onsdag den 6. november 2019

Tanker om gensidig forsørgelsespligt...

Det her indlæg er LANGT, rablende og usammenhængende. Beklager, der er mange gentagelser…..hjerneskaden fucker virkelig med mine skriftlige kompetencer. Og det er altså et meget personligt indlæg – så spring det over, hvis du ikke er til den slags. Det handler ikke så meget om gensidig forsørgelsespligt generelt – men hvordan det vil påvirke mig, hvis jeg bliver underlagt den. 

For her i genhusningsperioden (er genhuset pga renovering i min afdeling af boligforeningen) er der meget tid til at tænke. Jeg ser kun min kæreste om aftenen, så det er nogle lange dage. De bliver tilbragt på sofaen, på en trykaflastende madras. Her kan jeg dimse med min mobil og pleje mine online venskaber, se tv og hvile med kattene. Har jeg overskud og ikke alt for ondt, kan jeg handle og/eller lave mad. Det er mit liv pt. Og det gør mig faktisk ret godt. Masser af hvile og hygge med kæresten om aftenen. Jeg stortrives i det. Men det er snart slut igen.

Den gensidige forsørgerpligt spøger nemlig i kulissen. Noget jeg pludselig er tvunget til at tage stilling til.....

Jeg havde ærlig talt aldrig troet jeg skulle ha’ en rigtig kæreste igen. Troede ikke jeg havde nogen ’markedsværdi’ med alle mine fysiske begrænsninger og fremtidsudsigter. Men så mødte jeg bare den helt rigtige, som kunne rumme hele mig. En som ikke så min sygdom som noget farligt eller besværligt. Og nu har vi sørme været kærester i et år (Hurra!). Det lagde ud som et COLA (couple living apart) forhold, hvor vi sås efter de tilladte forskrifter – som bestemt ikke er uden logistiske udfordringer. Vi havde dog ikke noget ønske om at bo sammen – og min kæreste købte en lejlighed efter det. Men så kom genhusningen, hvor jeg søgte om tilladelse til at flytte ind hos min kæreste og ha’ fælles husførelse, i en tidsbestemt periode. Og den genhusning har været noget af en åbenbaring for os begge. Den har skabt en længsel og vist os, hvordan livet kan være, når man er to, på trods af sygdom – men den har også ført de værst mulige bekymringer med sig. For mine fremtidsudsigter er ikke gode. Hverken fysiske, sociale eller økonomiske. 

Helbredet går jo kun en vej og fører flere begrænsninger med sig. Min gå-distance bliver kortere og kortere, da alle led i fødder og ankler føles af splintre, når jeg går. Mange dage, kan jeg ikke engang holde til at ha’ sko på. Uden min el-scooter kan jeg ikke komme omkring. Jeg gruer virkelig for yderlige smerter og begrænsninger. Det er i forvejen et liv fuldt af daglige lidelser. Ja, lidelser. Jeg prøver ikke på at være dramatisk, men beskrivende. Og livet med nerveskader i bevægeapparatet + hjerneskade efter en trafikulykke, gigt, fibromyalgi og kronisk bursitis i begge skuldre, er utrolig smertefuldt. Og det er på hvert pulsslag, ved hver bevægelse og ved hver berøring. Jeg er færdig. Der er ikke mere at give af. Der er ingen helt gode dage og flest af de rigtig dårlige dage.

Det er virkelig blevet svært at klare mig selv. I lange perioder kan jeg ikke engang opretholde tilfredsstillende personlig hygiejne, spise med bestik, hænge tøj op, tømme kattebakke og løfte noget, der vejer over 1 kg. Så nu skal jeg hjem og visiteres til mere hjemmehjælp – for flytter jeg sammen med min kæreste, bliver han pr default både min hjemmehjælper, sygeplejer, chauffør og forsørger. Og det er uværdigt for os begge, på alle måder. 

Som det er nu, har jeg i forvejen en selvbetaling til hjemmehjælp, da den bevilling jeg har fået, kun dækker en del af lønnen (virkelig flot kun at bevilge til den billigst mulige løn, når man godt ved der skal en ekstrauddannet til). Det bliver hårdt at skulle betale for flere timer. Men jeg kan ikke længere klare mig selv nok. 

