torsdag den 25. februar 2016

Polenta-vaffel med flødekyssede svampe og Havgus...

Der er vegetarretter - og så er der vegetarretter. Det her er en magtfuld sag med både masser af smag og tekstur, som med garanti vil tilfredsstille alle sanser. Hvis du vil score en vegetar - så er det helt sikkert den her du skal sætte på bordet! 

Sprød knasende polenta-vaffel med 4 slags flødesnavede svampe, Havgus og frisk timian. Fedtenergiprocenten taler vi ikke om......men jeg vil nok anbefale en frisk grøn side-salat, med en ret syrlig vinaigrette til, for at give modspil til den ret bastante ret.
     
Først skal der laves en polenta. Jeg vil anbefale at du bruger den her opskrift. Den afveg jeg dog fra, for jeg havde resten af den her cheesespread der skulle bruges, i bedste Stop Spild Af Mad stil. Og så havde jeg en bøtte hytteost der var ved at gå på dato - så den besluttede jeg mig for også at køre i.

Min cheesespread var lavet af lagret cheddar, Havgus, Noilly Prat, fløde, smeltet SMØR og fuldkornssennep. Den havde sat sig helt fast på køl - men det var der råd for. Jeg satte skålen i et varmt vandbad i 10 sekunder, så var den lige til at vende ud.

Så kunne den nemt rives på det grove rivejern. Jeg ville ha' drænet hytteosten, men det viste sig ikke at være nødvendigt. Jeg lavede en polenta af 250 g majsmel og 12½ dl vand.

Da polentaen blev lavet med det formål at skulle i vaffeljernet, kom jeg det i et fad (der blev også et lille ekstra fad) der passede i størrelsen. Den fik lov til at sætte sig på køl til dagen efter.

Den kolde polenta blev skåret ud i passende stykker og penslet med olivenolie - og vaflet helt sprød. Har du ikke et vaffleljern, ristes polentaen bare på den varm pande - eller bages i ovnen som her

Oh yes, baby.....it will waffle! 

Og så til de flødekyssede svampe:

Der skulle hele 4 af slagsen i spil - 2 slags friske og 2 slags tørrede. Jeg havde været forbi Michel's Økogrønt inde på torvet og købt marksvampe - og nuppet en pakke alm hvide champignons i et supermarked. Kantarellerne kan jeg ikke huske hvor jeg har fundet - men de tørrede porchini (Karl Johan) er hjembragt fra Piemonte.

Svampe bør som udgangspunkt ikke udsættes for vand - for de suger det til sig da de jo er....svampe. Anskaf hellere en god børste. Jeg har investeret i den her svampebørste af hestehår. Børst svampene grundigt og skær rodenden af med en urtekniv.

Tørrede svampe skal udblødes i mindst 30 minutter i lunkent vand. Smid endelig ikke udblødningsvandet væk bagefter - men si det, kog det ind og brug den i retten. Det er gratis ekstra smag - som bidrager med uvurderlig umami!

De udblødte svampe blev drænet (og udblødningvandet kogt ind til ca ½ dl), de friske svampe blev skåret i mundrette stykker.

Svampene skulle dog ikke kun flirte med fløden - der skulle også lidt andet ind over. Skalotteløg, hvidløg, frisk timian (se, endda en forførende en af slagsen), Noilly Prat og citron.

Jeg fik et billede af den færdige anretning i hovedet - og der manglede sgu lidt farve. Løsningen var at famle i grøntsagsskuffen efter en rød snackpeber. Og se så der: et stykke Havgus. Jeg har købt det med fuldt overlæg....hvem er jeg???

Løg, hvidløg og lidt timian blev hakket fint. ½ rød snackpeber blev snittet i fine strimler. Jeg hældte ca ½ dl Noilly Prat op og 1 spsk olivenolie. Jeg besluttede mig for at tilsætte 1 stor tsk fuldkornssennep - både for at bryde fedmen, men også da der jo var en smule i polentaen allerede.

Løg og hvidløg blev sauteret, uden at tage farve, i olivenolien. De friske friske svampe kom på og blev sauteret med til de havde smidt deres væde og de begyndte at bide i panden. Derefter blev de udblødte svampe tilsat - og Noilly prat, som fik lov til at koge næsten væk. Det indkogte udblødningsvand blev tilsat sammen med 2½ dl fløde. Svampene simrede sagte mens fløden fortættedes som dem. Og så var det tid til tilsmagningen: flagesalt, friskkværnet sort peber, fuldkornssennep og lidt citronsaft. Det sidste minut kom den røde peber med i panden.

Ja, særlig kønt er det ikke, men smagen er himmelsk!

Jeg toppede en generøs portion svampe op på den lune polenta-vaffel.

Jeg rev nogle spåner Havgus og dryssede med - og sluttede af med lidt timian. 

Have mercy! 

Hvad så - er der en vegetar du skal ud og score med den her ret?


2 kommentarer:

  1. namme namme namme!
    Det her ser simpelthen alt alt for lækker ud. Tusind tak for at dele det med os.
    Jeg tror jeg ved hvad aftensmaden skal stå på ;-)

    Hilsen Kirsten
    https://shitithoughtaboutyouagain.wordpress.com/

    SvarSlet
  2. OMG! Må have fat i vaffeljern NUUUUUU!!!!
    Jeg elsker jo polenta og stuvede svampe, men har aldrig kombineret de to, hvilket jeg da nok lige skal ha lavet om på snarest muligt.

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...