lørdag den 28. februar 2015

5 x kreativ blomkål...

Det blev i ugens 5 hverdage til 5 meget forskellige retter med blomkål:

Skipperlaksskovs - en wannabe labskovs på bla blomkål og varmrøget laks.

Marokkansk gryderet med lun couscoussalat - med 'couscous' af blomkål.

Hotwings - af blomkål.

Ostegratineret blomkålsbøf - med tomatsauce og sauterede grøntsager.

Blomkålsvafler - med rygeostecreme og stenbiderrogn. 

Og jeg har netop besluttet at jeg fortsætter med 5 nye blomkålsretter i næste uge....fordi jeg kan!

torsdag den 26. februar 2015

Hotwings - af blomkål...

Her får du opskriften på nogle stærke, smovsede og helt uimodståelige hotwings - lavet af blomkål. Say what????

Yeps, den er god nok - disse lækre hotwings kan spises af vegetarer....og endda veganere.

Opskriften har længe floreret blandt plantespiserne - og jeg har skulet skeptisk, men fascineret, efter den. Da der desværre ikke var finanser til en tur på Memphis Roadhouse og All-You-Can-Eat hotwings i går, blev kombinationen af 'sidst på måneden' og mit 'spis blomkål hver dag i denne uge' dogme kombineret. Det krævede ganske få indkøb, da jeg havde det meste på lager i forvejen.

Sådan en hot omgang kræver en kølende dip eller dressing. På MR får man *gys* blue cheese til - men jeg charmer mig altid til ranch. Det skulle være nemt, så jeg smækkede en dressing sammen af følgende:

Rjóma Skyr, French´s Sennep, Heinz ketchup, urtesalt, hakket dild + ditto persille. Det blev rørt sammen og sat på køl. Ønsker man en helt vegansk udgave, kan man bruge drænet soja-yoghurt f.eks Alpro i stedet. Easy peasy!

Og så til kyllingen blomkålen. Ingen fare for salmonella eller campylobacter her. Og det er også totalt win på økonomien: for en øko-kylling koster ca 150 kr - mens sådan et hoved øko-blomkål står i blot 19 kr.

Der findes mange opskrifter, men det var den her jeg lige snublede over.

1 mellemstort blomkålshoved, delt i ikke for store buketter
100 g linsemel - eller kikærtemel
1-1½ dl vand
Salt
evt krydderi

Pisk en lind dej sammen og vend blomkålsbuketterne grundigt i den.

Læg dem på en bagplade - enten en slip-let, på bagepapir eller silikonemåtte.

De skal endelig ikke røre hinanden. Bag dem i 8 minutter på 225°C - vend dem og bag yderlige 8 minutter.

Mens kyllingen blomkålen hyggede sig i ovnen, lavede jeg den sauce de skulle smovses ind i. Den blev rørt sammen af en fuldkommen laber røget BBQ-sauce + lidt Oh My Garlic fra Hot Sauce Import. Snotdum og fuldkommen uimodtagelig for empirisk indlæring, som jeg er, tog jeg lidt af den BOC sauce jeg havde fået af Kim. Lidt - men stadig for meget...

Efter ca 15 minutter er blomkålen sprød - og så skal der sauce på.

Vend de sprøde buketter i rigelig BBQ-sauce og kom dem tilbage på pladen. Bag dem ca 20 minutter, vend ofte og kom mere sauce på efter behov. Pas på de ikke brænder. Jo højere sukkerindhold i saucen, jo hørere risiko er der.

Dressingen kommes i en skål og der skæres rigeligt med sprøde selleristænger til. Knas er vigtigt!

Vingerne fik lov at køle af et par minutter inden de kom på tallerkenen.  

Aj, men se lige... Smovsede og lækre. Jeg er SÅ imponeret. De er både sprøde, seje og bløde på samme tid - som hotwings uden ben. Man kan på ingen måde smage at det er kål og ikke kylling - kun benene mangler. Jeg skal helt klart prøve dem med den her sauce også - dog med meget mindre BOC. Ghost Chili er ikke sådan at spøge med.

