mandag den 6. august 2012

Himmelsk frokost på Henne Kirkeby Kro...

I lørdags skulle jeg ha' spist fint på Samsø - men efter højskolens krak gik den plan jo i vasken. Karen Helene, som jeg skulle ha' været af sted sammen med, fik dog den fuldstændige geniale idé at vi kunne tage på roadtrip til vestkysten og spise frokost på Henne Kirkeby Kro i stedet for.

Som sagt, så gjort. Jeg blev hentet kl 9:30 - og så blev kursen sat mod vest. Vi ankom til kroen lidt over 12, men rumlende maver og forventningerne helt uden på tøjet. Den smukke gamle kro tog smukt imod. Den del man ser her er aftenrestauranten - frokostrestauranten er i nogle nyrestaurerede lokaler i nabobygningerne.

Frokostrestauranten har et stort glasparti med kik til en stor gårdhave.

Vi blev anvist bord midt i lokalet med udsigt over netop gårdhaven. Og der kommer Jesper Tøt Stjernholm Krabbe trissende. Han brugte tiden fornuftige udedørs i det gode vejr med at se til den kæmpestore køkkenhave.

Både Karen Helene og jeg valgte 2 retter - vi var ikke kørt så langt for mindre.
Frokostmenuen kan ses lige her. Og da der var en bil involveret valgte vi en enkelt glas vin til 2. ret og San Pellegrino for resten (1 L til 50 kr).

Mens vi ventede på den første ret kom der brød og SMØR på bordet. Brødet havde den mest knasende sprøde skorpe man kunne forestille sig. Det var et surdejsbrød bagt på Manitoba. For dem der ikke ved hvad det er kan jeg fortælle at det er mel dyrket i Manitoba-distriktet i Canada. Det specielle klima giver korn med et meget højt proteinindhold, som giver en helt fantastisk bageevne.

Brødet havde en helt perfekt krumme og havde urter fra haven i bunden. Vi måtte virkelig beherske os for ikke at fylde maven med brød. Og det var altså lidt af en udfordring.

For se lige hvad der var til: smukt gult SMØR fra Aabybro mejeri - rørt med sydesalt fra Læsø.

Efter en behagelig ventetid kom den første ret på bordet:


Henne fiskesuppe, rouille og crouton – auktionens fisk fra Hvide Sande (210 kr).

Denne dag bestod fiskefyldet af et stykke perfekt stegt havtaske og et ditto stykke pighvar + en hel hummerklo.

Hummeren var delt i 2 bidder. Sød og god. Suppen var koncentreret og reduceret til perfektion - og lige netop tilpas flødekysset. Urter og fennikel smagte fint igennem. Og ja, det måtte lidt mere brød til at få de sidste dråber med. Sorry, ET - den slog altså jeres.

Med den værste sult af vejen udbad vi os en lille pause. Vi fik snakket om løst og fast, meget om mad og en del om Salone del Gusto/Terra Madre i Torino til Oktober. Jeg skal deltage som delegeret for Slow Food Danmark og glæder mig rigtig meget.


Efter en rum tid blev vi spurgt om der var ved at være plads til næste ret. Og der var der. Først fik vi dog rødvin i glassene:


2008 Merlot, Alexander Valley, Sonoma, Sebastiani. (pr glas 75 kr - pr flaske 510 kr). Det var en rigtig bulderbasse af en rødvin. Moden frugt og masser af tanniner. Den skulle gøre sig godt til den næste ret:

Lagret dansk oksehøjreb, krydret urtesmør & pommes neuf (245 kr). En kæmpe krogmodnet bøf med tomater, broccoli og urter fra haven.

De nyopgravede kartofler var simret møre i en blanding af olie og SMØR - hvilket forvandlede dem til små himmerigsmundfulde.

Der var også lidt ekstra garniture til - en salat af store blade, vendt i en surmælksdressing og Vesterhavsost revet over i en generøs mængde.

Wow, sikke noget kød - hver bid havde saft, kraft og karakter. Det var rent smovs det hele.