Jeg var dybt ulykkelig og rasende, da jeg skulle sluge en førtidspension.  Men der var ingen arbejdsevne tilbage at revalidere på, så jeg måtte kapitulere mod min vilje – efter 5 fejlslagne praktikker. Jeg ville ikke være førtidspensionist. Ja, og så er jeg endda af de ’heldige’ som fik den trukket ned over hovedet – og ikke skulle kæmpe urimeligt i årevis, for at få den tildelt. Nå, men med tiden har jeg slået mig til tåls med det – for ulykke og sygdom, er jo ikke noget man kan komme omkring. Det går ikke væk igen. Det var en lang rejse mod den accept. Jeg lærte at se førtidspensionen som den løn, jeg ikke længere kunne tjene selv – og som den jo er tiltænkt. Og det gjorde det nogenlunde tåleligt. Det er ikke en formue, man får som enlig førtidspensionist, men hvis man prioriterer fornuftigt, kan det lige løbe rundt. Har jo hverken hus, bil, børn eller gæld. Og så har jeg brugt bloggen her, som en ekstra indtægtskilde – det er den jeg kalder mit ’job’. Og bloggen giver både penge i kassen og masser livskvalitet. 

Hvis jeg flytter herop permanent, bliver det hverken værdigt eller med særlig meget livskvalitet for mig. Selvfølgelig får jeg lov til at vågne op sammen med min kæreste hver dag, men for en meget høj pris. Den gensidige forsørgerpligt er nemlig skruet sådan sammen, at man ikke kan være ligeværdige i forholdet eller forsøde tilværelsen lidt selv. Min kæreste er lønmodtager, har ejerlejlighed og bil – og vil skulle forsørge mig, selv om vi ikke er gift og kun først lige har taget hul på vores samliv. Og der bliver kun kigger på hans bruttoindtægt – ikke hans udgifter eller gæld.  Han skal altså købe katten i sækken med ALLE fremtidige ekstraudgifter. Der bliver råbt højt om, at der er økonomisk gevinst ved at bo sammen – men det er jo peanuts der kan spares, i forhold til det de tager fra en. Og det er ikke kun penge man mister, de nupper også hjemmehjælpen. Så den raske partner skal både betale og holde hus – mens den syge, kun kan sidde til pynt, uden at bidrage med ret meget. Det er ikke fedt at være en byrde for sin kæreste og for samfundet – og jeg ved at mange afholder sig fra at date, i frygt for at møde en de bliver glade for…..fordi de ved, at de nærmest går ind i forholdet, med en regning i lommen.    

Forstå mig ret, jeg er meget taknemmelig over min førtidspension – som jeg bliver tildelt af vores velfærdssamfund. Jeg syntes også det er rimeligt, at der er en lidt laveres sats fra samboende, da man jo trods alt får en smule rabat på visse fællesudgifter. Det er også rimeligt, at div tilskud bortfalder – i mit tilfælde boligtilskud. Men så stopper det med at være rimeligt, lige der. 

Selv om min kæreste tjener en helt alm løn, så skal jeg modregnes 30 kr, af hver 100 kr han tjener, over et vist beløb – oveni den lavere sats og bortfaldne boligtilskud. Desuden vil jeg selv blive modregnet 30 kr, for hver 100 kr, jeg kan tjene ved siden af. Det betyder, meget groft skitseret, at fælleskassen kommer til at eje 30% af min kogebog, hvis jeg nogensinde får den færdig. Og når jeg skal modregnes af indtjeningen på bloggen her, er det også 30%. Der skal hele 67 kr i fælleskassen, hvilket efterlader sølle 33 kr til mig. Jeg er da glad for at kunne tjene lidt selv, men mine kræfter rækker ikke til andet end håndører, efter den model. 

