tirsdag den 15. november 2011

Hokkaido-gratin med parmesan...

1-2-3 græskar.

I denne uge var der et lille hokkaido med i min kasse. Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det det mellemstore til højre. De to andre var indkøbt til at lave græskarmænd af, men der var ikke været kræfter til det i år. Nu planlægger jeg alt lave en kæmpe portion suppe af det store af dem - det lille er kun til pynt.

Jeg stod altså med et lækkert orange græskar og skulle finde på et eller andet at lave. Mos, fritter eller måske en tærte? Pludselig kom jeg dog i tanke om et link jeg havde fået tilsendt via Twitter fra @nerdd (som forresten flasher sine madbilleder her). Det var opskriften på en gratin lavet med butternut squash - den måtte kunne laves med hokkaido også. Jeg har pillet lidt ved opskriften, så du får min version her:


Til suppe er det ikke nødvendigt at skrælle - men til den her gratin skulle det gøres. Det er nemt at gøre med en tyndskræller, meget nemmere end med en kniv.

Det skrællede græskar flækkes og indmaden fjernes. Der kan spares mange kræfter ved at bruge et parisiennejern.

Jernet har skarpe kanter som nemt kan skrabe den genstridige indmad fri. Hvis man har lyst, tid og kræfter kan man lave lækre ristede græskarkerner af det kasserede fyld.

Græskarret skæres i tern, ca 2 x 2 cm.

Græskar-gratin:

400 g hokkaido (skrællet, udhulet og skåret i tern)
Salt og peber
200 g løg
2 fed hvidløg
1 spsk olivenolie
2 tsk timian
2 spsk mayonnaise
1 æg
2 dl panko-rasp eller alm rasp
65 g revet ost - her røget GouDan fra Naturmælk
40 g fintrevet parmesan


I den oprindelige opskrift med butternut squash, skal de udskårne tern koges i 15 minutter. Det kan man ikke rigtig med hokkaido - det ville blive helt til mos. De fik derfor et godt skud salt og peber, inden fadet blev dækket med stanniol, og de blev bagt i 25 min ved 175°C.

Jeg havde 2 store skalotteløg og 1 zittauerløg liggende.

De blev snittet fint. 2 fed hvidløg blev skåret i tynde skiver - ca 25 af hvert fed.

Panko-rasp, revet røget ost og parmesan.

Efter 25 minutter var hokkaidoen mør og klar til næste trin. Jeg kom den i 2 tallerkner så den kunne køle hurtigere af. Løg og hvidløg blev sauteret i olivenolien sammen med timian uden at tage farve.

Løgblandingen fik også lov til at lidt køle af. Ægget blev pisket sammen med mayonnaisen og den røgede ost, 1/3 af parmesanen, raspen, det bagte græskar og løgblandingen blev vendt i.

Fadet blev smurt med SMØR. Det er for øvrigt et gammelt lerfad jeg har fundet i en lokal genbrugsbutik for 20 kr. Jeg fandt det samme dag som jeg fandt det lille fad jeg lavede Mac'n'cheese i.

Det hele blev fyldt i fadet og fordelt jævnt. Hæ, jeg er vist miljøskadet - for jeg nåede lige at tænke "det kan man sikkert bage i vaffeljernet".

Resten af den revne parmesan blev fordelt over. Fadet blev sat i ovnen ved 175°C i 50 minutter - de første 25 minutter med stanniol over.

Mens gratinen bagte lavede jeg en hurtig salat af 'alt godt fra kassen'.

Gourmetbønner, gulerod, rød peber og tomater.

Det hele blev snittet fint.

Salaten blev vendt med lidt olivenolie, hvidvinseddike, salt og peber.

Den færdigbagte, gyldne gratin duftede pragfuldt!

Den var svampet og lækker med sprød top - en meget glædelig overraskelse. Den røgede ost passede virkelig godt til det søde græskar.

Det var en sand Rolls-Royce af en vegetarret. Jeg skal helt sikkert lave den i andre versioner også. Hvis du ikke kan få fingre i røget ost kan du komme langt med et skud røget paprika.

Tak for alle de søde kommentarer og mails. Jeg arbejder hårdt på at samle nogle kræfter så jeg kan svare. Weekenden har været god, men meget hård - og det kommer lige til at tage et par dage før jeg er bare lidt på højkant igen. Dagen i dag hiver jeg helt ud af kalenderen, tager maksimum dosis af de heavy drugs og ligger helt stille foran fjerneren. Heldigvis har jeg resten af den her gratin jeg kan spise - og masser at optaget tv og serier jeg kan se. Later dudes!



2 kommentarer:

  1. Kære Malou
    Hvor ser den bare dejlig ud. Så langt rækker min opfindsomhed slet ikke, når det gælder græskar. Tak for tippet med at skrælle. Jeg plejer at bruge kniv, og det er noget bøvl.
    Kh Nadia
    Ps. Jeg håber i havde en super dag til Julens Chokolade. Jeg nåede desværre aldrig forbi, da tiden fløj fra mig.

    SvarSlet
  2. Haps! Den nupper jeg og laver den lidt mere Karina agtig. Den ser fantastisk ud og jeg elsker elsker elsker Hokeido!! Så måske er tiden til at lave lidt andet end suppe og friiter ud af dem :)

    SvarSlet

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...