Hvad så - er hotwings på blomkål noget du ville servere for en vegetar (eller veganer) du kender?



onsdag den 25. februar 2015

Stenbiderrogn - med røg, æg og kartoffelblinis...

Det er lige nu stenbiderrognen er i højsæson. Så det er bare med at give den gas. Jeg er vild med de små lyserøde fiskeæg og alt der forskellige de kan bruges til. Dagen før Valentines Day havde jeg inviteret Max på en lille ekstra middag - og her er hvad jeg serverede:

Helt klassisk blinis og rogn med rødløg, cremefraiche og dild - og dog. For blinisen er lavet af kartoffel, rognen er letrøget og 'cremefraichen' består af skyr og mayonnaise.

Jeg havde selv bestilt og betalt en Valentines kasse (med 100 g rogn, 200 g røget Fanølaks, 6 friske jomfruhummere, 1 Porterhouse steak på 1 kg, krydder-rub, rødvinssauce og bearnaiseessens) hos Skagenfood - og var så heldig at få 2 x 300 g stenbiderrrogn med som en gave. Det gjorde at jeg straks delte middagen op i 2 dage. Så det blev rogn og laks fredag - og jomfruhummer + bøf lørdag. 

Jeg havde lidt rester fra den måltidskasse jeg havde testet i ugens løb, som skulle bruges i bedste Stop Spild Af Mad stil. Der var en lille smule cremefraiche og en del kartofler (rest fra den brændende grøntsagskærlighed). Der var dog langt fra cremefraiche nok, så jeg lavede i stedet en skyrcreme på skyr mayonnaise, en smule citron, urtesalt og friskkværnet sort peber.

Jeg har før eksperimenteret med at give stenbiderrogn et skud røg. Det var dog i en røgeovn hvor de fik varme. Det er ok, men kan være svært at styre. Denne gang skulle de ha' kold røg fra en røgpistol.

Den fik jeg i gave til min 40 års fødselsdag, men har først fået den indviet nu. Den er SÅ smart - og batteridrevet. Man kommer en smule røgsmuld i hullet foroven, antænder det og tænder for pistolen - som så blæser kold røg.

Jeg kom 250 g rogn i et fad og lagde film over. Gummislangen blev sat på pistolen og jeg blæste røg ind til rognen 2 gange med 10 minutters mellemrum. Efter det sidste skud røg blev fadet sat på køl i 20 minutter.

Den nyrøgede rogn havde en perfekt letrøget smag, som ikke overdøvede den fine smag af hav. Jeg rørte ca ⅓ af rognen med lidt skyrcreme. Og så skulle der leges med resten. Først skulle der laves fyldte æg:

3 hårdkogte æg blev pillet, skåret igennem og fik taget blommerne ud. Blommerne blev most sammen med en smule skyrcreme til en homogen massen. Der blev rørt rigeligt røget rogn i. Den færdige blanding kom i en sprøjtepose med stjernetyl og sprøjtet retur i æggene.

En lille kvist dild og så var de klar til bordet. 80'erne ringede og roste anretningen i højlydte vendinger.

Røget rogn, røget rogn i skyrcreme, røget rogn i æggecreme og røget rogn i avocadocreme. Den sidste laves ved at blende avocado *wroom wroom* med en smule mayonnaise og citron + smage til med salt og friskkværnet peber. Rør til sidst en generøs portion rogn i.

