Her er min nyeste udgave med fersk flæsk, fennikelfrø og fuldkornssennep. Måske ikke en af julens mest visuelt prangende retter - men bestemt en af de mest velsmagende.
Det var ikke fordi retten var planlagt, men fordi der var Elstar æbler og løg med i kasserne fra Øko til folket. Ja, der SKAL løg i æbleflæsk - og det kan du lige så godt vænne dig til.
Dejlig økologisk flæsk. Købt svinebilligt (pun intended) da jeg skulle lave stegt flæsk med grønkålssalat. Det skulle bare steges meget sprødt i eget fedt + en smule olivenolie. Det sprøde stegte flæsk, blev lagt på fedtsugende papir og fik et skud flagesalt.
Elstar (krydsning mellem Golden Delicious og Ingrid Marie) er et letsyrligt, fast æble - men det kan sagtens trække noget ekstra syre og modspil. Jeg valgte at bruge æblecidereddike og grønne fennikelfrø fra Mill & Mortar.
De små aromatiske frø blev ristet på en tør pande for igen at lokke smagen frem fra deres tørrede skalkeskjul. Og den kom frit frem!
De ristede og afkølede frø blev malet *wroom wroom* til et groft velduftende pulver i min krydderi-kværn (en elektrisk kaffemølle der kun bliver brugt til krydderier). 2 små løg blev snittet i både - og 3 æbler ditto.
Løgene blev først stegt bløde og gyldne i lidt aromatisk confiterings-fedt. Panden blev tørret af og så var det æblernes tur til at få et skud varme. Da de havde fået lidt farve, kom løgene retur i panden. De malede fennikelfrø kom ved, sammen med ½ dl æblecidereddike. Da eddiken var kogt væk, blev der tilsat ½ dl vand - og der blev lagt låg på. Efter ca 10-15 minutters simren ved svag varme, blev der smagt til med flagesalt og friskkværnet sort peber.
Æblerne og løgene blev rørt godt sammen - og serveret sammen med det sprødstegte flæsk, groft rugbrød og fuldkornssennep. Og nej, det er ikke nødvendigt med SMØR på brødet. Der er andefedt i æbleblandingen og flæsket er fedt i sig sig selv - så dyp blot brødet i en smule sennep. Drik evt en kold juleøl til. Ja ja, det er hakket persille på toppen. Det pynter, ok?
----------------------------------------------------------------------------------------------
Og *vinke vinke* i morgen formiddag smutter jeg på en lille juletur til det sjællandske. Det bliver til 5 overnatninger - og kvalitetstid med min søster + mine små niecer, en tur i det julepyntede Tivoli med min genfundne søn, en festlig julefrokost med dejlige mennesker og et yderst tiltrængt åndehul fra min dagligdag her i lejligheden. Og når jeg kommer hjem igen på mandag, går jeg i gang med at jule for alvor.
Det vigtigste er pakket: julegaver til de små
Jeg tager min lille bærbare med, men ved ikke om jeg får blogget (andet end de indlæg jeg har lavet på forhånd). Hvis ikke, må du må ha' det så godt til vi ses igen. Tjaw!
Rigtig god tur - både med søster, ungerne - og ikke mindst sønnen...
SvarSletOg så vil jeg da lige 'forarge' med at jeg vist aldrig har spist æbleflæsk... og det bliver heller ikke i år
Mange tak - det var en pragtfuld tur. Gaverne vakte jubel og min søn var dejlig at være sammen med.
SletWhaaaat? Det må du gøre noget ved til næste år så ;-)
Glædelig jul smukke kvinde. Det lyder som en skøn jul, du har haft. Gode retter og mit mundvand løber derudaf ...
SvarSletÆbleflæsk er også een af mine favoritter - selvom jeg ikke længere kan lave æblesnasket uden frisk chili.... Ulalala... det er også stærkt (haha) vanedannende.
Også glædelig jul til dig, din godte :-)
SletJa, totalt dejlig og ustresset jul. Lige hvad doktoren ordinerede. Aww, tusind tak.
Uha, det lyder altså ganske fint med chili i æbleflæsk. Det må jeg tage mig mod til at prøve. Hæ, sjov er du også ;-)