onsdag den 7. marts 2012

Fyldte auberginer...

I går kiggede jeg ned i ugens kasse og spottede en aubergine. Min første indskydelse var "ikke nu igen" - det er muligvis den grøntsag jeg har mindst fidus til. I sidste uge lavede jeg moussaka for at få den brugt - men hvad skulle jeg stille op nu?

En hurtig rundtur på Google ledte mig til den her opskrift af James Price. Ok, en fyldt aubergine kunne jeg lige magte at lave - hvis jeg altså tog en smutvej. Mere om det senere.

Løg var det ikke nogen af, men forårsløg kunne også bruges. Åh, altså - den aubergine. Jeg har de værste barndomsminder om den. Stegt så smattet i rigeligt olie og fuldstændig blottet for krydring at den smagte som opblødt pap. *Gys*. Men jeg er fast besluttet på at vi skal slutte fred. Derfor giver jeg ikke op før jeg finder en ret som jeg straks vil tænke på når jeg ser en aubergine.

Ugens kasse bød også på 200 g hakket oksekød - perfekt.

Ja, jeg skriver auberginer i flertal - men det er jo kun en jeg bruger her. Gang selv op. Den blev først flækket på langs inden den blev udhulet. Det gøres nemmest med et kuglejern eller parisiennejern som det også kaldes. Det har nogle skarpe tynde kanter som nemt skæret igennem det svampede indre. Man kan naturligvis også bruge en helt almindelig ske.

Indmaden fra auberginen blev hakket. 2 forårsløg og 3 fed hvidløg blev snittet fint.

Opskriften lød på spidskommen, paprika og kanel. De 2 første var jeg desværre løbet tør for. Jeg havde det her glas på hylden og tog lidt af det i stedet for.

Det er en blanding af Himalayasalt, løggranulat, hvidløgsgranulat, koriander, basilikum, sort peber og chilipulver. Det giver selvfølge et lidt anden smagsprofil end den oprindelige - men med lidt kanel gik det såmænd nok.

Løg og hvidløg blev sauteret i lidt olivenolie til de var bløde, dog uden at tage farve. Auberginen blev tilsat og fik lov til at stege med til det faldt sammen. Blandingen blev hældt i en dyb tallerken. Panden kom tilbage på varmen og det hakkede kød blev brunet. Da det var faldet helt fra hinanden kom grøntsagerne ved igen. Krydderierne blev tilsat og det fik lov til at hygge ved lav varme i ca 10 minutter. Det blev derefter taget af varmen og fik lov til at køle lidt ned.

Og så var det den nemme løsning skulle ind over: færdigkøbt mornaysauce på brik. Sorry, James - min arm er ikke kommet sig over den sidste opbagte sauce endnu.

For at opveje smagen af købesaucen lidt tilsatte jeg en god håndfuld revet pecorino til retten.

Den afkølede kødblanding blev rørt med mornaysauce - ca 1½ dl. Det behøver ikke sejle, det skal bare hænge sammen. Der blev tilsat 1 æg, friskkværnet sort peber og den revne pecorino.

Det færdige fyld blev fyldt i de udhulede auberginer. Der var lidt fyld til overs - og det kom jeg i en ramekin og bagte sammen med.

Jeg lavede en lille rulle af folie og lagde under de tynde ender for at stabilisere og gøre dem lige høje over det hele.

Jeg kan godt lide når den slags bagte sager er godt sprøde på toppen, så jeg gav dem lige et drys rasp.

Inden de blev toppet færdig med mere revet pecorino. Fadet blev sat i en 200°C varm ovn i ca 30 minutter. I mellemtiden biksede jeg en hurtig salat sammen.

Det blev 'alt godt fra kassen' og rester fra ferien: agurk, tomat, forårsløg og blomkål.

Marinaden bestod af olivenolie, citronsaft, salt, peber og en masse friskklippet dild.

Og så var der relativ hurtig og nem mad. Jeg var meget tilfreds med resultatet - og vil helt sikkert lave auberginer med fyld igen. Jeg har et par ideer til hvad man ellers kan fylde i. Den ene blev spist til aftensmaden og den anden gemt til frokost i dag.

Jeg ved godt at det er en evindelig klagesang herfra - men hold da op hvor er jeg kvæstet. Influenza på 3 uge er virkelig noget der trækker tænder ud. Jeg pressede mig selv i mandags og tog til et spændende spansk arrangement - og har været helt smadret siden. Så nu har jeg været nødt til at sætte alt på vågeblus. I morgen tager jeg ud til Sif og passer katten i 3 dage, mens jeg ligger brak og glor tv. Det er jo chokoladefestival i København i denne weekend og jeg skal *hyl* ikke med. Det er pokkers at det altid er det skrantende helbred der skal diktere hvad jeg kan deltage i - men sådan er det jo med fibromyalgi.