Som snacks lavede jeg mini-tarteletter (fundet i Føtex) med alt det forskellige rogn og en smule røget laks. Så kunne man lige danne sig et billede af hvordan de forskellige ting smagte sammen. Resten af middagen skulle være saml-selv blinis. Jeg plejer at sværge til de her gærhævede blinis på boghvede - men nu havde jeg altså nogle kartofler der skulle bruges. Jeg fandt den her opskrift som jeg arbejdede ud fra:

250 g kartofler
2 æg
2 æggehvider
2 spsk Naturlic kartoffelfiber (eller mel)
1 spsk cremefraiche
Urtesalt + friskkværnet sort peber

Kog kartoflerne uden salt. Mos dem (jeg bruger et snejern). Pisk æggehviderne stive. Rør æggene i de mosede kartofler - 1 af gangen. Tilsæt salt, peber, cremefraiche og kartoffelfibre. Pisk halvdelen af hviderne i kartoffelblandingen - og vend den anden halvdel forsigtigt i. Steg til små blinis i SMØR.

De afkølede blinis blev toppet med alt det forskellige rogn på kryds og tværs - både fersk og røget. Her er bare et par eksempler.

Og så blev der dækket op til den store fiskefest. Vi spiste ca 400 g rogn, alt laksen og det meste af resten. Der var 3 blinis til rest, som jeg nuppede til natmad.

De sidste 300 g rogn blev fordelt i 2 bøtter og smidt i fryseren. De skal nydes inden længe - sikkert også med et skud røg.

Mange tak til Skagenfood for den ekstra rogn. Skulle du ha' lyst til at bestille stenbidderrogn, leveret til døren, fås den renset her og urenset her.

tirsdag den 24. februar 2015

Skipperlaksskovs...

Hold på hat og briller - her kommer en labskovs med fisk, nemlig skipperlaksskovs. Oh well, den her ikke rigtig så meget med en rigtig labskovs at gøre......men jeg er vild med navnet. Det er lige en tand sjovere end rodet klat på tallerken. Det er i virkeligheden blot en masse af forskellige grøntsager med lidt laks og et drys dild.

En rustik og meget tilfredsstillende ret. Ren comfort food som bare kunne køres ind med ske. Det er egentligt en ret til en 5:2 fastedag, men syntes den skulle på her (men der er selvfølgelig en kcal-udregning, med vægtangivelse på ingredienserne, nederst).

Jeg har sat mig en lille udfordring i denne uge: der skal være blomkål i alle retterne. Og da jeg ikke gør så meget i stivelse, var det jo perfekt at lave basen på blomkål i stedet for kartofler, som en rigtig labskovs er lavet på. Det var også et Stop Spild Af Mad projekt, for jeg havde en meget træt og trist potte dild (fra sidste fredags blinis) og en slap gulerod der skulle fyres af. Løg og laurbær var et must. Og så blev det til lidt edamamebønner fra fryseren - ikke alene bidrager de med lidt farve, men også med lidt ekstra protein. 

For sjov skyld og narrestreger, lavede jeg små kugler af guleroden med et lillebitte parisiennejern. Og ja, de smager *host* markant anderledes end tern. Det er sandt!

Den varmrøgede laks blev plukket i mundrette bidder og løget hakket groft. Jeg fandt også en smule Herbamare urtebouillon frem.

Blomkålen, på nær en stor buket, kom i en gryde sammen med bouillon og laurbær. Der blev hældt vand på til det knapt dækkede og kålen kogt mør.

Den resterende blomkål blev pillet i meget små buketter. Jeg fandt en smule olivenolie frem og sauterede først løgene til de blev klare. Gulerodskuglerne blev tilsat og stegte med en rum tid. Til sidst kom blomkålen ved og fik lidt varme. Der blev hældt en sjat vand på og da den var kogt væk blev panden taget af.

Og så var alt fyldet klart. Vandet blev hældt fra den kogte blomkål og den blev afdryppet grundigt. Kålen kom retur i gryden og blev blendet *wroom wroom* med en stavblender. Der blev smagt til med lidt urtesalt og rigeligt friskkværnet sort peber. Jeg holdt lidt af fyldet tilbage og vendte resten i blomkålspuréen.

Hele portionen kunne være i en dyb tallerken.

Resten af fyldet blev fordelt på toppen.

Et drys dild - og så var der mad. Ikke en tosset måde at spise fisk på.

