søndag den 25. november 2012

Forloren hare: tips, tricks og teknik...

Forloren hare er det ultimative mormormad. Det er ikke noget jeg laver særlig tit, faktisk er det mange år siden sidst. I går åbenbarede der sig dog en fantastisk mulighed for at demonstrere teknikken til at lave den perfekte 'hare' - så her har du en guide til hvordan det nemt og hurtigt kan gøres: 

Det er oven i købet en Stop Spild Af Mad ret på flere måder. Kålen og de syltede agurker er nemlig genbrug fra weekendens julefrokost - og 'haren' selv?........

Den er lavet af en rest rå medisterpølse - også til overs fra julefrokosten. Sådan en fætter har en meget begrænset holdbarhed og derfor skulle den efter 1 døgn på køl gennemsteges. Som pølse kan det nemt blive en tør omgang - men klemmer man den krydrede fars ud af tarmen kan det bruges til flere ting: farsbrød, frikadeller eller kødboller - store til karrysauce, små til suppe.

Der var ca 650 g fars i pølsen. Det blandede jeg med 1 æg, 1 dl mælk og ca 1 dl havregryn. Hopper du på her - så brug den opskrift på forloren hare du foretrækker. Sørg for at farsen er meget vådere end f.eks en frikadellefars, mere om hvorfor senere. Og så til det tekniske:

Mange opskrifter på forloren hare dikterer at man skal forme farsen, lægge den i et fad og så dække den med baconstrimler. Jeg gør det baglæns - bacon først. På et stykke bagepapir lægges en pakke bacon taglagt så det overlapper med ca ½ cm.

Den våde fars lægges på i midten og formes til et aflangt farsbrød - sørg for at der er lidt plads i enderne til folde baconen omkring. Og hvorfor skal farsen så være våd? Det er pga den fordampning der sker i ovnen. Er farsen for kompakt og tør på forhånd - ja, så vil det færdige resultat også blive det. Jeg garanterer at mine instrukser giver en saftigt og lækker 'hare'! 

Brug bagepapiret til at folde baconstrimlerne ind over fra alle sider. 'Haren' skal nu i et letsmurt fad - men den er umulig at flytte. Men det er der råd for:

Smør fadet i bunden med ganske lidt olie og læg det ned over 'haren'. Glid hånden ind under bagepapiret og vend hele herligheden.

Voila - det giver en perfekt 'hare' hvor baconskiverne er låst nedenunder. På den måde undgår man at det krøller op under stegningen. Da farsen er ret våd er den på nuværende tidspunkt ret firkantet og flad på toppen.


Den kan dog nemt klemmes lidt rundere. Og så er den klar til ovnen. Først 10 minutter på 250°C. Derefter kommes 2-3 dl vand i fadet til 'haren' og ovnen skrues ned på 175°C. Det tager ca 40-45 minutter at stege den færdig - jeg anvender stegetermometer og steger den til 80-85°C. 

Den færdigstegte forlorne hare er sprød og fin udenpå - og meget saftig inden i. Lad den trække på køkkenbordet mens saucen laves.

Der er den lifligste stegesky tilbage i fadet. Jeg bruger en palet til at skrabe 'det brune' på kanterne ned i væsken - og derefter si det igennem en lille fintmasket si.

Det meste af fedtet skummes af. Det er både fedt fra den fede medisterfars og en hel pakke bacon. Lav den sauce du foretrækker. Hvis du vil lave en opbagning, så brug lidt af det afskummede fedt og mel - elles kan stegeskyen blot jævnes med en smule majsstivelse.

'Haren' skæres i skiver på ca 1½ cm tykkelse. Se lige hvor saftig og lækker den er...

Tilbehøret var julekål - hakket hvidkål med SMØR og fløde. Det smages til en et par tsk æblecidereddike for at bryde fedmen. Som sødt, salt og sprødt var der lidt krydret æblesmør og hjemmesyltede agurker.

Jeg gik totalt old school og lavede SOVS i stedet for sauce. Stegeskyen blev monteret med lidt mælk og fløde, fik et par dråber kulør - og blev jævnet med en 'smørbolle' af lidt afskummede fedt og mel. Oh la la......totalt labert. Fedtenergiprocenten i måltidet var alarmerende - men sikke da en velsmag. Og spiser man en fornuftig basiskost er der bestemt også råd på 'kaloriekontoen' til at skeje ud en gang imellem.

Det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg sætter stor pris på optimal og omhyggelig køkkenteknik - og hvis du bruger min metode får du altså både et godt og pænt resultat. Jeg håber at du nu både har fået lidt teknik 'med hjem' og inspiration til hvad en medisterpølse også kan bruges til i en snæver vending.

