrift ligger her - men her er min version:

2 store spsk apple butter (erstat evt med æblemos og krydderier), 1 spsk fuldkornssennep og 1 spsk æblecidereddike blev rørt sammen med 2 fed presset hvidløg og bladene fra 3 kviste timian.

Blandingen blev masseret ind i de brunede ben.

Alle benene blev lagt til rette i Römertopfen oven på grøntsagerne.

Jeg tilsatte ca 3 dl ufiltreret æblesaft, dryssede med salt og peber - lagde låget på og satte stegesoen ind i den kolde ovn. Ovnen blev sat på 175°C og minuturet på 2 timer.

Inden længe begyndte den lifligste duft at brede sig i lejligheden.

Efter 2 timer hev jeg de smørmøre ben op. Nøj, hvor de duftede og smagte. Jeg stod længe og nippede små bidder af med alle 3 katte dansende om benene på mig. De fik naturligvis lov til at smage.

Grøntsagerne gemte jeg til at lave en slags suppe af. Skyen var for fed til min smag, så den siede jeg og satte på køl.

Det blev et rigtig vikingemåltid. Jeg gnavede løs i de lækre ben til jeg ikke kunne mere og gemte resten til dagen efter. Det skal lige siges at jeg havde været på vegetarcafé og spise lutter blandede salater til frokost - så jeg syntes godt jeg kunne tillade mig at nøjes med kød til aftensmad.

Dagen efter tog jeg skyen frem igen. Fedtet var steget til tops og stivnet - lige til at skrælle af med en ske.

Den lækre geleterede æblesky har jeg gemt i fryseren til næste gang der skal svin med æbler i Römeren. Og det bliver allerede onsdag i næste uge. Der får jeg nemlig et par GourmetGiraffer på besøg til planlægning af næste madaften og bloghygge. Jeg trakterer selvfølgeligt med det ypperste huset kan byde på - og det er jo Napoleon.

I dag vil jeg så forsøge mig med en æble/løg/pastinak-suppe af resterne. Håber det bliver godt.

God søndag til alle der kommer her forbi!


11 kommentarer:

  1. Uhhhhm Napoleon stegeben - Ja tak! Jeg MÅ bare have en stegeso nu, jeg laver altid mine ben i en stor stegegryde, men stegesoen virker bare bedre :)
    Malou, du har en fantastisk blog og selvom jeg ikke kender dig, så virker du som en fantastisk person, og du fortjener at få det at vide! Hav en forrygende søndag aften :)

    - Maj :)

    SvarSlet
  2. Det lyder bare så weird :-D

    SvarSlet
  3. *ae ae* jeg håber du klarede dig. Tak :-)

    SvarSlet
  4. Tak :-) Uhm, rilette - det kan KUN være godt med stegeben i ;-)

    Og JA, det er guddommeligt!

    SvarSlet
  5. Tak - det er ef forsøg på at give en gammel klassiker i nye klæder :-)

    Jo tak, jeg håber også at I kom godt hjem. Det var mange gode fif vi fik med.

    Tak for linket - det er et fantastisk initiativ!

    SvarSlet
  6. Åh, jeg husker det også som noget af det lækreste fra barndommen. Ha ha, ja - det kræver en tandstikker bagefter :-) SÅ godt!

    SvarSlet
  7. Argh argh argh - det lyder alt for lækkert! Uanset hvad jeg spiser til frokost nu, vil det blegne totalt i forhold til de her billeder!

    SvarSlet
  8. Åh ha, det ser godt ud! Stegeben er sådan noget jeg er vokset op med, men aldrig i sådan en udgave :-)
    Håber i øvrigt du kom godt hjem i dag - her er linket til dem der tilbyder udnyttelse af frugt i det sønderjyske:
    http://privatfrugt.dk/

    SvarSlet
  9. Vildt lækkert, god måde at lave stegeben. Det får mig næste til at fortryde at stegebenene kom med i en gang Rilette sammen med hoved og tæer (næsten for rillette er guddommeligt)

    SvarSlet
  10. Ååååhhh stegeben! Det er en helt fantastisk ret, og jeg elskede den overalt på jorden, da jeg var barn og vi fik økogris fra vores venner. MUMS! Bliver fandme helt sulten igen af det der. Eneste minus er, at kødet altid finder de dybeste mellemrum i tænderne og aldrig vil op igen!!! Men smølfegodt - DET er det altså!

    SvarSlet
  11. Giraffen glæder sig til at sætte tænderne i grisebassen :)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...