torsdag den 2. januar 2014

Ahorn-glaserede kastanjer...

Ja ja, julen er ovre - men jeg har altså lige et ekstra skud i julebøssen. Du kan bare vente med at læse det til jul. Det er ikke første gang jeg blogger om glaserede kastanjer, men de fortjener endnu et indlæg, for jeg har pimpet opskriften lidt. Denne gang blev de nemlig lavet med mørk ahornsirup, hvilket fik de små fede juleengle til at synge ekstra højt.

Glaserede kastanjer er faktisk forløberen for de brunede kartofler. I år havde jeg dog bandlyst alt hvad der hed kartofler fra julebordet og serverede i stedet en fuldfed selleripuré + disse små glaserede himmerigsmundfulde.

Det er vigtigt at du ikke bare går i haven og henter en håndfuld alm kastanjer, de er nemlig giftige. Du skal ha' fat i ægte kastanjer (Castanea sativa). Jeg fandt mine i Salling. 

Hver kastanje fik ridset et kryds på den flade side med en urtekniv. De blev derefter kogt i letsaltet vand i ca 30 minutter.

De kogte kastanjer er nemmest at pille men de er lune. Brug en lille spids kniv til at lirke skallen og hinderne af med.

Det er omstændigt arbejde - men jeg har virkelig været på den snu forkant i år. Jeg fik dem nemlig gjort klar allerede tilbage i oktober, hvor de blev vakuumpakket og gemt i fryseren - og først taget op lillejuleaften. Det er helt klart the way to go.

Når de skal glaseres koger man først en sirup på ½ dl ahornsirup til 15 g SMØR. Når det begynder at tykne kommes kastanjerne i og slynges rundt. Efter et par minutter i den varme sirup er de klar til servering.

Jeg lover dig: de slår brunede glaskartofler med mange længder....


4 kommentarer:

  1. De lyder til at smage godt - rent bortset fra at der vel ikke er mennesker, der holder af ordentlig mad, der kunne finde på at købe kartofler på glas - nogensinde! Min søn har fået dem til en fest - de smagte gyseligt, fortalte han mig.
    Elsebeth

    SvarSlet
  2. Well Malou. Jeg har nu lavet de glaserede kastanier - dem som var tilbage efter at jeg havde kogt dem og guffet løs af dem med smør til. Pludselig kan jeg godt lide kastanier. Men ude i køkkenet venter de glaserede kastanier, og dem skal vi spise nu :) Kh. Tina fra Gudemad

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Tina

      Wee, er glad for at høre at du nu kan lide kastanjer. Dejligt at min opskrift kunne bruges. Kh Malou

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...