Hvis vi vil bo sammen, betyder det for mig, at når jeg har betalt mine egne udgifter: medicin, ulykkesforsikring, tandlæge, fodterapeut (kan ikke ha’ sko på og gå uden) og frisør + luksustingen mobil - har jeg 3000 kr tilbage. Og de skal dække min halvdel af husleje (incl el, vand, varme og fællesudgifter), mad, indboforsikring, internet og licens + luksus som tøj, personlig pleje, tv-pakke, katte (mad, forsikring og dyrlæge), behandlinger og varmtvandstræning. Lommepenge og fornøjelser bliver der ikke penge til. Og jeg har ingen opsparing, heller ikke pensionsopsparing. 

Så hvis min kæreste vælger at påtage sig den store fysiske og økonomiske byrde, så er det ham der skal betale ALT fremover – og det er en fysisk umulighed. Han kommer jo ikke just langt med mine sølle 3000 kr om måneden. En ting er de faste månedlige udgifter (Jeg forventes heldigvis ikke at bidrage til bilen, da jeg ikke har kørekort). Men livet er langt og indeholder jo også ferier, biografture, restaurantbesøg, fødselsdagsgaver, julegaver og ekstraudgifter i forbindelse med højtider, briller, egenbetaling til ny el-scooter og alt mulig andet. Og hvis jeg f.eks jeg skal ha’ nyt pas, køre med offentlig transport (hvis jeg gerne vil besøge min søster på Sjælland) eller drikke en kop kaffe, med en veninde på cafe, så skal jeg bede min kæreste om penge til det. Og skal jeg til den samme venindes fødselsdag, gæt hvem jeg så skal bede om penge til gaven?

Visse overførselsindkomster er lave, så de ’motiverer’ folk til at komme videre i systemet og blive selvforsørgende. Æh, hallo – var vi ikke enige om, at det her var min endestation? Jeg skal jo ikke videre, men blive her, til jeg når alderen til folkepension. Er havnet her uforskyldt, pga sygdom og handikap. INGEN får en førtidspension, hvis der er andre alternativer. Hvorfor skal jeg bonnes så hårdt, når der er så få muligheder for at forsøde tilværelsen lidt for os selv? Jeg bliver jo selv beskattet 67% af indtjening. Og hvis min kæreste vil tage overarbejde, så vi f.eks kunne få råd til at gå ud og spise, så bliver jeg modregnet i min førtidspension. 30 kr trækkes fra mig, for hver 100 kr han tjener – og så skal han afholde skatten + 8% AMB også. Så altså ca 78% beskatning på overarbejde. Det bliver hurtigt til mange timer, hvis der skal være råd til andet end et par hotdogs. Og han skal jo så også lige holde hus samtidig, da hjemmehjælpen ryger. Sikke et liv for ham at se frem til – og så med mine fremtidsudsigter oveni. 

Det er meget at skulle forholde sig til. Så det gør vi ikke. Vi har besluttet os for at nyde den sidste tid af genhusningen sammen – og så indfinde os med de gældende regler. Så kan vi jo bare drømme om en afskaffelse, en opblødning eller en ændring. For det er edderhakme meget pres at lægge på så nyt et forhold, at forvente at det skal bære fysisk, mentalt og økonomisk. Jeg har meget svært ved at byde ham det, og har været ved at trække stikket flere gange her på det sidste. Faktisk har jeg ubevist forsøgt at sabotere vores forhold, så han fik en udvej. Hvor trist er det? Og ja, han er ok med, at jeg skriver om det her, da han syntes det er vigtigt at jeg får luft for frustrationerne og sætter fokus på emnet. For det kan ramme alle – selv dig, der tror du har dit på det tørre.

Når genhusningen er ovre d. 1/12, skal jeg flytte hjem alene. For kattene skal nok ikke med. De kan ikke længere være mine katte, men så kan de heldigvis blive min kærestes katte. Det er verdens hårdeste beslutning der skal tages – og jeg kan ikke holde op med at tude over det. Men: Ingen arme, ingen katte. Og de arme arme tillader ikke, at jeg selv tømmer kattebakken længere. Det er fakta. Og fakta sucks! (Onde tunger hvisker, at så slipper jeg da for den udgift).



