tirsdag den 28. marts 2017

Chili sin carne...

Det er vist efterhånden blevet slået fast med syvtommersøm at jeg er ret glad for for både mexikansk og Tex-Mex mad (som ikke tåler sammenligning) - og sjældent forsømmer chancen for at fråse lidt, når der nu er noget at fråse i. Og da Johan Juan Juansen havde efterladt nogle labre rester i forrige weekend, var det oplagt at lave noget ekstra at strække dem yderlige et par dage med. Det blev til denne vegetariske chili, som blev til på ret kort tid. Convenience, du er min ven! 

Retten kan spises som den er, eller serveres med ris - eller som jeg gør nederst, som fyld i lækre taco-både.

Chili sin carne - til 2 personer:

2 små eller 1 stort løg
2 fed hvidløg
1 spsk olivenolie
1 pk Hakket Veggie 
1 glas Taco sauce (eller 1 ds hakkede tomater)
½ ds drænede kidneybønner
½ lille ds majs
1-2 tsk st. spidskommen
1-2 tsk st. chipotle
Urtesalt
Friskkværnet peber

Hak løg og hvidløg. Sauter begge dele i olien til de er gennemsigtige, uden at tage farve. Tilsæt 'hakkekød', bønner, majs og taco sauce. Tilsæt spidskommen og chipotle. Lad retten snurre ved svag varme i 10-15 minutter - spæd evt med en smule vand. Smagt til med salt og peber. Server med en klat cremefraíche , eller Alpro hvis retten ønskes vegansk, samt lidt koriander.

Hakket Veggie er lavet af soyabønner - så med de ekstra bælgfrugter og majs, kommer der godt gang i biogasanlægget. Så er du advaret...

Nå, men de der 'spisemodne' avokadoer jeg havde skældt sådan ud over i weekenden, var sørme gået hen og blevet til at ha' med at gøre. Så jeg lavede en hurtig guacamole - fordi jeg er vild med det stads!

Hurtig guacamole:

2 spisemodne avocadoer
1 lime - kun saften
2 spsk salsa
1 fed hvidløg
½ tsk st. spidskommen
½ tsk st. chipotle
Salt
Hakket koriander

Flæk avocadoerne og fjern stenene. Skær dem i grove tern, i skallerne. Skrab alt frugtkødet ud i en skål. Tilsæt limesaft, salsa, revet hvidløg, spidskommen og chipotle. Mos det hele godt sammen med en gaffel - smag til med salt - og tilsæt så meget hakket koriander som du føler for. 

Købt alm salsa, hjemmelavet Salsa Verde, cremefraiche, Chili sin carne, hurtig guacamole og det sidste af den revne cheddar fra weekenden. Så var der linet op til fiesta...

I Føtex havde jeg fundet disse små soft taco-både. Dem fyldte jeg halvt med chili og kom godt med ost ovenpå.

Et hurtigt smut i ovnen på 175°C - til osten var lige akkurat smeltet. 

Og så var det bare at toppe med guac, cremefraiche, de 2 slags salsa og et drys hakket koriander. Haps haps, der var ca 4-5 bidder i hver. Og således sluttede denne runde Tex-Mex for mig...

Men hvis du er sulten efter mere, så har Juan Juansen aka El Burro Loco lige taget hul på en guide til og grundig indføring i, det autentiske mexikanske køkken. Del I om Salsa Roja kan du læse lige her. Ándale, ándale!



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...