fredag den 21. oktober 2016

Vaflet ananas med vaniljeis og romsirup...

Her får du en nem og lækker dessert, som kan laves i et snuptag når lækkersulten melder sig. Det er et Stop Spild Af Mad projekt, da jeg havde ananas til overs fra mine fusion fajitas i kålwrap med ananassalsa som skulle bruges. Kan du ikke få fingre i frisk ananas, kan den på dåse sagtens bruges.

Og nej - desserten kræver heller ikke et vaffeljern. Ananassen kan sagtens grilles eller blot steges på en pande (grill eller alm). Og ja - isen er købt. Romsiruppen derimod er hjemmelavet og noget af et mest vanedannende der findes...

Vaniljeisen er den økologiske fra den blå bil med klokken. Ananassen er ligeledes øko og fundet i Kvickly. Men skal vi ikke lægge ud med at lave siruppen?

Den er SÅ simpel og nem at lave:

1 dl ahornsirup
2 spsk mørk rom
15 g SMØR

Kog siruppen lidt ind, sammen med rommen. Rør SMØR i. Færdig.

Rommen er for øvrigt en ægte Jamaica-rom fra Johannsen i Flensborg. Den købte jeg dernede på min fødselsdag i år, hvor min Madklub og jeg var på tur. Vi fik en rundvisning, et foredrag og en romsmagning + handlede lidt ind i deres butik. Jeg købte et par ting til gaver og lidt til bloggen....og glemte alt om det...indtil jeg skulle bruge rom til den her sirup. Men nu tror jeg da at jeg skal ha' gang i det for alvor! 

Køl siruppen ned til stuetemperatur. Den bliver tykkere mens den køler ned. Uhm, man må gerne dyppe fingrene i den og teste om smagen også ændrer sig...flere gange...og så igen...

Hvis du vælger af vafle frugten, skal den skæres ud i skiver på 1 cm. Bruges frugt fra dåse, skal den trykkes fri for væde først.

Skær skrællen af. Jeg bruger en udstikker til at køre kniven rundt inden i, så den bliver helt rund....*host* OCD *host*

Vaffeljernet blev varmet godt op med pladerne til belgiske vafler isat. Det blev penslet let med smeltet SMØR og ananasskiverne blev vaflet i ca 4 minutter. 

Jeg valgte at servere desserten i disse små støbejernspander (kan købes på Memphis Roadhouse, hvor de også har en hylde med Mason jars, hotsaucer og andre amerikanske specialiteter). De blev sat i ovnen på 65°C i 15 minutter, så de kunne holde ananassen lun, når den kom fra vaffeljernet.

Den lune ananas påføres en lille tsk romsirup, som fordeles med bagsiden af skeen. Der lægges en kugle is på midten og dryppes lidt ekstra sirup over.

Og da jeg er en uforbederlig pynteprinsesse, hentede jeg et skud citronmelisse på altanen. 
Ta-dah!


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Dette er indlæg nr 100 i år. Og jeg som overvejede at lukke bloggen ned omkring nytår?! Var ved at visne på alle måder - men fik den rigtige hjælp og støtte til at blomstre op igen. Det her liv, med kronisk sygdom og mange begrænsninger, byder på skiftevis ned- og opture i en ekstrem grad - og jeg er glad for endelig at ha' lært at flyde med. Jeg er SÅ taknemmelig for alle de fantastisk dejlige mennesker i mit liv, der har min ryg og får mig til at trives. I ved hvem I er - og hvor meget jeg holder af jer ♥

Og tusind tak til alle jer som gider læse med her. Det er også utroligt dejligt at I gider følge med i hvad jeg laver af tosserier. Det giver lyst og overskud til at lave mere.

God weekend til alle der kommer her forbi....

6 kommentarer:

  1. Vi holder så ganske meget af at følge med K dine tosserier :)

    SvarSlet
  2. Elsker at følge med dine skriblerier om al verdens lækker mad ala K-Moster. Og er da nødt til at sige at jeg er super glad for at du ikke lukkede din blog. Var der jo selv sidste år og enten med at lukke min da jeg ikke kunne overskue den længere.... heldigvis fandt jeg dog også gnister igen, selvom den dog kun kom igen igennem en ny blog med et nyt tema 😊

    SvarSlet
  3. Elsker at følge med dine skriblerier om al verdens lækker mad ala K-Moster. Og er da nødt til at sige at jeg er super glad for at du ikke lukkede din blog. Var der jo selv sidste år og enten med at lukke min da jeg ikke kunne overskue den længere.... heldigvis fandt jeg dog også gnister igen, selvom den dog kun kom igen igennem en ny blog med et nyt tema 😊

    SvarSlet
  4. Hold da op en dejlig dessert og sikke smart udstikker du har :-)
    Jeg har gang i Halloween inspiration på bloggen, hvis du har lyst.
    Ønsker dig en rigtig god weekend.

    SvarSlet
  5. Kan man mon lægge rosiner i blød i den sirup og bruge det til at lave ROM-rosin is ?

    SvarSlet
  6. har selv lidt af samme opskrift,
    med hjemmelavet IS og karamel
    http://brandtsgrill.dk/ananas-med-is-hjemmelavet-karamel.html

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...