Så når genhusningen er ovre skal jeg flytte hjem – og være helt alene 4 dage, 4 aftner og 4 nætter om ugen. Ingen kæreste, ingen katte og ingen hjælp. For reglerne for kærester er at ’man ikke må være mere sammen, end man ikke er sammen’. Så man kan ses 3 dage om ugen, uden konsekvenser – hvis man husker ikke at hjælpe hinanden praktisk eller betale for hinandens mad. Man må dog godt få hjælp hvis man er syg…..men jeg er jo syg hele tiden (og det er de fleste andre førtidspensionister også), så den går heller ikke. Du må nemlig godt være syg, men ikke syg. Forvirret? Velkommen i klubben…..

Hvis jeg tager kattene med – og får min kæreste til at køre forbi efter arbejde, de dage jeg ikke skal være hos ham, for at tage kattebakken, er det socialt bedrageri. For så vil han bidrage med ’praktisk hjælp’ og vil vil blive erklæret for være samboende. Hvis han handler på vejen og stiller en pose råvarer til mig, og kører igen, er det også socialt bedrageri, da det er at bidrage til min husholdning – også selv om jeg refunderer ham beløbet for det indkøbte. Så på dårlige dage, hvor jeg er sengeliggende, er jeg fucked. Jeg er for dårlig til at klare mig selv og må ikke modtage hjælp af min kæreste – og hvis vi skal bo sammen, bliver jeg fattig og uselvstændig. Pest eller kolera? Kærlighedens pris er høj og vi har ikke råd til at betale den. Ensomhed koster gratis….

Det er grove løjer at være så syg og behandlingskrævende, ikke ha’ noget job (ingen faglig udfordring, ingen kollegaer, ingen julefrokoster eller social samvær), ikke ha’ overskud til frivilligt arbejde, ikke ha’ nogen fremtidsudsigter (til andet end dårligere helbred og flere begrænsninger). Og det er bestemt, at jeg ikke må være sammen med min kæreste mere end 3 dage om ugen, uden at miste halvdelen af min indkomst Og samtidig er holdningen, at jeg er på den grønne gren, fordi jeg slipper for at arbejde og kan fede den hele dagen.  Ak ja, ’fede den’ - i går fik jeg følgende kommentar med på vejen, da jeg luftede min bekymring om økonomien med gensidig forsørgerpligt: ”Kig på dig selv fede, du tager vist ingen skade af at komme på smalkost". Jeg er paf – fatshaming og førtidspensionist-bashing i et. Virkelig flot holdning! 

Da jeg accepterede et liv på førtidspension, var det jo en fredning. Jeg fik ro og fred – og skulle bare fokusere på ikke at blive mere syg…..og få det bedste ud af resten af livet. Det er meget svært at få fred, når man er jaget. Og der er jagtsæson på førtidspensionister hele året. 

Dem der ikke bidrager, kan ikke undes noget. Igen og igen, får jeg kommentarer fra folk, der mener at jeg tager deres surt tjente skattepenge fra dem. Det er dem der finansierer mig, og så har de også ret til at sige deres mening – og jeg må ikke sige dem imod. Har jeg ikke råd til at drikke kaffe på en cafe, så må jeg drikke den hjemme. Ikke engang en kop kaffe, ude i byen, kan jeg undes. 

Består statens budget udelukkende af folks skattepenge, eller hvad? Hvilke andre er det mon, jeg vil tvinge til at betale for mig?

Hvis jeg skal få råd til en latté på en cafe – skal jeg med den syge beskatning på 67%, ud og tjene ca 175 kr, ved siden af min pension. Uden restarbejdsevne? 

Så de næste 20 år, indtil jeg skal på folkepension og ha’ endnu mindre, må jeg ikke foretage mig noget udenfor hjemmet som koster penge – med mindre min kæreste betaler? Og hvor vover vi at ha’ katte – det er jo luksus? Folk har nemlig set i Luksusfælden, at kæledyr er luksus når man har en lille økonomi. Well, jeg tilbringer alle dagtimer alene og det er ikke særlig sjovt. Katte giver hygge, nærvær og livskvalitet. Og den vilde luksus, skal jeg nu opgive, fordi jeg ikke kan bruge mine arme. Så jeg får meget alenetid uden katte og kæreste. Jeg har svært ved at se livskvaliteten. 

