lørdag den 4. januar 2014

Stop Spild Af Mad: Tilbehør af julens rester...

Selv om jeg har taget hul på et nyt år var der stadig et lille hængeparti fra 2013: resterne fra julen. De var dog ved at være ret trætte og slappe i det, så i dag blev de bla tryllet om til disse 2 smukke og velsmagende salater:

En salat med klementiner, rosenkål og granatæble + en rødkålsslaw med cashewnødder.

De sidste rester fra julen, 3 ting fra min utraditionelle julemiddag: granatæble, ¼ rødkål og en lille håndfuld rosenkål - og et net økologiske klementiner som jeg havde haft stående i en skål i stuen.....og glemt at spise af.

Jeg fik soigneret de 2 slags kål + snittet rødkålen, pillet kernerne ud af granatæblet (se her hvordan) og skåret skallen af klementinerne. Den ene stod dog ikke til at redde og måtte i skraldespanden. Æv. Egentlig ville jeg bare ha' lavet en stor råkostsalat - men fik pludselig lyst til at lave 2 forskellige salater.

Klementinerne blev skåret i tynde skiver - og endeskiverne klemt fri for saft til dressingen. 

Dressingen blev pisket sammen af klementinsaften, hvid balsamico, lidt fuldkornssennep, salt og peber. Rosenkålen blev snittet papirtyndt og halvdelen blandet i dressingen inden den blev fordelt ud over klementinerne.

Et godt drys granatæblekerner og så var salaten klar. Og så til den røde slaw.

Rødkålen blev blendet, blandet med resten af rosenkålen og en håndfuld granatæblekerner. Salaterne skulle serveres til fasan, så jeg ville gerne ha' noget a'la waldorfsalat med fedme og fylde - så jeg lavede en laber dressing og vendte i.

Dressingen blev rørt af 3 spsk mayonnaise og 2 spsk skyr, lidt dijonsennep og ravigotte (sød sennepssauce). Den blev smagt til med lidt æblecidereddike, agavesirup, salt og peber. 

Det blev en rigtig smovset sag. Den kom på køl og blev først taget ud 30 minutter inden skulle serveres.

Og der blev den drysset med lidt ekstra granatæblekerner og resten af de ristede cashewnødder (også fra julemiddagen).

Det var dog ikke helt nok mad bare med 2 salater som tilbehør til fasanen. Og da der blev fond til sauce også, måtte der noget mos af en art til. Jeg lavede en hurtig kartoffelmos helt fra bunden af mine nemme Idaho Spuds - og hentede noget grønt guf i fryseren at komme i.

Dejlig økologisk grønkål - indkøbt til en julefrokost, men aldrig brugt. Nu blev det tøet op, blendet og blandet i den færdige kartoffelmos.

Den grønne mos og de smukke salater gjorde lykke sammen med fasanen, som i dagens anledning var tilberedt på 2 forskellige måder. Brystet var pandestegt og låret confiteret i det aromatiske andefedt fra jul. Fasanen var for øvrigt også en rest fra MAD, som jeg havde fået med hjem i fryseren. Det var godt nok en restemiddag der tog kegler!

Opskriften på de 2 slags fasan kommer i det næste indlæg....


2 kommentarer:

  1. Nomnomnom, labre restesalater

    SvarSlet
  2. Hvor ser det lækkert ud og jeg er sikker på det smagte fantastisk. Tak for al din inspiration både her på "Moster" og på "Faster" og rigtig godt Nytår hvor jeg glæder mig til at se hvad du så "hitter på" på lækkerier. Mange hilsner Anne

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...