Karen Helene måtte levne, for det var en stor portion når man havde fået suppe og (alt for) meget brød først. Well, hvad kan jeg sige - som tilhænger af Stop Spild Af Mad hverken kunne eller ville jeg lade så meget som en enkelt bid af den bøf gå til spilde. Så godt, så godt.

Regningen var jo nem at dele, for vi kunne blot hakke den i 2. Vi måtte begge slippe med 555 kr - hvilket må siges at være mere end rimeligt for den formidable frokost. Stedet tog os begge med storm - maden, stemningen og den udsædvanlige afslappede, uhøjtidelige betjening. Paul Cunningham var på en velfortjent ferie i England efter hans første 3 intense måneder på kroen - men jeg skal love for at resten af teamet tog sig godt af os.


Efter frokosten sagde vi pænt farvel - og på gensyn, inden vi gik en lang tur i haven. Her er der et kik ind i gårdhaven fra en anden vinkel.

Der var virkelig styr på tingene. Prydhaven var velfriseret og der var ren balsam for sjælen at slentre rundt der.

Uh, og køkkenhaven var et kapitel for sig. Jeg tog SÅ mange billeder at jeg overvejer at lave et selvstændigt indlæg om den. Vi fik lov til at smage både nogle af sæsonens sidste jordbær og søde sprøde ærter. Det var inspirerende at se hvordan kroen kan være så godt som selvforsynende ved hjælp af god planlægning. Det er 'fra-jord-til-bord' på den mest beundringsværdige måde. Lige nu ærgrer jeg mig lidt over at jeg ikke forsøgte at sweettalke mig til til lidt krondild til mine syltede agurker - for de havde et helt hegn plantet.

Mætte og glade tog vi afsked med Henne Kirkeby Kro. Nu krydser jeg fingre for at jeg vinder i Lotto eller noget i den retning så jeg kan invitere min kæreste ned på en middag og en overnatning - for jeg vil meget gerne tilbage og se hvad Paul Cunningham kan i aftenrestauranten.

-----------------------------------------------------

Vi besluttede os for at køre den pæne tur hjem, op langs kysten og så tværs over via Ringkøbing.


På vejen kom vi forbi Nymindegab og spottede den her minigolfbane hos Golf Park West. Vi kørte først forbi, men blev hurtigt enige om at vende kareten og tage et spil. Jeg tabte stort, men har sjældent moret mig så godt - og grint så meget. Virkelig kreativ og opfindsom bane.

Efter at ha' fået vejret igen kørte vi videre indtil jeg spottede en hvid klit. Åh, bare at få lov til at se Vesterhavet ville være dejligt.

Og det fik jeg lov til. Det gibbede i mig for at rende ned og hoppe i bølgerne, men på det tidspunkt var der ikke ret mange kræfter tilbage. Det blev til en stund i solen med blæst i håret og sol på kinderne i klitterne i stedet for.

Dessert have vi jo sprunget let og elegant over på Henne Kirkeby Kro - og nu meldte trangen til noget sødt sig. Vi ledte forgæves efter god is i Hvide Sande og kørte i stedet videre til Søndervig hvor vi fandt noget ok, men stadig massefabrikeret is.

På vej ud af Søndervig spottede vi pludselig et skilt der reklamerede for International Sandskulpturfestival - og så måtte vi jo altså gøre endnu et stop, for det skulle vi da bestemt ha' med.

Og det er jeg meget glad for at vi valgte at gøre - det var nemlig meget imponerende. Igen tog jeg en god mængde billeder som bliver til et selvstændigt indlæg på et tidspunkt.

Det var virkelig spændende at gå på opdagelse i alle detaljerne.

Og jeg forelskede mig fuldstændig i de her krokodiller som virkelig var kløgtigt placeret. Det var gode 40 kr giver ud på den oplevelse. Jeg kan virkelig godt lide konceptet med den forgængelige kunst - værkerne er midlertidige indtil elementerne 'tager dem tilbage'. Everything must go.