Jeg havde ALDRIG troet at jeg ville komme til at sympatisere med dem der begår socialt bedrageri og udfører sort arbejde. Men jeg begynder at få forstå bevægegrunden til, at det kan være nødvendigt, hvis man skal kunne forsørge sin familie. 

Jeg har selv været anmeldt anonymt, flere gange, for mistanke om skatteunddragelse og socialt bedrageri – og har været til forhør og alt muligt. Naturligvis var der intet at komme efter. Og det er læsere af bloggen her, som har anmeldt mig – hvilket heller ikke er en rar tanke. Nogen har studset over min livsførelse – og kunne ikke tro andet, end at jeg snød så det drev. Tyv tror, hver mand stjæler. Det er blevet et overvågningssamfund, som skal ofre mange resurser på overvågning – fordi anonyme skatteborgere, med ondt i røven, har ret til at få deres mistanker efterforsket. 

Jeg ville aldrig turde at træde ved siden af. Ville ikke kunne sove om natten. Netop fordi jeg skriver offentligt, skal jeg kunne tåle at blive belyst fra alle sider. Men det er vildt svært at overholde nogle regler, ingen kender. Så derfor er man altid lidt utryg for, at man kommer til at gøre noget forkert. I den sidste tid, har jeg læst mange beretninger, fra folk som er ramt af gensidig forsørgerpligt. Det er vildt, så mange uhyrligheder folk udsættes for. De får tjekket deres vand- og el-regninger, for at det kan udregnes om de har været nok alene – og der tjekkes hvilke dagligvarebutikker de handler i, for at tjekke om det er tæt på den ene eller andens bolig. Den slags giver mig rablende paranoia. Hvad nu, hvis jeg bruger mere strøm hjemme, tror de så at min kæreste har været der, en dag han ikke må? Og handler jeg på vejen hjem, i en butik som ligger for tæt på min kærestes bopæl, så tror de at jeg er hos ham? Og hvad med de sociale medier? Jeg poster ikke kronologisk, og er bange for at lægge for mange billeder op, som er taget hos min kæreste – selv om jeg er hjemme. Det er uværdigt og stressende at skulle rumme de bekymringer. Og det næste halve år, skal jeg lide under larmen fra renoveringen hjemme – og samtidig være obs på at følge alle regler. Min stresstærskel er allerede overskredet, hvilket påvirker helbredet.

Og så er der det med tolkningen af selve reglerne. Er det et vejet gennemsnit, man må være sammen? Opgøres det på ugebasis eller månedsbasis? Kan jeg være hos min kæreste 5 dage, den ene uge og så kun 2 den næste? Eller hvad med en hel uge her og så en uge, hvor vi slet ikke ses? Ingen ved om der er overvågning på og hvornår fælden klapper. Det giver ondt i maven, når der er en notifikation fra e-Boks. For er det nu jeg skal stå skoleret og forsvare, forklare og blotte mig helt....igen? Jeg føler mig umyndiggjort og frataget egen fri vilje, til at agere som voksent frit menneske. Det er som at blive straffet og sat i isolation, 4 dage om ugen, til afsoning. Og forbrydelsen - den er at være blevet syg.  

Det her liv er meget stejlt op af bakke. Det er en udfordring at bevare sin værdighed og tro på eget værd, når man konstant bliver devalueret som både menneske og borger. Man befinder sig på samfundets nederste hylde. Lav status, lav indkomst, lav respekt. Man bliver kaldt nasser, igle og dyr for samfundet. Seriøst, det føles efterhånden som om jeg forventes at sidde i et hjørne og vente på at dø...så jeg koster mindst muligt at holde liv i. Undskyld jeg blev syg - og undskyld jeg fik en kæreste... 

