lørdag den 20. juli 2013

Ispinde af birk og blåbær...

Her kommer endnu en omgang af verdens nemmeste ispinde. Alt hvad jeg har gjort er at fylde formene med noget færdiglavet......og taget æren for det. Så bliver det altså ikke meget nemmere.

Igen er det små børnevenlige is uden tilsat sukker. Her en rigtig tørstslukker af birkesaft.

Formene var en lille ekstra overraskelse fra Kitchen4Kids da de sendte formen til min give-away. De yndigste paraplyer - som jeg ved mine små niecer vil dåne over at få lavet is i. Formene kan købes lige her.

Hæ, formen er en udfordring for en OCD-tosse som jeg - men heldigvis passer håndtagene og dupperne forneden i farverne. Phew, heldigt nok!

Og igen: der er ingen grund til at gøre det besværligt for sig selv. Her har jeg brugt økologisk blåbær/æble og økologisk birkesaft med hindbær. 

Kender du birkesaft? Det er tappet af birketræer i økologiske finske skove og indeholder 98,8% vand, 1,2% frugtsukker, xylitol, C-vitamin, kalium, calcium, natrium, magnesium, zink, fosfor, kobber, jern, glukose, glutamin og forskellige aminosyrer. 

Den her variant er 98% birkesaft konserveret med C-vitamin, 2% koncentreret hindbærsaft og citronsyre. Der er kun 18 kalorier i 100 ml - hvilket gør den til et meget fornuftigt alternativ til de sliksøde frugtsafter.

Jeg fyldte formene til den markerede linje, klikkede de fine låg (rigtigt) på og stillede hele herligheden i fryseren natten over.

Ih, de er altså SÅ søde. Jeg er helt forlibt i dem. Den slags havde man bestemt ikke da jeg var barn.

Og det rigtig smarte er at man kan tage de enkelte paraplyer ud af formen. Det gør det nemt at fylde den igen så snart den er spist - og på den måde kan man sørge for rotation i formen. 

Uh, og jeg fik lige en tanke: børn elsker at sutte på istapper. Men pga den stigende forurening er der mange forældre der siger blankt nej til den fornøjelse. Hvad med at komme vand i formene og stikke barnet en hjemmelavet istap i stedet?

Det næste indlæg kommer også til at handel om is - men en helt anden slags. Kodeordene er peanutbutter, peanuts og chokolade.....

   

9 kommentarer:

  1. Sikke nogle yndige forme, herhjemme laver vi primært sodavandsis af appelsinjuice, frugtyoghurt eller en rest smoothie, det er nu også populært selvom formen bare er en lyserød Ikea-model...
    Hvor køber man det der birkesaft henne?

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, de er så yndige. Hæ, sådan laver jeg også mange is.

      Birkesaften kan købes i helsekostbutikker og Metro. Og ellers er Google din ven ;-)

      Slet
  2. Hej, sikke nogle yndige forme! Som den gnier, jeg er, kiggede jeg straks på eBay, hvor man kan købe fire paraplyforme for 20 kr. - og mange andre forme også. Bare et tip. Jeg søgte på lolly moulds.

    SvarSlet
  3. Rettelse; man kan faktisk købe 6 for ca. 15 kr. - gratis fragt.

    SvarSlet
  4. her et lille surt opstød over de billige forme... Det er rørende billigt - men tjek lige indhold af bpa eller phtalater.... i de billige (kopi) forme på e-bay.....

    SvarSlet
  5. tak for fantastiske opskrift-ideer...

    Vedr. priser:

    Når Kitchen4kids isformen koster 99 (idag nedsat til 69 kr), er det fordi, at Kitchen4kids skal

    - Kunne garantere at varerne er fødevaregodkendte jf de danske regler - på ebay er der ringen regler

    -Opkræve dansk moms - På ebay er moms et blandet begreb

    -Kitchen4kids sælger kun originale varer - ikke kopivarer, som på e-bay - Tjek om emballagen er original

    - Der er ikke bpa eller phtalater i nogen produkter fra Kitchen4kids - På ebay har du ingen garantier herfor

    - Fragt i Kitchen4kids er så ofte billigere end ebayfragt fra UK, Hong Kong eller US, så den skal man huske at beregne med

    Et sidste argument er, at hvis vi vil støtte danske arbejdspladser og virksomheder, så skal man altså handle lokalt i DK og ikke på ebay.

    Men billigt er det, og jeg ville ønske, at vi kunne få samme pris på bare indkøbsprisen i Kitchen4kids

    Kh Dorthe (indehaver), www.Kitchen4kids.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Fedt med et grundigt svar! :-)
      Jeg har netop ledt efter et alternativ til Ikea-formene, men kunne ikke i fx Inspiration og Kop & Kande finde ud af om deres er uden bpa eller phtalater - nu ved jeg hvor jeg kan bestille ordentlige forme til niecernes ispinde!

      Slet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...