onsdag den 21. august 2013

Orecchiette med salvieflødesauce...

I dag har jeg virkelig skejet ud på kaloriefronten. Hvid pasta i flødesauce - ikke ligefrem noget man forbinder med en diæt. 5:2 er simpelthen næsten for godt til at være sandt...

Det blev til en tøm køleskabet ret i bedste Stop Spild Af Mad stil. Rart af få brugt alle resterne inden fasten i morgen.

Grønne bønner og peberfrugt fra æggedagen, salvie fra krydderurtegaven, hvidløg hjembragt fra Italien af Verdens Bedste Signe og en rest træt hjortespegepølse.

Der var ca 2 dl fløde til rest fra min Farvel Buræg kage og parmesanosten havde jeg i fryseren. Og så er der pastaen:

Orecchiette - købt i Supermarco sidst jeg var i København. 

Navnet betyder små ører - og det er det de ligner. De små lyttelapper skal koge i hele 18 minutter - så de blev sat over allerede inden jeg var færdig med at snitte og gøre ved.

Bønnerne blev skåret i mundrette skrå stykker og peberfrugten i strimler. 3 tykke skiver pølse blev skåret i strimler, 2 fed hvidløg i skiver og 7 blade salvie i chiffonade (rullet til en cigar og strimlet ultrafint).

Pølsestrimlerne blev først stegt sprøde på en mellemvarm pande. Der blev taget lidt fra til pynt inden bønner, peberfrugt og hvidløg blev tilsat. Grøntsagerne fik lov at sautere i et par minutter inde fløden kom på.

Fløden blev hældt over og salvien tilsat. Saucen fik lov til at koge lidt ind og fik et godt drys revet parmesan med på vejen. Til sidst blev der smagt til med ganske lidt salt (osten og pølsen saltede i sig selv), masser af friskkværnet peber og 1 tsk dijonsennep.

Det var perfekt timet, for uret til pastaen ringede i samme sekund saucen var smagt til. Vandet blev drænet fra de små fiduser - så var de klar til at blive flødekysset.

Retten skal ikke svømme i sauce, men heller ikke være tør. Jeg øste halvdelen op i en varm tallerken - og kom den anden halvdel på køl til frokost på fredag.

Resten af pølsen og en smule revet parmesan - og så var der mad. Uha, det var godt. Fantastisk pasta. Et helt fantastisk bid og en nydelig evne til at suge sauce til sig. Jeg er fan!

I morgen skal der fastes og det glæder jeg mig til. Har fundet den rette rytme og kan allerede nu mærke flere forandringer end bare vægttab. Weekenden byder på Winemakers Dinner fredag sammen med Signe og Bondens Marked på Brandbyegaard incl spisning sammen med voksenveninderne lørdag - så jeg kører 4:3 i denne uge og nupper en ekstra fastedag på søndag.

Og nu vil jeg under dynen med en varm kat og se en film. Sov godt derude...

    

14 kommentarer:

  1. For søren hvor det lyder lækkert! Simpelt og godt!

    SvarSlet
  2. Det er fantastisk at følge med på din blog..
    Jeg var i Århus i sidste uge og måtte besøge et af dine anmeldte steder... det blev Foodfein og det var bestemt et besøg værd og jeg er en oplevelse rigere.. tak for det
    Jeg har også købt Heinz mayo efter at have set det på din side... den er jeg ikke helt så begejstret for, vi synes den er lidt sød. Jeg vil anbefale dig at prøve Hellmanns som jo også er lavet på æg fra fritgående høns.
    Jeg vil endnu engang sige tusind tak for fantastisk inspiration .... jeg holder øje med dig
    Mange hilsner Tina

    SvarSlet
    Svar
    1. Ih, hvor er det dejligt at du læser med - og bruge det til noget.

      Jaaaa, Foodfein er bare sådan et dejligt sted. Gode råvarer er altså bare det bedste jeg ved.

      Ok? Jeg spiser ikke så meget mayonnaise 'rent' men bruger det mest i dressinger og salater - så jeg kan ikke lige genkalde mig smagen. Jeg plejer faktisk at bruge Hellmanns ;-)

      *Bukker* Det er mig der takker. Fedt at du gider holde øje med mig ;-)

      Slet
  3. Fåårk, det ser godt ud! Jeg kan ikke tåle gluten og føler mig normalt ikke snydt for pastaretter, men denne her... Slemme, slemme Klidmoster, det er jo synd for mig nu! ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Undskyld......det er jeg virkelig ked af. Jeg er slem. Kan du tilgive mig? ;-)

      Slet
  4. Jeg er bare nysgerrig - det er helt OK, hvis det er for privat til at svare. Men hvad er en voksenveninde? Googlede og så, at normalt er det en voksen, der bliver venner med et barn, der fx. har mistet sine forældre - men du er jo selv voksen? Nysgerrig her! :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Ha ha ha, det spørgsmål havde jeg ikke set komme. Men når jeg smager lidt på ordet og ser det udefra kan jeg godt forstå at du spørger :-)

      Ja, jeg er det der 'voksen' - men har hverken forældre eller ret mange jævnaldrende veninder. De er enten yngre eller ældre. "Voksenveninderne" er 2 kvinder jeg kender som begge 15-20 år ældre end jeg. Så nu håber jeg at du fik din nysgerrighed stillet ;-)

      Slet
  5. Hold da op, det ser godt ud! Lige sådan en ret, som passer sig til en torsdag, tror jeg :)

    Nu er det lidt svært at få særligt mange italienske råvarer hvor jeg bor, men jeg tænker en god frisk pasta og så en lækker chorizo kan man ikke gå helt galt i byen med :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak - jeg tror det er en ret man kan spise alle ugens dage ;-)

      Ork ja, det kan man sagtens bruge :-P

      Slet
  6. Hvor meget pasta brugte du? :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg vejede det ikke - men nok til 1 person ;-)

      Slet
  7. Hej:) det er ski da sjovt det her....kanon blog som jeg kom ind ved at søge på revet parmesan :) Startede selv på faste 3 dage om ugen sammen med min Søs for tre uger siden. Så sidder lige nu med Tom mave og savler over alle de skønne mad fotos /opskrifter. Du skriver bare super godt og hyggeligt og selvom jeg ikke har mere tid nu skal der helt sikkert vendes tilbage hertil :) Tak! Mange hilsner Christina

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak - jeg er glad for at du kan lide bloggen og det jeg laver :-)

      Kige endelig forbi en anden gang. Har du set jeg også har en blog om 5.2 med opskrifter til fastedagene?

      Glad hilsen
      Malou

      Slet
  8. Hej igen... nej det havde jeg ikke set... endnu :) Men det hele skal tjekkes ud :D Det er første gang jeg skriver til en blog..og måtte derfor oprette en googlekonto :D Så må jeg finde ud af, hvad jeg skal/kan bruge den til :) Når jeg faster... spiser jeg intet. Det har jeg det allerbedst med, men lige som dig..kommer jeg også til at fryse groft og derfor skal jeg se lidt nærmere på din suppe med svampe :) Jeg er ikke stor og folk griner, når jeg siger jeg faster, men jeg har det godt med det og har tabt 4 kilo. De kilo som iflg mig, er de kilo, der har sneget sig på i løbet af årerne og som måske ikke gør noget men ser grimme ud og irriterer mig :) Fasten er en guld opdagelse...især når man elsker søde sager.:D Men glæder mig til at læse herinde og blive inspireret :D

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...