Den kolde 'hare' er fremragende som pålæg. Top f.eks med rødkål, syltede agurker eller asier. Jeg er ikke hjemme i dag, så jeg har skrevet til Max at han kan kigge forbi og klø kattene bag øret - og at der står en overraskelse til ham i køleskabet. Så bliver 'haren' spist (og nydt) og madspild undgås. Win win! 

--------------------------------------------------------------------------------------------

Det har været en rigtig skøn weekend indtil videre. Fredag aften afholdt vi den årlige Kagedåse Julefrox - i år for 4. gang. Jeg ELSKER de skøre kugler - og det var en perfekt afslappet og hyggelig aften. Mærkeligt at det var sidste gang her. Men så håber jeg at vi kan gentage succesen til næste år i min nye lejlighed.

Og som det ser ud lige nu, så er den min om ganske få dage. I går fandt jeg nemlig både bevilling og gældsbevis på indskuddet i postkassen. Godt gået af Århus Kommune at få det i orden på 4 arbejdsdage. Nu skal det bare afleveres underskrevet i morgen - og så overfører de pengene til boligforeningen. Den første halve husleje for december har jeg selv lige overført. Så med lidt held kan jeg hente nøglerne hos varmemesteren allerede på onsdag. Wee, jeg glæder mig og står allerede klar med målebåndet i hånden. Ser frem til at få afklaret hvilke møbler der er plads til - og hvilke mål mine nyanskaffelser skal ha'. 

I dag skal jeg på besøg og småkagebagning hos søde Anne - med overnatning, snak og hygge. Det er bare lige hvad jeg trænger til.
God søndag til alle der kommer her forbi 


11 kommentarer:

  1. Hej Klidmoster
    Øj hvor ser den lækker og saftig ud og tak for dit bacon-tip! Min bacon krøller altid op under stegning, men du havde en god fidus.
    Jeg putter revne kartofler i min forlorne hare Det gør haren saftig og giver den fylde. Bare lige et tip den anden vej :-)
    Tak for god inspiration, som altid, Malou :-)
    Mange hilsner
    Gitte

    SvarSlet
  2. Du kan også lave snyde frikadeller af medisteren, bare skær enden af og klem passende bidder ud på en pande, de er super gode til madpakken, eller til en hurtig frokost :)

    SvarSlet
  3. jeg er ret pjattet med forloren hare, men laver den faktisk ret anderledes end dig - jeg laver dem i portionsstørrelse og med leg bacon i stedet. VI får også altid grønnebønner til og ristede kartofler i stedet for SOVS, syltede agurker osv. til. Men tak for inspirationen med medisteren - sjovt, at samme ret kan laves på så mange forskellige måder.

    SvarSlet
  4. Hej klidmoster :)
    Har fulgt dig igennem et stykke tid men har ikke givet mig til kende før nu :-) Vi skal nu have forloren hare hæhæ. Smart bacontrick!! Nu står vores "harebasse" i ovnen og ser fancy ud i sin flotte bacon indpakning. Tak for mange gode tip og en masse inspiration.
    /Tina :)

    SvarSlet
  5. Herhjemme er det faktisk min kæreste som står for forloren hare - også kaldet farsbrød af ham. Han kommer væde i bunden og bruger det til sovs, lavet med tyttebær. Også kendt bedre FIRKANT-sauce hos hans kammerater, som får det inden byture. Den er så tyk, at man kan skære det ud og ligger en god bund ;)

    Skal da vist snart have ham til at lave sådan en omgang :)

    Uhh, lyder godt med boligen og fedt at Århus kommune for engangs skyld er hurtigte. Det har jeg endnu ikke oplevet med mine bevillinger til diabetes!

    Glæder mig til at høre mere :)

    SvarSlet
  6. Aaarh, er det SÅDAN man skal gøre. Min kæreste prøvede i sidste uge - ikke helt så vellykket :-)

    SvarSlet
  7. Kære Malou
    Læste dit indlæg om forloren hare for nogle dage siden, og har leget med tanken om at prøve sådan en omgang for første gang lige siden. Dejligt tip med baconen. Det skal prøves.
    Kærlige hilsner
    Nadia

    SvarSlet
  8. Den ser virkelig lækker ud den hare! Mit resultat bliver dog aldrig så flot, men jeg vil prøve med din opskrift næste gang :)

    SvarSlet
  9. Synes at dit trick med at gøre farsen lind er forkert. Det er for svært at styre farsen i bacon bagefter...

    SvarSlet
  10. Synes at dit trick med at gøre farsen lind er forkert. Det er for svært at styre farsen i bacon bagefter...

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...