Kcal-regnskab:

350 g blomkål = 88
100 g varmrøget laks = 160
50 g løg = 23
40 g edamame = 57
40 g gulerod = 15
5 g Herbamare = 16
7 g olivenolie = 63

I alt 422 kcal - "Gratis": urtesalt, peber og dild.


mandag den 23. februar 2015

Merguez-gryde med couscous og grønt...

Dagens ret i går var en dejlig krydret sag. Inspirationen var igen hentet i Marokko - for den skulle nemlig indeholde de sidste 2 merguez-pølser. Det endte dog med at blive lidt af en rodebutik - men hvad gør det, så længe det smager godt?

Jeg kunne ikke rigtig bestemme mig mellem varm couscous eller kold couscous-salat - så det blev et sted midt imellem: en lun (glutenfri) salat med masser af sauterede grøntsager. Den viste sig at være super tilbehør til den krydrede ret.

Det blev til en rundtur i div skabe - noget kunne bruges, andet kom retur. 

For nyligt faldt jeg over denne pakke glutenfri couscous. Lad os endelige bare kalde en spade for en spade: det er blot knust, tørret majs. Det er stadig bedre for min mave, end couscous lavet på hvede - men der kunne sagtens sniges flere rigtige grøntsager ind i.

Så jeg tog ca 100 g blomkål og kørte *wroom wroom* til 'couscous' også.

Så var der 100 g blomkål og 80 g majs.

Der skulle også en masse fyld i salaten. Det blev til gulerod, squash, peberfrugt og rødløg.

Det hele blev skåret i små tern og sauteret på en pande i en smule olivenolie. Mens det hyggede sig over varmen, lavede jeg gryderetten.

Saltsyltede citroner er et must hvis det skal smage bare lidt af Marokko. Jeg havde et købt glas på lager - men se lige her hvordan man selv laver dem. Kikærter skulle der også til. Planen var at bruge en dåse flåede tomater, men jeg kom i tanke om at jeg havde den lækreste langtidssimrede ratatouille i fryseren. Den nuppede jeg en pose af og tøede op. Og så var der de 2 krydrede økologiske merguez-pølser.

De rå pølser blev befriet fra deres skind og blev skåret i mindre stykker. Kikærterne blev drænet, skyllet og delt i 2 portioner. Den anden halvdel blev gemt til en anden god gang. Jeg fiskede en lille saltet citron op, flækkede den og skrabede frugtkødet ud. Skallen blev skåret i små tern. Pølsestykkerne blev brunet af på en tør slip-let pande. Ratatouillen blev varmet op med kikærter og citronskal. Og så skulle der blot lidt salt og en smule ekstra krydderi for at få det til at smage autentisk af Marokko.

Løsningen var at tilsætte en smule Rash-el-hanout. Så kom der smæk på smagen. De brunede pølsestykker blev tilsat saucen og simrede med til de var helt færdige. Og så manglede jeg kun at gøre resten færdigt. Der blev hældt kogende vand, salt og lidt olivenolie på majs-couscousen, som trak i 5 minutter.   

Den var derefter lige til at løsne med en gaffel. 

De sauterede grøntsager blev tilsat den findelte blomkål, som fik lov til at stege med i ca 2 minutter. Derefter blev den færdige majs-couscous tilsat, sammen med saften fra 1 lille citron, 1 stor spsk olivenolie og lidt salt + friskkværnet sort peber. Prikken over i'et var en god håndfuld hakket bredbladet persille.

Den lune couscous-salat blev lagt tilrette på en tallerken. Jeg lavede et hul i midten til gryderetten.

Hullet blev fyldt med den krydrede, dampende varme ret. Et lille drys nigellafrø og et blad persille - og så var der mad. Jeg spiste rub og stub! 

Dejligt med et godt bastant måltid at stå i mod med - for det blev en laaaang Oscar-nat. 

I dag står den på mad udefra, for der er ingen kræfter overhovedet. 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...