Jeg har tag over hovedet, tøj på kroppen og mad på tallerkenen – så jeg kan vel ikke klage? Andre har langt mindre end jeg og har endnu større fysiske udfordringer. Det er ingen trøst, tvært i mod – men det udløser empati, rummelighed og forståelse over for dem som har det sådan. Men hvor er samfundets samlede empati blevet af, siden vi kan byde voksne syge mennesker, et liv på lappen i ensomhed – og så håne dem, for at ville ha’ et anstændigt liv? Det er skræmmende så få der har taget stilling til borgerforslaget om afskaffelse af den gensidige forsørgerpligt. Og det er skræmmende, så få raske mennesker støtter op om det offentligt. Det her bør ikke kun være de ressourcesvages kamp – for det kan ramme ALLE, der pludselig bliver uarbejdsdygtige. Og dig der håner mig i dag, for min grådighed, kan rammes af ulykke og hurtigt stå i samme situation…..og så får piben en helt anden lyd. Husk på det ikke kun handler om kroner og ører – men om værdighed som menneske.   

Det var et lille indblik i min virkelighed. Det har været meget hårdt at skrive alle disse ting ned, men det har givet luft. Hvis du vælger at lægge en kommentar til min beretning, så husk venligst på at der sidder et rigtigt menneske, her bag skærmen. Jeg forventer at der holdes en ordentlig tone. 

Og nu vil jeg trække det digitale stik for en stund og forsøge at få noget ro i hovedet. 

Du kan støtte borgerforslaget om afskaffelse af den gensidige forsørgerpligt, lige HER.

15 kommentarer:

  1. Hvor er jeg ked af, at systemet, der egentlig skulle være en hjælp, er så fokuseret på at opdage snyd og bedrag, at det fratager dig og andre i samme situation muligheder og hæmmer livskvaliteten.
    Jeg synes, du har skrevet et flot blogindlæg om et følsomt emne, og det fortjener at blive læst af mange. Også - og især - af vores politikere.
    Jeg har skrevet under på borgerforslaget for lang tid siden, og jeg håber, at der kommer underskrifter nok, inden fristens udløb.
    Varme tanker fra mig til dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Håber at det er ok at jeg svarer, hvis der (som jeg læser det ) skal være 50000 underskrifter inden 180 dage, så burde det være i hus nu da der er 54xxx underskrifter på nuværende tidspunkt :-)
      Jeg håber at det bliver afskaffet.

      Slet
  2. Det er så skørt og urimeligt - vores far er førtidspensionist, og har selvfølgelig skrevet under :D Vi må krydse fingre!

    SvarSlet
  3. Du har min sympati - der findes jo selvrensende, elektriske kattebakker - var det en mulighed? De er dyre, men ja... Det må være skrækkeligt at skulle undvære de små pelsdyr (har selv 4 stks)

    SvarSlet
  4. Åh hvor jeg dog hader at kontrol og helt urimelig snagen fylder så meget i vores samfund. Jeg betaler min skat med glæde, men gad bare godt at den ikke skulle bruges til at financiere en hel masse aldeles uproduktive instanser som skal holde øje med om nogen mon kunne finde på at snyde. De fleste vil allerhelst forsørge sig selv, så jeg er sikker på at det ville være billigere for os alle hvis vi kunne koncentrere os noget mere om kerneydelserne: skoler, sygehuse, offentlig infrastruktur og så at tage os af dem som er for unge, for gamle eller for syge til at arbejde.
    Tal fordi du kæmper og deler, trods alle dine udfordringer

    SvarSlet
  5. Igen... Selv om mine smerter slet ikke ligger på linie med dine, så gør mit liv det alligevel på mange måder. Jeg er og bliver alene. Iøvrigt kan min hjerne slet ikke rumme at vores virkelighed skal være som du beskriver selvom jeg jo godt ved det ER virkeligheden. Man græmmes og fortvivles.