Og endnu engang er det virkelig vigtigt for mig at få sagt fra, for jeg er ved at bukke under af alle de uindfriede forventninger jeg føler der er til mig. Tak for alle de dejlige kommentarer og mails - jeg sætter stor pris på dem. MEN som der også står i venstre side at bloggen, så svarer jeg når jeg kan magte det. For mig er det vigtigt at tilværelsen er så stressfri som muligt - for stress gør min sygdom værre. Der er flere der skriver og rykker for svar og stiller spørgsmålstegn ved hvorfor jeg ikke svarer hurtigere end jeg gør. Det gør mig faktisk ret ked af det - og giver mig mindre lyst til at blogge. Det her er min hobby og ikke et arbejde. Jeg sætter tid til på det af lyst - og det skal altså ikke blive en sur pligt. Skriv gerne - men forvent ikke et hurtigt svar. Mine få kræfter bliver brugt på alt lave maden og blogge om den - resten kommer i anden række. Det håber jeg virkelig at der er forståelse for.

20 kommentarer:

  1. Sådan skal det være Malou :) rigtig god bedring Knus fra Frk Hall <3

    SvarSlet
  2. Den ser lækker ud- jeg har ikke haft den helt store fidus til de der "fyldte grøntsager"- men få faktisk lyst til at prøve denne her :-)
    Godt at du passer på dig selv og ikke bukker under for andres forventninger eller måske lige så meget egen forventninger :-) Nyder at læse din blog og forventer ikke svar.
    Kh Sara

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak - den var ikke spor tosset :-)

      Det var rigtig godt lige at træde et par skridt tilbage. Nu kan jeg lidt igen. Bedre sent end aldrig ;-)

      Kh Malou

      Slet
  3. #Nomenom synes det ser vildt lækkert ud... Men nu elsker jeg også auberginer.. Selvom jeg giver dig ret i, at det er få retter de egner sig til.. Personligt er min favorit at få dem grillet om sommeren ; )

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :-)

      Jaha, grillet er de nu allerbedst! ;-)

      Slet
  4. Det ser rigtig godt ud. Jeg har det ligesom du, med minderne om de der slaskede skiver aubergine i alt for meget olie, totalt udkogte i moussaka osv. Men, der er noget jeg rigtig godt kan lide - og det er Baba ghanoush (dip af bagt aubergine, youghurt, tahin, hvidløg, olie, krydderier). Det vil jeg forsøge at lave næste gang der kommer en aubergine forbi.
    Rigtig god bedring til dig.
    Lotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :-)

      *Gys* de er hæslige. Uhm, jeg elsker Baba ghanoush og laver det også af og til.

      Tak :-)

      Slet
  5. Rigtig god bedring:-)
    De der fyldte auberginer må prøves en dag - det ser lækkert ud:-)

    SvarSlet
  6. Jeg må vist også prøve den her ret.. den sætning om det bløde pap..den husker jeg også..UFF!!
    meeen måske skulle jeg give den et forsøg mere, så det ikke altid KUN er de samme grøntsager der går igen og igen :)
    Rigtig god bedring

    SvarSlet
    Svar
    1. JA, giv lige den her en chance - det er noget helt andet en 'pappet' ;-)

      Tak :-)

      Slet
  7. Hej Malou !

    Jeg har samme ambivalent forhold til aubergine some dig. Måske denne favorit opskrift af min kan passe ind med dine smagsløg: http://kitchenofkiki.blogspot.com/2011/03/stuffed-egg-plant.html

    SvarSlet
    Svar
    1. Uh, det ser godt ud. Tak for tippet :-)

      Slet
  8. Hovhov, auberginer er da ganske fine og fredelige :-)
    Jeg er enig med Lotte - Baba ghanoush er en skøn måde at bruge auberginer på, det er lige noget for dig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Well, I want to kill them :-D

      Yep, det kan jeg godt lide - og laver det som regel. Manglede bare noget nyt at lave med de lilla rædsler ;-)

      Slet
  9. Øv altså, jeg plejer at bytte kasse, når jeg kan se, der er en aubergine i vente......

    SvarSlet
    Svar
    1. Ha ha ha ha, dejligt at høre at det ikke kun er mig der gør det :-D

      Slet
  10. hmm, jeg elsker eller aubergine! Hvad med eggplant parmesan (den vegetariske version af chicken parmesan) eller ratatouille, eller måske endda babaganoush?

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...