søndag den 25. december 2011

Hjemmelavet kirsebærsauce...

For mig har den sidste bastion i den helt hjemmelavede julemiddag længe været kirsebærsaucen. Ikke lavet af købte syltede kirsebær i lage - men helt fra bunden af 'rigtige' bær. I år fik jeg den så endelig lavet. Og tror vist aldrig jeg kommer til at købe et glas færdiglavet igen (well, måske Sellebergs).

Ved godt det er lidt fesent at poste opskriften dagen efter juleaften - men jeg havde ikke andet valg. Den blev nemlig først lavet kl 2 i nat hvor vi sad og slog mave efter ande-orgiet da det pludselig sagde *Pling* i mit hovede. Jeg skulle da lave min egen sauce!!!

Jeg havde jo økologiske kirsebær i fryseren som jeg selv udstenede i sommers. Dem havde jeg da ellers glemt ALT om. Årets juleportvin blev hevet frem til at lave selve saucen af.

Kirsebærsauce (4 pers):

250 g udstenede kirsebær fra frost
1½ dl portvin
1 dl appelsin- eller mandarin/clementinsaft
1 dl vand
50 g rørsukker
1 spsk Selleberg kirsebærsirup (kan erstattes af lys sirup)
1 'tom' vaniljestang
½ kanelstang

1 spsk citronsaft
Majsstivelse


Jeg ville ha' foretrukket appelsinsaft. Men eftersom jeg ingen havde i huset blev det saft af 3 mandariner.

Jeg valgte at komme lidt kirsebærsirup i for at få lidt ekstra bærsødme. Den kan sagtens undlades. Havde jeg planlagt saucen på forhånd tror jeg faktisk at jeg ville ha' udskiftet hele sukkermængden med siruppen. Næste år!

Kog først en lage sammen af portvin, vand, saft, sukker, sirup og krydderier. Lad den simre i ca 5 minutter. Tilsæt de halvtoptøede kirsebær og lad dem snurre med ved svag varme i ca 10 minutter.

Si bærrene fra, fjern krydderierne og kog lagen ind til det halve. Tilsæt citronsaften og jævn den indkogte lage med majsstivelse rørt ud i vand. Kom bærrene retur i gryden og lad dem varme igennem.

Wow, det blev den lifligste kirsebærsauce EVER! Den fik lov til at køle ned på køkkenbordet ved siden af ris a'la manden der så fik smidt den værste køleskabskulde så længe.

Uhm, så var der endelig dessert. Ris a'la manden var perfekt og ikke hverken før sød eller fed - og den hjemmelavede kirsebærsauce satte en smuk prik over i'et. Jeg drak kirsebærvin fra Frederiksdal til. Glade dejlige jul.

I dag skal der atter gang i min Römertopf. Jeg droppede flæskestegen i går - så den bliver lavet i dag. Der er jo rødkål og sauce nok til endnu en omgang jul.


3 kommentarer:

  1. Den lyder dejlig og hvor er det det sjovt at du lige kl 2 om natten juleaften kommer i tanke om at bikse sådan en dejlig sag sammen, - det er ægte madkærlighed ;-)

    SvarSlet
  2. jeg lavede den også selv i år. Af bær plukket i svorgerens sommerhus i sommer. Jeg tog dog det lave gærde: kirsebær, sukker, vanillestang og et drys maizena rørt ud i en sjat vand...

    SvarSlet
  3. Ehm - det var jo en forbløffende konventionel kirsebærsauce, det der :-) Med andre ord - dén kan den fremtidsforskrækkede helhjertet tage til sig hæ hæ! Du er den eneste jeg kender, der lige kaster sig ud i sådan noget klokken 2 om natten. Glædelig "bag-Jul", dejlige Julemoster

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Klidmoster.dk Copyright © 2009 Designed by Ipietoon Blogger Template for Bie Blogger Template Vector by DaPino