    SvarSlet
  6. Hvor er det urimeligt at du, og andre, behandles på den måde. I min optik bør et samfund vurderes ud fra hvordan det behandler sine syge og gamle og i disse år er der ikke noget at klappe i hænderne over :-( Jeg håber at det bliver bedre under den nye regering og skynder mig at dele din historie.
    Jeg ønsker dig alt godt fremover og håber at det snart bliver muligt for dig at have en hverdag sammen med din kæreste ❤️

    SvarSlet
  7. Du skal have stor ros for dette indlæg. Jeg er også ramt af min kærestes høje lønning og får derfor den laveste førtidspension, hvilket så har gjort at jeg er en “udgift” på hans konto. Det er så sørgeligt og håber at nogen vågner op og ser at vi skriver 2019 og man snakker om ligeværdighed

    SvarSlet
  8. 1000 tak for dit flotte indlæg - jeg sidder også som fattig førtidspension og føler mig meget uværdig��❤️

    SvarSlet
  9. Stort cyber-knus. Jeg har ikke læst de andres svar, men kattene er jo vigtige for dig.
    Men jeg tænker....... jeg fik tidligere hjælp af en knægt fra han var 12 år...... til at gå ned med skrald.
    Indkøb: Jeg får hjælp fra Vigo.dk Det er jo Rema1000 der står bag. Og de har ret stort udvalg af ØKO. Og det er tilbudene fra reklamen, der er aktuel.
    Større indkøb bestiller jeg på skift fra Nemlig, Coop og Osuma. De 2 første leverer til døren. Osuma kan du få til at bære helt ind i køkkenet. Det sparer også på emballage.

    SvarSlet
  10. Piv godt skrevet. Og fik mig igen til at lave et opslag, hvor jeg blot beder de ikke ramte om respekt ved at læse dit opslag. Jeg har stadig håb om at det lykkes at fjerne GF. Stort varmt knus til dig og fordi du vælger at skrive så ærligt. ❤️

    SvarSlet
  11. ja, det er helt fortvivlende. jeg er heldig og kan, endnu, arbejde, men helbredet bliver sagte værre, så mon ikke jeg ender i din situation. det samme system gælder i mit land, fordi vi som oftest sluger alle kameler hele der kommer fra Danmark, uden at först se dem efter i sömmene og tænke over om mon vi kan forbedre dem.
    mine bedste önsker for dig
    kh.fra Island
    Frida

    SvarSlet
  12. Har læst dit lange indlæg, enda 2 gange, tårene begyndte så småt at rende, men super skrevet
    Er selv blevet folkepensionist efter nogle år på førtidspensionen, så kender hele problem stillingen.
    Håber at det lykkes at fjerne GF, da det nok er min sidste chance for fortsat af have en kone, hunde og katte omkring mig,
    men for en sikkerheds skyld, har jeg for nogle år siden, meldt mig ind i et boligselskab, så jeg kan flytte i en ældre bolig.
    Kan heller ikke forstå mange folks opfattelse, at de ikke skal støtte forslaget, da de har deres på det tørre.
    Håber på det lykkes, så en god dag og kamp til dig.

    SvarSlet
  13. 50.000 er ikke garant for det blevet afskaffet, kun at det bliver diskuteret i folketinget. Jo flere stemmer der er jo mere pres ligger der bag underskriftsindsamlingen.
    Jeg håber også det bliver afskaffet.

    SvarSlet
  14. Hej Malou,
    Super fedt at du skriver om de urimeligheder der foregår i vores samfund på baggrund af den gensidige forsørgerpligt. Jeg er ikke selv ramt af loven pt, men har været det hvor min 17 årige søns indtægt (elevløn) skulle fratrækkes i mine ydelser. Det betød at han flyttede for sig selv, så jeg kunne forsørger han 3 yngre søskende.
    Selvom det ser ud til at der er mere end 50.000 underskrifter, er det jo desværre ikke ens betydende med at loven bliver ændret, men vi har da lov at håbe. Håbet er lysegrønt - også i en mørk tid.
    Jeg håber det bedste for dig og din kæreste, og at I en gang kan få lov at dele adresse hvis I ønsker det, uden at du straffes økonomisk.
    De bedste hilsner
    Pia

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...