Vi satte os i bilen, skruede op for Roxi Music og kørte i et stræk tilbage til Århus. Da vi nåede til min parkeringsplads kl 20:25 kravlede jeg op af trappen og gik ud som et lys. Sikke en dag. Det er en dag jeg vil tænke tilbage på med fryd. Men den kostede godt nok alle mine kræfter og lidt til. Jeg har måtte ligge brak siden. Men det var alt balladen værd!


12 kommentarer:

  1. Nøj! Men bedre end suppen på ET? Det er alligevel dobbelt op på imponade! En dag vil jeg også spise på kroen... *drømmedrømme*

    SvarSlet
  2. Dette indlæg er direkte ondt. ONDT! siger jeg dig. Jeg sidder her en mandag aften med mundvandet drivende ud ad begge mundvige og er helt syg efter fiskesuppe, sprødt brød og mør steak nu... Suk! Dette indlæg tilgiver jeg dig ikke lige med det samme :-)

    SvarSlet
  3. Wauww.. Jeg har spist på Henne Kirkeby Kro. Og den rørte tatar pyntet med blomster jeg fik, husker jeg stadig levende. Lækkert mad, lækkert sted. Jeg overvejer at spare sammen til et ophold der, jeg har set deres værelser, og det er virkelig luxus. :)

    SvarSlet
  4. Ammenam, hvor ser det lækkert ud. Jeg savler virkelig osse. Sikke en skøn dag, I har haft. Smuk smuk køkkenhave og dejlige fornøjelser på alle måder.
    KH Marianne

    PS: Når jeg kommer til at bo på Samsø, så skal du blive en af de første, der får et tilbud til Tante Sød's B&B, og så skal jeg køre dig rundt på hele øen, medmindre du skal ha' din ladybug med

    SvarSlet
  5. Tak. Hvor var det dejlig skøn læsning, med noget til alle sanser. Bare jeg havde været med.

    Møs
    Helle

    SvarSlet
  6. Åhhhh, kæreste Malou - det var dog en helt fantastisk dag, du der havde dig. Det er dig vel undt!!Og Henne Kirkeby Kro er ny sat på min ønskeliste over steder at besøge!
    Knus Hanne

    SvarSlet
  7. Kære Malou.
    Det var da også bare super ærgerligt at højskolen krakkede, og så lige efter du havde købt det gode tilbud. MEN fedt med sådan en erstatnings-lørdag!

    Billederne taler for sig selv, I har nydt det, været impulsive og har fået stimuleret sanserne. Skønt!

    - Er vild med deres køkkenhave .... wauw. Glæder mig til indlæg om denne.
    Kærligst Nada

    SvarSlet
  8. jamen man bliver bare lykkelig!
    Var selv så heldig i sommerferien at spise der - og valgte deres frokost-menu, hvor kokken i den grad gav den gas med løgsuppe, smørstegt knurhane og ingefær jordbær med vaniljeis! Genialt!
    Drømmer også om deres aftenmenu og har startet opsparingen:-)

    SvarSlet
  9. Det er også absolut det bedste sted, i miles omkreds. Fantastisk sted, absolut imponerende...

    Er rigtig glad for, at kunne læse, at dine forventninger til stedet blev indfriet ;-)

    SvarSlet
  10. Tak for en vidunderlig reportage! Desværre har jeg kun set Henne Kro i fjernsynet i Hans Beck Thomsens tid; da lavede DR1 en meget flot TV-udsendelse med den dygtige og flittige gamle gartner og hans meget smukke urtehave; der var også en del fra køkkenet. Nu er stedet på alle måder lavet til et vildt luksus-hotel. Man kan vist ikke kalde Henne et udkantssted, snarere må det være et sted i "overkanten", hvor alt afhænger af øjet og maven!
    Elsebeth

    SvarSlet
  11. Smukt indlæg Malou. Henne Kirkeby Kro er en oplevelse værd, og de sandskulpturer er noget man ikke må gå glip af :-)

    SvarSlet
  12. Uhmmmm! Tak for den beskrivelse - har lige meddelt min mand, at et ophold plus middag på HKK står absolut højest på min ønskeliste :)

    Dejligt at høre, at du havde sådan en fantastisk dag!

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...