søndag den 26. august 2012

Kartoffelmazarin med appelsin og chokoladeganache...

En saftig og svampet mazarinkage - med kartoffel? Oh yes, det er noget der dur. Den har en lidt anden tekstur end man er vant til fra andre mazarinkager, men sikke en lækkerbisken.

Kagen har fået et skud appelsin og en syndig chokoladeganache på toppen. Den er desuden helt uden mel og derfor meget velegnet til glutenallergikerer.

Det er mit 3. bidrag til madbloggerkonkurrencen med økologiske kartofler. De øvrige bidrag kan ses her på Facebooksiden Økologiske kartofler. Først skrællede jeg en helt masse kartofler og kogte dem - så havde jeg nemlig også råmateriale til de næste dages eksperimenter.

250 g kartofler presses igennem en ricer eller en grov sigte (kan også bare moses med en gaffel) - og bredes lidt ud så det kan køle ned.

Kage:
200 g blødt SMØR
175 g rørsukker
4 æg
175 g revet marcipan
250 g mosede afkølede kartofler
Skal af 2 appelsiner
2 tsk bagepulver
Rasp til formen

Sirup:
Saft af 1 appelsin
2 spsk rørsukker

Chokoladeganache:
75 g mørk chokolade
25 g SMØR
1 spsk fløde


Skallen rives af appelsinerne - vær omhyggelig med ikke at få noget af det hvide bitre med.

Den ene appelsin presses og pulpen sies fra. Saften tilsættes rørsukker som opløses under omrøring.

Denne opskrift passer til en springform på 18 - 20 cm. Formes gnides med blødt SMØR og drysses med rasp. Ovnen tændes på 170°C.

Sådan laves kagedejen: Pisk SMØR og sukker luftigt. Tilsæt den revne marcipan og pisk til massen er glat. Tilsæt 1 æg af gangen og pisk grundigt. Tag en dejskraber og vend kartoffelmosen, bagepulveret og appelsinskallen i dejen. Kom dejen i springformen og glat toppen. Bag kagen i ca 1 time. Hold øje med at den ikke bliver for mørk - læg evt stanniol over.

Test kagen med en tandstik - den skal komme ren ud. Midten skal dog ikke være fast, men virke ret svampet. Lad den køle af i ca 15 minutter.

Prik en masse huller i kagen og dryp appelsinsiruppen med en teske. Jeg kom kun ca halvdelen på, ellers var den blevet for våd.

Kagen sutter langsomt siruppen i sig mens den afkøler helt.

Kom kagen på et fad og lav chokoladeganachen. Først hakkes chokoladen.

Den kommes i en skål sammen med SMØR. Blandingen smeltes over vandbad eller i mikroovnen - og der røres fløde i.

For at få den til at afkøle hurtigere kan man sprede den ud over en stor tallerken. Jeg satte mit i køleskabet i 5 minutter - og så var den til at røre tyk og cremet.

Fordel ganachen på toppen af kagen.

Det er ikke nødvendigt med pynt, men et drys guldkrymmel eller tørret revet appelsinskal skader bestemt ikke.

Et snit med kniven blottede det svampede gule indre.

Jeg kunne næsten ikke vente med at sætte gaflen i den.

Oh la la.....overmådelig lækker måde at spise kartofler på.

I dag vil jeg lave en bagt mos, en spændende kartoffelsalat og noget sprødt - og så har jeg simpelthen fået brugt alle mine kartofler til konkurrencen. Det er god Stop Spild Af Mad stil!

Uh, og jeg vil lige tilføje - kagen smager endnu bedre dagen efter hvor den har stået på køl og fået lov til at sætte sig!



10 kommentarer:

  1. Kære Malou
    Åhhhhh, jeg ville dø en lille smule for sådan en bid! Ser lækkert ud. Også bedre end at gnave koteletter, må jeg sige! ;)
    Knus Hanne

    SvarSlet
  2. Uhhff den ser spongy og lækker ud! Er så lækkersulten nu... :D

    SvarSlet
  3. ej hvor spændende. Det kunne være at jeg skulle prøve at bage den til en housewarming jeg skal til næste weekend. Er den også god dagen efter?

    SvarSlet
  4. Wauw, den ser lækker ud. Skal helt sikkert på to-do-listen.

    SvarSlet
  5. Uhh den ser tilpas lækker og simpel nok ud til den kan komme på næste weekends kageliste.

    SvarSlet
  6. Åh det minder mig om da min søster lavede kartoffelkage da jeg var lille... det var mig selv der kaldte det for en kartoffelkage.

    Jeg tror jeg skal bage en så jeg kan opleve lidt nostalgi. TAK for opskriften :)

    SvarSlet
  7. Øj, den ser lækker ud. Jeg har en ven som lige har fundet ud af at han har glutenallergi. Han elsker marzerinkage så den her kage må jeg vist bage til ham!
    Vh Charlotte G

    SvarSlet
  8. Altså, du har jo næsten altid noget interessant eller lækkert på bloggen, men lige pt får den godt nok fuld skrue med de mundvandsdrivende indlæg.
    Således siger mave og jeg tak for salade nicoise i weekenden ligesom vi ser frem til faux farserede porrer og nu også kartoffel mazarin med chokolade ganache.
    Rikke

    SvarSlet
  9. Øj Malou - du ved da også bare, hvordan du gør mig i godt humør! Når jeg en dag får taget mig sammen til at tage toget til det Århusianske, så må du LOVE mig at lave denne her, ikke?

    SvarSlet
  10. hej malou. kagen er en fryd for øjet...da jeg ikke bruger æg kan jeg erstatte det cremefracie eller noget andet? har du nogen forslag da jeg ville prøve at lave det hjemme.

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!